Oklahoma City, 17/06/2025 - 06:42
Oklahoma slår Indiana og sikrer matchbold i NBA-finalen
På hjemmebane vandt Oklahoma City Thunder 120-109 i den femte finalekamp mod Indiana Pacers.
Nate Billings/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Oklahoma City Thunder bragte sig natten til tirsdag tættere på mesterskabet i den nordamerikanske basketliga NBA.
Med en hjemmesejr på 120-109 over Indiana Pacers fører Oklahoma City Thunder finaleserien med 3-2 efter fem kampe.
Dermed kan holdet sikre sig NBA-titlen, når de to hold mødes igen natten til fredag, hvor Indiana Pacers har fordel af hjemmebane. Finaleserien kan potentielt gå ud i syv kampe.
Oklahoma City Thunder førte næsten fra start til slut i den femte duel mellem de to finalister.
Gæsterne fra Indiana var kortvarigt foran med tre point i første quarter, inden værterne fra Oklahoma overtog kontrollen og aldrig slap taget.
Især Jalen Williams var i hopla for værterne, da han stod for 40 point for Oklahoma City Thunder.
Jalen Williams fortæller efter sejren, at Oklahoma-spillerne har lært af den første finalekamp, hvor holdet i fjerde quarter satte en føring på 15 point over styr og tabte.
- Denne kamp mindede nøjagtig om den første kamp. At vi er i stand til at lære på vejen gennem finalekampene er det, der gør os til et godt hold, siger Jalen Wiliams ifølge AFP.
Oklahoma City Thunder er på jagt efter sit første mesterskab under sit nuværende navn.
I 1979 vandt holdet som Seattle Supersonics sin første og hidtil eneste NBA-titel. I 2008 blev holdet flyttet til sin nuværende base i Oklahoma.
/ritzau/