Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 17/03/2024 - 08:00

Mille Dinesen: Jeg vil gerne finde kærligheden

I mange år har skuespilleren Mille Dinesen lukket ned for alt, der handler om romantik. Men på tærsklen til 50 har hun besluttet at lukke kærligheden ind igen.

Af: Af Thit Lund Bording, Ritzau Fokus

Skuespiller Mille Dinesen ønsker sig ikke noget i fødselsdagsgave. Så skulle det da lige være en blæser, der kan fordele varmen i hendes sommerhus.

Hun synes, at hun har det hele.

Mille Dinesen har i mange år kunnet selv og villet selv, og hun har stået på egne ben i forhold til karriere og familieliv.

Men i takt med at dagene har nærmet sig hendes 50-års fødselsdag den 17. marts, har skuespilleren indset, at det behøver hun ikke at gøre mere.

- Nu kan jeg godt mærke, at jeg sgu da gerne vil dele mit liv sammen med en, jeg elsker, siger hun og fortsætter:

- Jeg har kørt "jeg kan klare mig selv"-showet, og det kan jeg godt. Det er ikke derfor, jeg skal finde nogen, men fordi jeg har lyst til at dele mit liv og min alderdom med et andet menneske, siger hun.

Skuespilleren, som fik sin debut i 2005 som den kaotiske singlekvinde Nynne i filmen og tv-serien af samme navn og slog sit navn fast med hovedrollen i tv-serien "Rita", nævner selv, at hun nok for mange andre - og også for sig selv - har været prototypen på en kvinde, der er alene, har fået barn, kører karriere, fikser det hele selv og ikke har brug for noget.

- Og det har jeg haft det godt med. Jeg har overbevist mig selv om, at jeg kan klare det hele selv. "I don't need anyone" og "I don't need a man" og alt muligt, griner hun.

Men det har også rystet hende, hvordan hun bare har lukket ned for den del af sit liv.

For mellem madpakker, filmroller, manuskripter og børnehave har der ikke været meget tid til romantik.

- Jeg føler faktisk, jeg har slukket på den kontakt, der handler om alt med kærlighed og forhold. Jeg har haft så meget på min tallerken med Eddie og arbejde, så der har ikke været plads til noget som helst andet, siger hun.

For siden hun og den daværende kæreste, Thomas Busch, i 2018 blev forældre til Eddie, har skuespillerens helt store fokuspunkt været sønnen. Og der har været mere end kærlighed nok til Mille Dinesen.

- Men nu kan jeg ikke lukke ned for det mere, og det er jo dejligt, siger skuespilleren og kalder åbenbaringen "en meget god 50 års-fødselsdagsgave".

Og fødselsdagen, der skal fejres med alle dem, hun elsker, har hun glædet sig meget til. Sådan var det ikke sidste gang, hun fyldte rundt.

Da hun fyldte 40 år, var hendes største ønske at blive mor.

På trods af adskillige forsøg var det på daværende tidspunkt endnu ikke lykkedes, og hun begyndte derfor at overveje, om hun nogensinde ville opleve moderskabet.

Men så kom Eddie til verden.

- Sådan var livet for mig. Sol, måne og stjerner stod sådan, at det skulle tage mig 12 år at blive gravid, men til gengæld kom der den mest vidunderlige dreng, siger hun.

- Så flueben ved den. Alder, du kan bare komme an, siger hun videre om sin runde fødselsdag.

I sine snart 50 år har Mille Dinesen både gjort karriere på de bonede gulve, det store lærred og på teaterscener. For sine præstationer her blev hun i 2020 tildelt Ove Sprogøe Prisen, som Nordisk Film Fonden uddeler.

Hun er også blevet belønnet med en gylden nymfe ved den internationale tv-festival i Monte Carlo i 2020 for sin rolle i "Rita", som kørte over fem sæsoner.

Samtidig med at hendes karriere kørte på skinner, bar hun sorgen over ikke at kunne blive gravid.

Men selv om den kamp i dag er vundet, fylder moderskabet og hendes alder stadig.

- Jeg tænker over at være blevet mor i en sen alder. Jeg bliver jo 50 år, og han fylder seks. Så jeg skal ikke særligt langt frem i regnestykket, før jeg tænker: "Oh my god, jeg bliver en gammel mor", siger hun.

Eller det håber hun, at hun bliver, tilføjer skuespilleren.

Selv om hun gør alt, hvad hun kan, for at passe på sig selv og leve et sundt liv, så er hun meget bevidst om, at det ikke er noget, man kan styre.

- Som mor vil jeg jo bare gerne være med til så meget som overhovedet muligt med ham, siger hun.

Mille Dinesen lærte i en tidlig alder, at man ikke skal tage noget for givet.

- Man skal huske at værdsætte livet og knuse og kysse dem, man elsker. Og man skal prøve så vidt muligt at være i nuet. Det er alle klichéerne, men klichéerne er jo kommet til verden, fordi de er sande, siger hun.

Som 27-årig blev Mille Dinesen diagnosticeret med sygdommen sclerose.

- Når man får sådan noget at vide, så slipper det aldrig en. Den lever i mig, men ikke andet. Jeg mærker ikke noget til den, siger Mille Dinesen og fortæller, at hun i dag tænker, at det var en fejldiagnose, hun fik tilbage i begyndelsen af 00'erne.

- Jeg fik banket realiteterne og livet op lige foran mit ansigt, i en alder hvor man egentlig stadig skulle have lov til at føle sig udødelig, siger hun.

Siden diagnosen har sundhed fyldt meget - både motion, kost og mentalt velvære. Det har været en balancegang, hun har været nødt til at gå, men som hun også har omfavnet.

Interessen for at holde sin krop sund udmøntede sig i bogen "Min egen vej", der handler om skuespillerens vej til et balanceret liv, samt lanceringen af en række plejeprodukter.

Alligevel kan alderen ikke holdes fra døren, og Mille Dinesen mærker da også, at der er nogle tegn på, at hun bliver 50.

- Ens røv falder 12 centimeter i løbet af et liv. Og det er alligevel en del. Og jo ældre man bliver, jo højere kommer ens arme op over hovedet, når man danser, siger hun og griner, inden hun fortsætter:

- Og den klassiske med, at man møder en gammel skolekammerat og tænker, at han ser gammel ud. Så kigger man sig selv i spejlet og tænker, at gud det gør man egentlig også selv, ler hun.

- Men indeni føler jeg mig så funky og så ung, og det er jo bare skønt. Men det er jo ikke altid, at kroppen kan følge med på længere sigt, siger Mille Dinesen.

Men for nu har skuespilleren ingen planer om at drosle ned.

- Jeg er et kæmpe karrieremenneske og en kæmpe arbejdshest, siger hun.

Siden hun blev færdiguddannet skuespiller fra Statens Teaterskole i København i 2004, har hun været en ildsjæl i sit arbejdsliv.

- Jeg har altid gået meget op i min karriere, og jeg lever og ånder for skuespillet. Jeg forbereder mig og bruger en masse tid på det, fordi det bliver meget sjovere at gå på arbejde, når man er pissevelforberedt og er passioneret, siger hun.

Det har været et privilegie at kunne lægge så mange timer, hjerteblod og energi i sin karriere, men det har også været på bekostning af hendes privatliv, fortæller Mille Dinesen.

- Det kan nogle gange godt være lidt ensomt at være skuespiller, fordi arbejdstiderne kan være så ekstreme, siger hun og uddyber, at det er lange arbejdsdage og intense perioder, der præger branchen.

Lige efter sin runde fødselsdag begynder Mille Dinesen optagelser på sin næste film.

- Så ved jeg, at i syv uger kan jeg vinke farvel til venner og familieliv, for så stiger man om bord på filmtoget og står ikke af, før man er færdig. I den periode er mit privatliv et stort puslespil, der bare skal gå op. Så der er ikke så meget plads til spas, siger hun og fortsætter:

- Men efterfølgende kan vi så holde fri, og så har jeg tid til på en anden måde at være der for Eddie og mine venner, siger hun videre.

Mille Dinesen indrømmer, at hun nogle gange har drømt om et almindeligt job, hvor man arbejder fra 09 til 16 og ikke kan tage sit arbejde med hjem. Hvor hun har fri, når hun har fri.

- Men jeg ved jo godt, at der ville gå 14 dage, og så ville jeg savne skuespilleriet, siger hun.

Alligevel er hun et sted i livet, hvor hun ikke længere gør karriere for enhver pris.

- Før i tiden tænkte jeg kun på resultatet, og jeg var ligeglad med, om jeg skulle bløde ud af ørerne hele vejen derhen, det skulle bare blive pissegodt. Nu vil jeg også gerne have det pissegodt på vej derhen, lyder det fra Mille Dinesen.

/ritzau/

Basel, 13/05/2025 - 09:00

Tilbage i Eurovision uden Noller: Jeg føler mig som en slags æresgæst

Peter Mueller/Reuters

Brødrene Olsen vandt Eurovision i 2000. Nu vender Jørgen Olsen tilbage med ny version af vindersangen.

Det er præcis 25 år siden, at Brødrene Olsen vandt det internationale melodigrandprix med kærlighedshymnen "Fly on the Wings of Love".

Nu vender den ene del af duoen tilbage på Eurovision-scenen under den første semifinale i årets grandprix tirsdag aften i Basel i Schweiz.

Idéen er opstået hos Jørgen Olsen og hans musikalske kompagnon, som henvendte sig til Eurovision-chefen Martin Österdahl og tilbød at optræde.

- Jeg føler mig faktisk som en slags æresgæst. Der er gået 25 år, og så fyldte jeg 75 i marts. Jeg føler, at det er en tak. Og det takker jeg mange gange for, klukler Jørgen Olsen.

Faktisk er der endnu mere at markere.

Det er præcis 60 år siden, at han og den anden del af Brødrene Olsen, den fire år yngre Niels "Noller" Olsen, lavede deres første band, The Kids, inden de blev til Brødrene Olsen.

Noller kan dog ikke være med i Basel. Han er stadig mærket af den blodprop, der ramte ham i 2019, og af den hjernetumor, han fik konstateret kort efter.

- Han ønsker held og lykke, fortæller Jørgen Olsen.

- Det er en stor skam, at han ikke kan være med. Men det er sådan, det er. Nu har jeg forstået det, men det har været forfærdeligt. Heldigvis har jeg ham stadigvæk, og vi taler meget fint sammen og er stadig rigtigt gode venner.

Han går på scenen i St. Jakobshalle som Jørgen Olsen fra The Olsen Brothers, som er Brødrene Olsens internationale navn. Her skal han synge en ny udgave af "Fly on the Wings of Love", der har fået titlen "United by Music" - forenet af musik - som også er grandprixets slogan.

Stroferne er ændret en anelse, og arrangementet er anderledes og indledes med Eurovisionens fanfare.

- Der er også en politisk vinkel på det, og det er kærlighed og forståelse. Hvor tit er menneskeheden ikke blevet forenet af musik, siger Jørgen Olsen og fortsætter:

- Jeg føler virkelig, at det er et budskab til verden. Så kan de lytte efter eller ej. Men jeg står der og er meget stolt af at få lov til at give det statement.

Jørgen Olsen skrev oprindeligt "Fly on the Wings of Love" på engelsk. Men DR ville ifølge Jørgen Olsen have, at Brødrene Olsen sang på dansk til det danske melodigrandprix, og det blev så til "Smuk som et stjerneskud".

Jørgen Olsen havde forinden læst modne kvinder fortælle om, at de ikke følte sig smukke eller interessante. "Fandeme nej", tænkte han, og det inspirerede ham til den danske tekst.

Da Brødrene Olsen vandt det danske melodigrandprix i 2000 og dermed kunne indløse billet til det internationale grandprix i Stockholm senere samme år, kunne Jørgen Olsen hive den originale engelske tekst frem igen.

Israel var det første land, der afgav point og sendte topkarakterer afsted til "Fly on the Wings of Love".

- Vi kiggede på hinanden, Noller og jeg: "12 point fra Israel?! Jeg tror, det må være, fordi vi hjalp jøderne til Sverige under Anden Verdenskrig". Vi havde hele tiden undskyldninger for, at vi fik 12 point. Men så fik vi også 12 point fra England.

Jørgen Olsens øjne bliver fyldte med vand, og hans stemme knækker.

- Jeg er meget, meget angelsaksisk, siger han tydeligt rørt.

- Det er helt vildt, hvad jeg har fået af musikalitet derfra, og hvor højt jeg elsker de sange, som de har skabt i England.

Da Brødrene Olsen fik at vide, at de skulle sætte deres in ears i, gik det op for dem, at sejren var deres.

- Vi havde aldrig nogensinde troet, at vi skulle vinde. Aldrig. Vi syntes bare, det var dejligt, at vi skulle en tur til Stockholm. Det var forår, vores koner kom derop, og vi morede os. Da vi havde optrådt, sagde Noller: "Jeg tror, vi har et hit i Sverige".

Det var ikke bare i Sverige, men i resten af Europa.

Brødrene Olsen sang grandprixet til Danmark for blot anden gang i historien.

- Vi blev jo til helte, lyder det fra Jørgen Olsen.

Det følgende halvandet år optrådte Brødrene Olsen nærmest nonstop.

- Vi for rundt i flyvemaskiner og havde en dame med, som bookede alt. Dengang var der cd'er, og det var en meget, meget stor indkomst for Noller og jeg. Så også rent økonomisk var det en fornøjelse at vinde, siger han.

Men det havde også sin pris.

- Jeg kan huske, at vi sad i München og skulle videre til Wien. Samtidig var der et fly, der skulle til København, og så begyndte jeg at græde, fordi jeg ikke skulle hjem, men skulle videre. Vi var trætte til sidst. Men nu her på den anden side kan man sige, at "Fly on the Wings of Love" består, siger Jørgen Olsen.

Tirsdag aften bliver sløjfen således bundet, når han går på scenen med United by Music-udgaven af sin og Nollers evergreen.

Torsdag løber den anden semifinale af stablen. Her skal årets danske Eurovision-håb, Sissal, på scenen i forsøget på at synge Danmark i lørdagens grande finale og ultimativt bringe Eurovision til Danmark, som Brødrene Olsen gjorde det for 25 år siden.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 13/05/2025 - 08:00

Fremadstormende hitmager er frontfigur for forskelligheder

Når musikeren Uro skal optræde på Grøn til sommer, minder han publikum om, at alle er noget for nogen.

Den danske Godthåbsvej-sanger Uro bruger sin musik til at sætte ord på sine følelser og et liv med ensomhed.

Nogle af de ord, han selv har manglet, er: "Der er en for alle. Alle er noget for nogen". Nu giver han budskabet videre til andre, når han indtager rollen som Plads til forskelle-ambassadør i forbindelse med årets Grøn.

Ordene er nemlig blandt dem, han har udvalgt til at pryde årets T-shirt, hvor overskuddet går til Muskelsvindfondens projekt Pærfekt, der arbejder for at nedbryde perfekthedskulturen.

- Vi har alle brug for at høre, at vi er noget værd - ikke på trods af vores forskelligheder, men på grund af dem, lyder det fra Uro i en pressemeddelelse fra Grøn.

Musikeren, hvis borgerlige navn er Jeppe Kronback, udgav sin første single "Slåbrok" i 2020 og har senere udgivet hits som "Godthåbsvej", "Føles Godt" med Mekdes og "Tænker Ik På Andre" med Suspekt.

I april spillede Uro sit hidtil største liveshow for et udsolgt K.B. Hallen. Og til sommer indtager han scenen på årets Grøn, som Muskelsvindfonden og Tuborg står bag.

- Der er noget smukt i at vide, at selv dem, der føler sig alene, stadig er en del af et fællesskab. Det er det, Plads til forskelle handler om - og det er det, jeg står for som ambassadør, fortæller musikeren.

Salget af Plads til forskelle-T-shirten begynder onsdag 13. maj. Plads til forskelle er et samarbejde mellem Grøn, sportstøjmærket Hummel og radiokanalen Nova.

Blandt tidligere ambassadører finder man blandt andre Jada, Benjamin Hav og Lukas Graham.

Grøn kommer forbi otte danske byer hen over sommeren fra 17. juli til 27. juli. Turen går forbi Tårnby, Kolding, Aarhus, Aalborg, Esbjerg, Odense, Næstved og Valby. Der er dog kun billetter tilbage i Esbjerg.

Ud over Uro udgør Medina, Gilli, Suspekt, Pil, Kalaset, Benjamin Hav og Alphabeat resten af plakaten.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 12/05/2025 - 11:00

FAKTA: Omkostninger ved kør selv-ferie

Tallene viser kilometer tur-retur, udgift med benzinbil samt udgift med elbil.

* Aarhus til Gardasøen, Italien: 3033 kilometer, 9053 kroner, 6930 kroner.

* København til Gardasøen: 2812 kilometer, 8436 kroner, 6468 kroner.

* Aarhus til den franske riviera: 3536 kilometer, 11.278 kroner, 8803 kroner.

* København til den franske riviera: 3494 kilometer, 11.161 kroner, 8715 kroner.

Kilder: Spar Nord og Bilbasen. De samlede omkostninger ved at eje og bruge en bil - kaldet Total Cost of Ownership - er beregnet til i gennemsnit 2,79 kroner per kilometer for benzinbiler og 2,09 kroner for elbiler. Brændstofforbrug er sat til et gennemsnit på 14,10 kilometer per liter, og benzinprisen 14,80 kroner per liter. Elprisen er sat til et gennemsnit på 3 kroner per kilowatt-time, og der er regnet med et gennemsnitligt strømforbrug på 20 kilowatt-timer per 100 kilometer. Færgeoverfart er ikke inkluderet.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

København, 12/05/2025 - 11:00

FAKTA: Tips til kør selv-ferie i elbil

* Planlæg turen med en ruteplanlægningsapp og en app til at finde ladestandere.

* Hvis du kommer til en ladestander, som du ikke har abonnement til, kan du med fordel tjekke priserne i forskellige ladeapps før opladning, da der kan være store prisforskelle på samme ladestation.

* Kør 110 kilometer i timen på motorvejen i stedet for 130 kilometer. På den måde kan du spare op til 20 procent på bilens forbrug af strøm.

* Lad bilen op til 80 procent ved lynladere, hvis der er kø. De sidste 20 procent tager lang tid.

* Sørg for at have minimum ti procent strøm, hvis du kører til større ladeparker. Er der tale om en mindre ladepark, bør du have minimum 20 procent strøm tilbage, så du kan køre videre, hvis der er kø.

* Husk ladekabel til de langsommere ladestandere.

* Spørg hotellet, om der er mulighed for at oplade.

Kilde: FDM.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek