Herning, 23/05/2025 - 12:26
Heinz Ehlers hylder afløser efter VM-mirakel: Bliver ikke større
Danmarks fremgang defensivt og taktisk var nøgler til VM-triumfen mod Canada, mener Heinz Ehlers.
Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
- Det er den største præstation nogensinde i dansk ishockey. Det er ikke for at tage noget fra tidligere landshold, men det bliver sgu ikke større end at slå Canada i en VM-kvartfinale.
Heinz Ehlers hoppede og dansede i jubelrus på tribunen i Boxen, da Danmark torsdag sensationelt slog Canada 2-1 ved VM i ishockey.
Dagen efter er den tidligere landstræner stadig meget begejstret.
- Canada kommer altid med et stærkt hold. Nogle gange kommer de uden superstjerner og vinder alligevel VM.
- Denne gang kom de med i hvert fald et par superstjerner, men vandt ikke. Jeg kan ikke rose det danske hold og trænerteamet nok for præstationen, siger Ehlers.
En markant del af rosen går til Ehlers' afløser som dansk landstræner, svenske Mikael Gath, som fik en svær start i spidsen for landsholdet, da han sidste år debuterede med en langtfra prangende præstation og 13.-plads ved VM i Tjekkiet.
- Den helt store forskel fra sidste år er, at de har fået styr på forsvarsspillet. Sidste år var det naivt frem ad banen. I år er det godt organiseret, og man holder modstanderne på ydersiden og giver ikke mange chancer væk.
- Taktisk er de blevet meget bedre, og de er langt mere disciplinerede. De spiller med en stor tålmodighed og venter på deres momenter i kampene. Når man arbejder så hårdt, får man tit også marginalerne på sin side, siger Heinz Ehlers.
Et "sammenhold uden deslige" er en anden meget markant forklaring på nu fem sejre ved VM i træk og en historisk semifinale mod Schweiz, mener Ehlers.
- Vi har haft hold med flere topspillere, men man har sjældent set et hold vokse sammen som en enhed, som det gør det denne gang.
- Det eneste, jeg kan komme i tanke om, er OL-holdet fra 2022, der nok ikke fik den opmærksomhed, det fortjente, siger Ehlers med henvisning til sejrene over Letland, Schweiz og Tjekkiet i Beijing.
Heinz Ehlers var dansk landstræner fra 2018 til 2023. Han er far til NHL-profilen Nikolaj Ehlers fra Winnipeg Jets, der udlignede til 1-1 mod både Tyskland i sidste gruppekamp og mod Canada.
/ritzau/