Kalder påskedagene dig ud i det fri, kan du med fordel lade dig fascinere af farverige fjer og liflig kvidren. På denne årstid vender trækfuglene nemlig retur sydfra og indtager gradvist både have, skov, kyst og krat.
- Fra uge til uge kommer en eller to nye arter til, fortæller Jens Overgaard Christensen, der er aktuel med bøgerne "Fugle i haven" og "Fugle i skov og hegn", som han både har skrevet og illustreret.
En af de fugle, du kan spotte overalt, er gransangeren, som er en meget lille grønbrunlig fugl med en karakteristisk sang, der lyder som "chif chaf - chif chaf".
- Lige nu har vi masser af blomstrende hvide mirabelletræer, og dem er gransangeren meget glad for at hoppe rundt i for at fange insekter. Det er et meget flot syn, siger Jens Overgaard Christensen.
Af andre småfugle kan du holde øje med gærdesanger, løvsanger og munk. Løvsangeren har en særlig plads i hjertet på Simon Christiansen, som er naturvejleder og forstander ved Skagen Fuglestation.
- Den har en meget fin stemme og kommer helt nede fra syd for Sahara og regnskoven, og det synes jeg altid, er fascinerende. Derudover er det bare en virkelig flot lille småfugl med gule og grønne farver, siger han.
Rovfuglene er i den grad også på vingerne. De rejser i øjeblikket i flokke gennem Danmark og nordpå til Norge og Sverige.
De trækkende rovfugle kan især spottes på nordgående spidser. Skagen er et godt sted. Det samme er den nordsjællandske kyst.
- Udfordringen er, at de kan gå rigtig højt på himlen. Når det er helt vindstille vejr og solskin, kan de være flere kilometer oppe i luften. Men når de nærmer sig kysten, flyver de typisk i en lavere højde. Derfor er odder og halvøer gode at tage ud til, hvis man vil se dem, siger Simon Christiansen.
Ved våde strandenge kan du også være heldig at blive tilskuer til dansende brushaner. Fænomenet kan blandt andet opleves på Tipperhalvøen i Ringkøbing Fjord, fortæller Jens Overgaard Christensen.
- Hannerne har store fjerkraver, som de puster op, og så slås de med hinanden i luften i et forsøg på at tiltrække hunnerne. Det er et fascinerende syn.
Slåskampen ligner en yndefuld dans og foregår som en del af et yngleritual, som brushanerne udfører på deres mellemlanding i Danmark, inden de drager videre.
- Der er rigtig mange af dem i april, men der er helt generelt ikke særlig mange af dem tilbage, fordi arten desværre er i tilbagegang, siger Jens Overgaard Christensen.
/ritzau fokus/