Helsingør, 22/04/2025 - 10:26
Tre mænd erstatter afdød Bandidos-præsident i forbudssag
Tirsdag er det første retsmøde i forbudssagen mod Bandidos, siden klubbens europapræsident gik bort.
Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Tre nye repræsentanter for rockerklubben Bandidos er blevet præsenteret tirsdag i den såkaldte forbudssag i Retten i Helsingør.
De skal sammen med klubbens danmarkspræsident, Pelle Lindberg, være partsrepræsentanter for Bandidos, efter at klubbens europapræsident Michael Rosenvold - også kaldet Kokken - gik bort i starten af april.
Ved forbudssagens start var det kun Lindberg og Rosenvold, der repræsenterede Bandidos. Men efter Rosenvolds død har klubben valgt at have i alt fire repræsentanter.
Michael Juul Eriksen, der er advokat for den opløsningstruede rockerklub, forklarer i retten, at de tre nye repræsentanter vil skiftes til at møde i retten og repræsentere klubben.
- Den bedste løsning er, at vi deler det mellem tre, der har været i klubben længe, siger advokaten.
De tre nye partsrepræsentanter er Mikael Sartil, Benny Haugstrup og Jens Petersen.
Mikael Sartil er sammen med Pelle Lindberg til stede i Retten i Helsingør tirsdag. Han er skaldet, har skæg og tatoveringer på armene.
Som partsrepræsentanter repræsenterer de fire mænd klubben. De er ikke at regne som tiltalte i sagen, men de har en tiltalts rettigheder.
Det betyder, at de ikke er forpligtet til at udtale sig.
Dagens retsmøde er det 19. af i alt 38 berammede retsmøder. Tidligere i sagen er både Kokken og Pelle Lindberg blevet afhørt. Også Mikael Sartil er tidligere blevet afhørt som vidne i sagen.
Det var 3. april på et retsmøde i forbudssagen, at specialanklager fra Statsadvokaten for Særlig Kriminalitet (SSK) fortalte, at Michael Rosenvold den samme morgen var gået bort i en alder af 57 år.
Retsmødet den dag blev aflyst, og tirsdag er det første retsmøde siden præsidentens død.
Da Mikael Sartil vidnede i sagen, fortalte han, at han har været tilknyttet Bandidos i 16 år.
I forbudssagen forsøger anklagemyndigheden at bevise, at Bandidos er en forening, der har et ulovligt formål, og at den dermed kan opløses ved lov.
Mens sagen står på, er der et midlertidigt forbud mod rockerklubben. Det har der været siden 22. maj sidste år.
/ritzau/