Har du hang til sodavand, energidrikke eller appelsinjuice, så udsætter du dine tænder for et lille syrebad.
Det er i sig selv ikke farligt. Men dine vaner kan afgøre, om du styrer direkte mod syreskader i munden.
En tungtvejende faktor er, hvor ofte du hælder syreholdig væske indenbords. Og derfor kan skruelåg være et farligt bekendtskab, bemærker ph.d. og tandlæge Line Staun Larsen, der arbejder som adjunkt ved Institut for Odontologi og Oral Sundhed på Aarhus Universitet.
Flasker med skruelåg indbyder nemlig til, at du går og sipper af væsken og dermed giver dine tænder et nyt syrebad gang på gang.
Du kan muligvis nedsætte risikoen ved at skylle munden med lidt vand, når du har indtaget en syreholdig læskedrik, men effekten vil nok være begrænset.
- Man vil alt andet lige få fortyndet den syremængderest, man har i munden, efter at man har drukket eller spist noget surt. Men der vil stadigvæk ligge noget tilbage på tungen. Tungeryggen har en masse små strukturer, og derimellem ligger der bakterier - og der vil også ligge syrerester.
- Man risikerer derfor stadig ætseskader særligt på bagsiden af tænderne, fordi tungen ofte ligger op mod tænderne, forklarer Line Staun Larsen.
Hun oplever, at det er kommet i søgelyset, at man for at mindske tændernes syreudsættelse kan bruge et sugerør.
- Det har jeg kigget på, og det er der ikke supermeget evidens for. Det viser sig faktisk også, at alt efter hvor man sætter sugerøret i munden, har det forskellige effekter, siger hun og uddyber:
- Hvis man bare tager det mellem læberne, så suger man rigtig meget syre direkte ind på fortænderne. Sætter man det længere ind, så rammer syren tænder længere inde i munden. Det er nok de færreste, der tager sugerøret så langt ind, at det ikke rammer nogen tænder overhovedet, for så kan man heller ikke rigtig smage drikken.
Derfor er det hendes vurdering, at sugerøret kan ende som en sovepude, så man tror, at man kan drikke løs.
Hvis du bare slukker din tørst og så stiller den syreholdige drik langt væk, er der ikke noget stort problem. Men har du en vane med det, som Tandlægeforeningens formand, Torben Schønwaldt, kalder sjatdrikkeri, er dine tænder i farezonen.
- Hvis du har en eller flere flasker, som du fornøjer dig med en hel dag, så får du kontinuerligt syrepåvirkning på dine tænder, og så får du ætsningsskader, siger Torben Schønwaldt.
- Det skisma tror jeg, kommer bag på mange. At på den ene side er det ikke enormt farligt at drikke de her ting. Men hvis man gør det på en uhensigtsmæssig måde, kan det have enormt store konsekvenser, siger han.
Syreskader giver en større risiko for, at du får en død tand, altså en nervebetændelse i tanden, og smerter.
- Den anden ting er, at du får slidt dine tænder, så de bliver kortere og kortere, og så bliver dit bid sænket, så kæberne lige så langsomt kommer tættere på hinanden.
- Man kan nogle gange se unge mennesker, der måske har slidt halvdelen af deres tandsubstans ned, så de har sådan nogle korte musetænder, siger han.
/ritzau fokus/