Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 01/10/2024 - 14:47

Webbutikker skal kontrollere alder ved salg af alkohol og tobak

Sikkerhedsstyrelsen vil føre kontrol med, at webshops overholder nyt krav om aldersverificering af kunder.

Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Hvis man køber alkohol eller e-cigaretter på internettet, skal man fra tirsdag bruge MitID, pas, kørekort eller anden gyldig legitimation.

Det skyldes, at et krav om aldersverificering er trådt i kraft 1. oktober, skriver Sikkerhedsstyrelsen i en pressemeddelelse.

Mange har tidligere været vant til at sætte et kryds i, at de er fyldt 18 år, eller trykke 'OK' i en pop op-boks i en webshop.

Men det har ikke været tilstrækkeligt til at undgå, at børn og unge køber varer, de ikke er berettiget til at købe, siger kontorchef Stine Pedersen.

- Den tidligere proces var ikke effektiv i forhold til at forhindre mindreårige i at bestille nikotin, tobak, e-cigaretter eller alkohol på nettet. Så derfor strammes kravene, siger hun.

Med den nye metode kan købet kun gennemføres, hvis køberen godkendes til at være over aldersgrænsen.

Det kan ifølge Sikkerhedsstyrelsen variere, hvilken type legitimation den enkelte webshop kræver.

Kunden vil typisk blive bedt om at bruge legitimation, når kunden opretter en bruger eller en profil i webbutikken.

Butikken skal ifølge Sikkerhedsstyrelsen "forholde sig, til om legitimationen fremstår ægte, om alderen på kunden kan fastlægges på baggrund af legitimationen, og om legitimationen er gyldig (ikke udløbet)".

Sikkerhedsstyrelsen vil løbende udføre kontrol hos onlineforhandlere for at sikre, at reglerne overholdes, fremgår det af pressemeddelelsen.

- Vi ser det her som et stort skridt mod at sikre, at børn og unge ikke kan få fat i produkter, som kan udgøre en fare for dem.

- De nye tiltag er nødvendige for at sikre en mere håndterbar alderskontrol af de her webshops, siger Stine Pedersen.

Det nye tiltag er et led i regeringens forebyggelsesplan, der blev præsenteret af indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V) sidste efterår.

Planen indeholder 30 initiativer, som på sigt skal være med til at nedsætte børn og unges forbrug af tobak, nikotin og alkohol.

/ritzau/

København, 04/05/2025 - 07:00

Prins Joachims yngste søn fylder år på den anden side af Atlanten

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Prins Joachims og prinsesse Maries søn, grev Henrik, har sin hverdag i USA. 4. maj fylder han 16 år.

Den yngste greve af Monpezat har fødselsdag.

Søndag 4. maj fylder prins Joachim og prinsesse Maries yngste søn, grev Henrik, 16 år.

Grev Henrik blev født prins til Danmark i 2009 på Rigshospitalet i København og fik navnene Henrik Carl Joachim Alain ved sin dåb i Møgeltønder Kirke.

I 2023 blev prinsetitlen dog skiftet ud med en adelstitel, da dronning Margrethe fratog prins Joachims børn prinse- og prinsessetitlerne.

Begrundelsen var, at det skulle give de fire søskende friere rammer til at skabe deres egne tilværelser uden at være begrænset af de særlige hensyn og forpligtelser, som et formelt tilhørsforhold til kongehuset indebærer.

Trods ændringen fra prins til greve bevarer grev Henrik sin plads i arvefølgen som nummer otte.

Det sønderjyske Schackenborg Slot dannede rammen om de første fem år af grev Henriks liv. I 2014 flyttede familien nord for København, og året efter begyndte grev Henrik på Sct. Joseph Søstrenes Skole i Ordrup.

Og følger grevens skolegang danske normer, nærmer han sig afslutningen.

Familien flyttede dog i 2019 til Frankrig, hvor grev Henriks mor, prinsesse Marie, kommer fra.

I den forbindelse skiftede greven til en international skole i Frankrig, hvor han gik i fire år inden familien igen flyttede.

I 2023 krydsede familien Atlanterhavet, da de flyttede hjemmet fra Frankrig til USA's hovedstad, Washington D.C. I den anledning går greven nu i skole i den amerikanske hovedstad.

Flytningen skete, i forbindelse med at prins Joachim skulle tiltræde en stilling som forsvarsindustriattaché ved den danske ambassade.

Grev Henrik udtalte da til B.T. i forbindelse med sin konfirmation i Paris, at det blev "et spændende nyt liv" i USA.

I april sidste år gav prins Joachim og prinsesse Marie interview til avisen The Washington Post, hvor de fortalte om familiens nye tilværelse.

- Vi har boet her i syv måneder nu, og de færreste ved, hvem vi er, bortset fra danskere, sagde prins Joachim til avisen.

For prinsesse Maries vedkommende stod den første tid i USA i familiens tegn. Her fokuserede hun på, at familien fandt sig til rette i det nye land, lød det.

/ritzau/

Læs Mere >>

Rio de Janeiro, 04/05/2025 - 02:35

Gratis Lady Gaga-koncert i Rio tiltrækker enormt publikum

Tita Barros/Reuters

Storby finansierer Lady Gaga-koncert, der derfor er gratis at opleve. 1,6 millioner ventes lørdag at deltage.

Store folkemængder har samlet sig i den brasilianske storby Rio de Janeiro, hvor der sent lørdag er gratis koncert med den amerikanske sanger Lady Gaga.

Koncerten finder sted på den verdensberømte strand Copacabana, og de brasilianske myndigheder forventer, at 1,6 millioner vil deltage.

Det skriver mediet BBC.

Rio de Janeiro har betalt for koncerten i et forsøg på at give byens økonomi nyt liv. Forventningen er således, at koncerten kan indbringe 100 millioner dollar - 660,5 millioner kroner - til den lokale økonomi.

Ifølge nyhedsbureauet AFP var der allerede ved daggry flere fans, som havde dannet en kø ved stranden forud for kæmpekoncerten.

Her skal de blandt andet igennem metaldetektorer for at få adgang til stranden.

De lokale myndigheder har indsat flere sikkerhedsforanstaltninger, lyder det. Heriblandt 5000 betjente, droner, ansigtsgenkendelsessystemer og overvågningskameraer.

Lady Gaga er ikke den første, der spiller koncert, som ikke kræver billet, i Rio de Janeiro.

Madonna spillede i maj 2024 ligeledes en koncert, som var finansieret af byen i stedet for deltagerne, på Copacabana.

Ifølge BBC var vurderingen efterfølgende, at publikum talte 1,6 millioner mennesker.

Flere er lørdag rejst til stranden fra hele Brasilien for at opleve koncerten, skriver BBC.

Den 28-årige Luan Messias har brugt natten til lørdag på en bus fra byen Itanhaem i nabodelstaten São Paulo.

- Jeg kan ikke vente med at høre hende synge "Abracadabra". Den er fantastisk at danse til ligesom hendes ældre sange, siger han.

- Jeg ankom klokken 07.40 i morges, fortæller den 22-årige Alisha Duarte til AFP.

- Indtil videre går det godt. Det kommer til at blive lidt mere udfordrende i aften, når det bliver pakket med mennesker, men vi overlever. Lady Gaga er det værd, siger hun.

/ritzau/

Læs Mere >>

, 03/05/2025 - 10:00

FAKTA: Råd til at undgå påkørsel af hjorte

* Kør forsigtigt især i skovområder ved daggry og skumring, hvor dyrene er mest aktive.

* Hjorte og andre store dyr er ofte mere aktive i foråret, når de har unger, og igen fra september til november under brunstperioden.

* I højrisikoområder for dyrepåkørsler er der ofte skilte, hastighedsbegrænsninger og faunapassager. Vær derfor opmærksom på skiltning og advarsler.

* Dyreøjne kan reflektere billygterne i mørke. Får du øje på refleksioner ved vejens kant, så sæt hastigheden ned, og vær parat til at bremse.

* Hjorte bevæger sig i flok. Ser du en hjort, er der som regel flere i nærheden. Vær opmærksom på, om flere dyr følger efter.

Kilde: Alm. Brand.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 03/05/2025 - 10:00

Pas på: Påkørsel af hjorte topper nu

Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix

I maj stiger risikoen for hjortepåkørsler, når de unge rådyr bevæger sig rundt. Du bør især være opmærksom i skov- og markområder ved daggry og skumring.

Forårssolen står tidligere op, og fuglene synger i maj. Men det er også blevet den tid på året, hvor mange hjorte bliver påkørt.

Ifølge Dyrenes Beskyttelse bliver der hvert år påkørt over 10.000 hjorte i Danmark, og maj er en af de måneder, hvor risikoen er størst. Det er i denne periode, at de unge rådyr for første gang begynder at bevæge sig rundt.

Dyrene har ingen forståelse for farerne i trafikken, og deres pludselige bevægelser på vejene kan føre til alvorlige ulykker, fortæller Christian Johansen, som er direktør for motor i forsikringsselskabet Alm. Brand.

- Flere bilister glemmer, at risikoen for påkørsler af hjorte ikke kun er et efterårsfænomen. I foråret er hjortene særligt aktive, og det kan skabe farlige situationer i områder tæt på skove og marker, siger han.

Fire ud af ti hjortepåkørsler sker, når mørket er faldet på, viser tal fra Dyrenes Beskyttelse. Helt konkret er det i tidsrummet mellem klokken 21.00 og 00.00, at risikoen er størst.

- Hjortene er mest aktive om natten, så det er særligt fra lige før solnedgang, at man skal være ekstra opmærksom, selv om hjortene også krydser veje i dagtimerne, oplyser biolog hos Dyrenes Beskyttelse Peter Gravlund Nielsen i en pressemeddelelse.

- De opholder sig typisk i skove, enge, levende hegn eller lignende natur, så i de områder vil sandsynligheden for krydsende hjorte være størst. Derudover er det værd at vide, at hjorte er flokdyr. Så en hjort krydser sjældent vejen alene.

Hvis en hjort eller et andet dyr pludselig springer ud på vejen, er det vigtigste råd at bevare roen.

Du kan give dig selv mere tid til at reagere ved at sænke farten og være ekstra opmærksom, når du kører gennem områder med tæt bevoksning i ydertimerne.

- En lavere hastighed kan være helt afgørende for, om du når at reagere i tide og dermed undgår skader på bilen eller personskade, siger Christian Johansen.

Han understreger vigtigheden af at holde øje med advarselsskilte og reflekterende dyreøjne i vejkanten.

Hvis uheldet er ude, og du påkører et dyr, skal du holde ind til siden, tænde havariblinket, tage sikkerhedsvest på og sætte en advarselstrekant op. Herefter kan du vurdere eventuelle skader på bilen.

- Hvis man efter en påkørsel kan mærke, at bilen føles anderledes, er det vores klare anbefaling, at man ikke kører videre, før bilen er blevet undersøgt. Det samme gælder, hvis der ses væsker fra bilen, såsom kølervæske og olie, siger Christian Johansen og uddyber:

- Som hovedregel er det dog bedst at være på den sikre side og få bilen undersøgt efter en påkørsel. Det kan få fatale konsekvenser i trafikken, hvis bilen eksempelvis har ratslør.

Ratslør betegner det stykke, du kan dreje rattet, uden at hjulene bevæger sig.

Hvis det påkørte dyr er skadet eller løbet væk, skal du ringe til Dyrenes Beskyttelses Vagtcentral på 1812.

Er dyret dødt, bør du flytte det ind til siden, så det ikke er til fare for andre bilister. Du kan ringe til Falck på 70 10 20 30, hvis du ikke selv kan eller vil flytte det døde dyr.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek