Washington D.C., 01/08/2025 - 03:49
USA annoncerer igen importtold på varer fra flere lande
Frist for indgåelse af handelsaftaler med USA stod til at udløbe fredag. Trump har skruet på flere toldsatser.
Kent Nishimura/Reuters
Af: /ritzau/
USA indfører i næste uge importtold på varer fra en række lande.
Det oplyser Det Hvide Hus natten til fredag dansk tid ifølge AFP.
Toldsatserne vil for de pågældende lande fremover ligge på mellem 10 og 41 procent.
De vil træde i kraft, syv dage efter at de blev annonceret torsdag.
Meldingen kommer, efter at den amerikanske præsident, Donald Trump, har underskrevet et dekret, der genindfører den importtold, der midlertidigt blev sat på pause i april.
Det er lande som eksempelvis Indien, Taiwan og Schweiz, der fremgår på en liste, som Det Hvide Hus natten til fredag har offentliggjort over lande, der vil få skruet op for tolden.
Mere end 60 lande står på listen.
De lande, der ikke er på listen, vil som hidtil stå over for en basistold på 10 procent.
For nogle lande på listen er toldsatserne lavere, end da Trump første gang annoncerede dem i april.
Varer fra Indien vil blive pålagt importtold på 25 procent, mens varer fra Taiwan vil blive pålagt 20 procent.
Oprindeligt lød det, at varer fra Indien ville blive mødt med en toldsats på 26 procent, mens varer fra Taiwan ville blive mødt med importtold på 32 procent.
For andre lande gælder det modsatte.
Mens det i april lød, at varer fra Schweiz ville blive pålagt 31 procent importtold, er der nu skruet op til 39 procent.
I begyndelsen af april annoncerede præsidenten told på import af varer fra en række lande.
Samme dag som toldsatserne trådte i kraft, valgte han at sætte flere af dem på pause i 90 dage, hvor en lavere basistold på 10 procent ville gælde for de fleste lande.
Fredag stod en frist, som den amerikanske præsident havde givet de lande, der ikke har indgået en handelsaftale med USA, til at udløbe.
Trump har flere gange sagt, at fristen ikke vil blive forlænget. Alligevel rykkes fristen nu syv dage.
Det skyldes, at Trumps administration har brug for mere tid til at tilpasse toldsatserne, siger en unavngiven embedsmand til AP.
Flere lande har i løbet af de seneste uger indgået handelsaftaler med USA. Det gælder blandt andre Storbritannien, EU og Sydkorea.
En unavngiven embedsmand siger desuden til Reuters, at flere handelsaftaler vil blive annonceret i de kommende dage.
- Vi har indgået flere aftaler, men jeg ønsker ikke at foregribe præsidenten, siger embedsmanden.
/ritzau/