Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 16/12/2024 - 15:00

PRM / Energnist: 16 kommuner går sammen om fremtidens affaldsforbrænding

Med dannelsen af Energnist A/S tager 16 kommuner et stort skridt sammen mod en mere bæredygtig, effektiv og konkurrencedygtig affaldshåndtering til gavn for både borgere, virksomheder og miljøet.

Rettigheder kontakt afsender

Af: Via Ritzau

Pressemeddelelse fra Esbjerg Kommune

De 16 kommuner bag Energnist I/S, som i mange år har drevet affaldsenergianlæg, som de fleste kender som forbrændingsanlæg, i Kolding og Esbjerg, har besluttet at omstrukturere deres samarbejde i lyset af ny lovgivning, der træder i kraft 1. januar 2025. Resultatet er etableringen af Energnist A/S – et selskab, der er gearet til at imødekomme fremtidens krav og muligheder.

Fra kommunal drift til kommerciel styrke
Fra 2025 skal affaldsenergianlæg drives på kommercielle vilkår, og kommunerne kan ikke længere forvente automatisk at kunne forbrænde deres eget restaffald på egne anlæg. Energnist A/S er skabt for at sikre, at både kommuner og borgere fortsat har adgang til effektiv og miljøvenlig affaldshåndtering, samtidig med at selskabet kan konkurrere på det nye marked.

"Energnist A/S er vores fælles løsning på fremtidens udfordringer inden for affaldshåndtering," udtaler Jesper Frost Rasmussen, borgmester i Esbjerg Kommune og leder af den politiske styregruppen bag projektet. "Med fokus på bæredygtighed og innovation er vi overbeviste om, at Energnist bliver en vigtig drivkraft i den grønne omstilling."

CO2-fangst og grøn innovation
Energnist A/S vil drive affaldsenergisanlæggene i både Esbjerg og Kolding, hvor banebrydende bæredygtige projekter allerede er i gang. Et af de mest ambitiøse tiltag er udviklingen af en CO2-fangstløsning på anlægget i Esbjerg.

”Bæredygtighed er en hjørnesten i Energnist A/S," siger Johannes Lundsfryd Jensen, borgmester i Middelfart Kommune, og fortsætter: "CO2-fangstprojektet er et konkret eksempel på, hvordan vi kan vende en udfordring til en kommerciel mulighed og samtidig reducere miljøpåvirkningen og bidrage til en grønnere fremtid."

Klar til det kommercielle marked
Den erfarne strategiske rådgiver Kamma Eilschou Holm bliver ny bestyrelsesformand for Energnist A/S. Hun fremhæver, at selskabet er solidt rustet til at navigere i det kommercielle marked.

"Energnist A/S er skabt med ambitionen om at levere både effektiv drift og bæredygtige løsninger. Vi er klar til at tilbyde kunderne konkurrencedygtige og miljøansvarlige alternativer til håndtering af restaffald," siger Kamma Eilschou Holm.

Fordele for samfundet og borgerne
Sammen med sin kerneopgave – affaldshåndtering med høje miljøstandarder – er Energnist A/S også forpligtet til at give tilbage til samfundet.

Med etableringen af Energnist A/S sikres en fremtidssikret platform for affaldshåndtering, der forener innovation, effektivitet og bæredygtighed.

Borgmestrene i de 16 ejerkommuner har givet håndslag på at sikre, at Energnist vil være en vigtig aktør i den grønne omstilling og selskabet konstant vil arbejde på at udvikle løsninger, der bidrager til en cirkulær og klimavenlig fremtid.

 

Fakta om Energnist A/S

De 16 ejerkommuner:

  • Billund, Esbjerg, Fanø, Fredericia, Hedensted, Herning, Holstebro, Ikast-Brande, Kolding, Lemvig, Middelfart, Ringkøbing-Skjern, Silkeborg, Varde, Vejle og Viborg.

Den nye bestyrelse:

Den nye bestyrelse i Energnist A/S har konstitueret sig som følger:

Formand: Kamma Eilschou Holm, Næstformand: Ib Lauridsen, borgmester, Ikast-Brande Kommune. Den øvrige bestyrelse består af Kenneth Jørgensen, CFO i Verdo, Anne Marie Søe Nørgaard, medlem af Byrådet i Herning Kommune, Jacob Bjørnskov Nielsen, medlem af Byrådet i Middelfart Kommune, Jakob Ville, medlem af Byrådet i Kolding Kommune, Henning Ravn, medlem af Byrådet i Esbjerg. Jan Fletcher Hansen og Haije van der Weij træder ind bestyrelsen som medarbejderrepræsentanter.

Kontakt:

Jesper Frost Rasmussen, borgmester i Esbjerg Kommune og formand for den politiske styregruppe bag Energnist A/S, mail: jesra@esbjerg.dk, mobil: 27241800 Kamma Eilschou Holm, nyudnævnt formand for Energnist A/S, mail: kamma@khrelation.dk, mobil: 22513476 Johannes Lundsfryd Jensen, borgmester i Middelfart Kommune, medlem af politiske styregruppe bag Energnist A/S, Mail: johannes.lundsfrydjensen@middelfart.dk, mobil: 25284142

Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/release/14190833?publisherId=13560064&lang=da

** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **

København, 05/06/2025 - 11:25

Fyret DR-chef Thomas Falbe bliver topchef hos TV 2 Kosmopol

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Thomas Falbe blev fyret som chefredaktør på DR Nyheder i februar. Til august rykker han til TV 2 Kosmopol.

Thomas Falbe har efter sin fyring fra DR i februar fundet nyt job.

Han skal være administrerende direktør for regionalmediet TV 2 Kosmopol. Det skriver mediet selv.

Thomas Falbe måtte forlade DR, efter at han blev fyret som chefredaktør for DR Nyheder i februar i kølvandet på den omdiskuterede dokumentar "Grønlands hvide guld".

Falbe tiltræder 1. august og afløser Morten Kjær Pedersen, der tidligere på året valgte at opsige stillingen som direktør for TV 2 Kosmopol efter ti år i spidsen for mediet, der dækker hovedstadsområdet.

Den nye direktør siger selv, at TV 2 Kosmopol har en "unik regional position med høje ambitioner for kvalitetsjournalistik og borgernær dækning".

- Jeg glæder mig til at stå i spidsen for den fortsatte udvikling sammen med et stærkt hold af engagerede medarbejdere, siger han til mediet.

Dokumentaren, der kostede Falbe DR-jobbet, udkom på DR 9. februar og fik kritik fra både økonomer og politikere.

Dokumentaren blev kritiseret for at få det til at fremstå som om, at Danmark har haft en fortjeneste på 400 milliarder kroner på kryolit fra Sydgrønland. I stedet er der tale om omsætning.

I en graf i dokumentaren bliver det beløb sat overfor bloktilskuddet fra Danmark til Grønland, der er løbet op i knap 700 milliarder kroner i samme periode.

Inden publicering blev den centrale graf taget ud af dokumentaren, da den ikke var retvisende.

Interview med Múte B. Egede og tidligere regeringschef Lars-Emil Johansen var dog foretaget, inden grafen blev fjernet.

Dermed forholdt de sig til en fejlagtig graf, som ikke optrådte i den endelige dokumentar. Kilderne blev efterfølgende kontaktet og sagde god for deres citater.

Men det var det afgørende forhold for nyhedsdirektør i DR Sandy French, der i februar meddelte, at dokumentaren blev fjernet, og at Thomas Falbe fratrådte.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 05/06/2025 - 09:56

Kongeparret giver 1,6 millioner til ferielejre og sommercamps

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Via Kronprins Frederiks og Kronprinsesse Marys Fond har kongeparret bevilget støtte til 16 projekter.

Ferielejre for udsatte børn, sommercamps for veteraner og rådgivning til voldsramte kvinder er en række af 16 projekter, som kongeparret har bevilget støtte til.

Det fremgår af en nyhed på kongehusets hjemmeside.

I alt har parret via Kronprins Frederiks og Kronprinsesse Marys Fond uddelt 1,6 millioner kroner til projekterne.

Fonden, som har kongen som bestyrelsesformand og dronningen som medlem, har blandt andet uddelt en kvart million til afholdelse af ferielejre for udsatte børn og unge ved Ungdommens Røde Kors.

Derudover modtager Danmarks Idrætsforbund 100.000 kroner til forbundets soldaterprojekt, hvor der bliver afholdt sommercamps for veteraner.

50.000 kroner er blevet bevilget til Det Grønlandske Selskab til udgivelse af Tidsskriftet Grønland.

Derudover er der blandt andet blevet bevilget støtte til Fonden Morgencafé for Hjemløse, Børns Vilkår, Alzheimerforeningen, Foreningen Cancerramte børn og Frelsens Hær.

Fonden støtter humanitære, sociale, kulturelle, videnskabelige, idrætslige, uddannelsesmæssige, almennyttige og almenvelgørende formål.

Fonden administreres af fondsdirektør Morten Roland Hansen.

Man kan søge om støtte fra fonden, men uddeling kan også ske uden en ansøgning.

Også sidste år uddelte fonden penge til en række projekter. Her blev der givet 1,3 millioner kroner ud til 12 projekter.

Fonden har tidligere været ramt af kritik for at have investeret i klimasyndere.

I januar skrev kongehuset selv, at der var blevet justeret i rammerne for kongehusets investeringer med skærpet fokus på bæredygtighed.

Alle de kongelige fondes aktier ligger i dag i investeringsfonden Global Sustainable Future hos Danske Invest.

Det skete blandt andet, efter at mediet Danwatch i december 2024 skrev, at kongehuset havde fordelt i alt 163 millioner kroner på en lang række værdipapirer gennem Danske Bank.

Her kunne man blandt andet finde nogle af verdens største olieselskaber som BP, Shell og Equinor, skrev Danwatch.

Politiken skrev ligeledes i maj 2024, at en gennemgang af kongehusets fonde viste, at fondene indirekte ejede aktier eller obligationer i mindst 52 selskaber, der beskæftiger sig med kul, olie eller fossil gas.

Ifølge Danwatch var det kongehusets to almennyttige fonde Dronning Magrethe og Prins Henriks Fond og Kronprins Frederiks og Kronprinsesse Marys Fond, der havde investeret i olieselskaber.

/ritzau/

Læs Mere >>

, 05/06/2025 - 12:00

FAKTA: Det viser undersøgelsen

* Der blev ikke fundet spor af TFA i vin produceret før 1988.

* I vin fra efter 2010 blev der fundet en stejl stigning i kontaminering med TFA.

* Der blev konstateret en stigning i indholdet af TFA i både konventionelle og økologiske vine, men niveauet var lavere i de økologiske.

Kilde: The Guardian.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 05/06/2025 - 12:00

Evighedskemikalie kan svømme rundt i dit vinglas

Eduardo Parra/Ritzau Scanpix

Forskere har fundet "alarmerende mængder" af pesticidet TFA i vin. Fødevarestyrelsen arbejder på højtryk for at kunne undersøge det i en dansk sammenhæng.

Der bliver meldt om et "alarmerende højt" indhold af pesticidet TFA i europæiske vine i en undersøgelse fra Pesticide Action Network Europe. Det skriver blandt andet det britiske medie The Guardian.

Og det vækker også genklang herhjemme, hvor studiet er blevet nærstuderet. Det fortæller Henrik Dammand Nielsen, som er chef for kemi og fødevarekvalitet i Fødevarestyrelsen.

- Vi har ikke et dækkende overblik, men det er klart, at når franskmændene finder det i vin, så kan det nok også findes andre steder. Det er helt sikkert noget, vi interesserer os for.

- Det er skidt, hvis vi har trifluoreddikesyrer i fødevarer. Vi vil selv gøre en indsats for at dokumentere det. Vi er ved at lave en analysemetode, så vi kan detektere det, fortæller Henrik Dammand Nielsen.

Trifluoreddikesyre - kendt som TFA - er et kortkædet PFAS. Det er kemikalier, der over tid akkumuleres i mennesker og i miljøet, og derfor bliver kaldt evighedskemikalier.

I høje koncentrationer kan det give forskellige langtidseffekter på kroppen.

Indholdet af TFA kommer sandsynligvis fra pesticider - altså bekæmpelsesmidler, der eksempelvis bruges på marker. Det kan også ende i regnvandet, hvis der eksempelvis kommer et kraftigt regnskyl, efter at der er blev sprøjtet - og derfra er det svært at forudsige, hvor det lander.

- I og med at det kan komme fra regnvand og pesticider, så er det jo alt muligt, der kan blive eksponeret for det. Heldigvis er TFA ret kortkædet, og derfor flytter den sig også. Det er ikke sikkert, at det stadig er der, bare fordi frugten eller grøntsagen har været eksponeret én gang.

Langkædede typer af PFAS er "mere faste i kødet og bliver derfor siddende i længere tid", forklarer Henrik Dammand Nielsen.

Pesticidrester sidder generelt mest på overfladen af frugt og grønt. Og Henrik Dammand Nielsen vil antage, at det samme gør sig gældende for TFA.

I studiet fra Pesticide Action Network Europe er der blevet undersøgt vine fra ti europæiske lande.

Der blev ikke fundet nogen spor af TFA i vine fra før 1988. I perioden fra 1988 og frem til 2010 blev der fundet små mængder, mens der i vin fra efter 2010 blev fundet en stejl stigning i kontaminering med TFA.

Stigningen blev fundet i både konventionelle og økologiske vine, men niveauet var lavere i de økologiske.

Som forbruger kan man formentlig mindske sit indtag ved at vælge økologiske produkter, vurderer Henrik Dammand Nielsen. Men fordi TFA kan findes i regnvandet, kan man ikke være sikker på at undgå det.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek