Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Paris, 13/05/2025 - 15:58

Kim Kardashian om millionrøveri i 2016: Det ændrede alt

Kardashian beskriver chok og forvirring, da mænd pludselig stod i hotelværelse med receptionist i håndjern.

Alain Jocard/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Realitystjernen Kim Kardashian siger tirsdag, at hun vil fortælle sin "sandhed" ved en retssag om et røveri i 2016.

Ved en domstol i Paris vidner hun i en sag, hvor ti mennesker er anklaget for at have røvet hende under modeugen i Paris.

Kardashian forklarer ifølge BBC, at hun altid har følt sig sikker i Paris.

- Men da jeg tog til modeugen på den tur, ændrede det alt, siger hun ifølge det britiske medie.

Kim Kardashian har tidligere udtalt sig om røveriet og sagt, at hun blev truet med pistol på sit hotelværelse og frarøvet smykker til en værdi af mange millioner dollar.

Hun har fortalt, at hun blev bundet og låst inde på badeværelset i lejligheden.

Hun har også fortalt, at hun troede, at hun ikke ville overleve natten, som hun slap fra uden fysiske skader.

Tirsdag i retten forklarer hun ifølge BBC, at hun blev meget forvirret, da flere mænd kom ind i hendes lejlighed midt om natten og havde en receptionist i håndjern med.

- Jeg var stadig i chok, for der har været mange terrorangreb rundtomkring i verden, og mine venner og jeg havde talt om det.

- Jeg forstod ikke, hvad der skete, og at det handlede om mine smykker, selv om de specifikt spurgte efter min ring, siger Kardashian.

Hun gentager tirsdag, at hun troede, at hun skulle dø.

- Jeg var sikker på, at han (en røver, red.) ville skyde mig, så jeg bad en bøn for min familie, siger Kim Kardashian ifølge nyhedsbureauet AFP med tårer i øjnene.

- Jeg troede, at jeg skulle dø, siger hun.

I alt er ni mænd og en kvinde anklaget ved domstolen i Paris. Fem mænd er tiltalt for væbnet røveri og bortførelse og risikerer livstid, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Andre er tiltalt for medvirken til røveri eller brud på våbenlovgivning.

De fleste af mændene er født i 1950'erne, hvilket har fået de franske medier til at døbe gruppen 'bedstefar-røverne'.

I retten tirsdag valgte Kardashian at tilgive en af de sigtede, den 68-årige Aomar Ait Khedache.

Kim Kardashian blev kendt op igennem 00'erne igennem reality-tv, inden hun gik ind i modebranchen. Hun har også medvirket i en række film.

Hun er blandt de mennesker i verden med flest følgere på det sociale medie Instagram, og hun har også været kåret som en af de 100 mest indflydelsesrige mennesker i verden af magasinet Time.

/ritzau/

København, 13/05/2025 - 22:04

Dansk skuespiller gravid: Vi får en aktiv pige

Celina Dahl/Ritzau Scanpix

Yasmin Hamad Mahmoud Clausen, som netop nu kan ses i TV 2's nye dramaserie "Løgnen", venter sit første barn med sin mand, Lasse.

Skuespilleren Yasmin Hamad Mahmoud Clausen stråler om kap med forårssolen.

Sammen med sin mand, Lasse Clausen, venter hun parrets første barn.

Det afslører Yasmin Hamad Mahmoud Clausen over for sine følgere på det sociale medie Instagram, hvor hun har delt en stribe billeder af babybulen.

- Har en baby på størrelse med en kokosnød i maven i den her uge. Vi får en aktiv pige til september, jubler den vordende mor i opslaget.

Yasmin Hamad Mahmoud Clausen sætter flere ord på familieforøgelsen over for Ekstra Bladet og fortæller åbenhjertigt, at den søde ventetid har været knap så sød.

- Det har været en hård start med opkast og kvalme. Men jeg er tilbage som aldrig før, skriver hun i en besked til avisen.

Yasmin Hamad Mahmoud Clausen var lige blevet færdig med sin socialpædagogiske uddannelse, da hun fik en af de bærende roller i den anden sæson af spændingsserien "Gidseltagningen" fra 2019.

Hun debuterede dog allerede som skuespiller i TV 2's ungdomsserie "Øen", som havde premiere i 2007.

Netop nu kan hun ses i TV 2's nye dramaserie "Løgnen" over for Iben Hjejle og rapperen Tessa.

Derudover har Yasmin Hamad Mahmoud Clausen også medvirket i krimiserien "Den som dræber - fanget af mørket" og i dramafilmen "Ønskebarn".

Hun har også været på skærmen som sig selv.

DR2 fulgte i 2016 hendes kendte bror, journalisten og tv-værten Abdel Aziz Mahmoud, i programserien "Familien fra Lærkevej", hvor han tog seerne med hjem til sine forældre og søskende, som også tæller Murad Mahmoud, der er en del af popduoen Muri & Mario.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 13/05/2025 - 21:54

Robert De Niro hædres med ærespris til Cannes-åbning

Joel C Ryan/Ritzau Scanpix

De Niro modtager Den Gyldne Ærespalme for blandt andet sine roller i "Taxi Driver", "1900" og "Godfather II".

Skuespilleren Robert De Niro har tirsdag modtaget Den Gyldne Ærespalme ved åbningsceremonien af årets Cannes Filmfestival.

Den uddeles til kunstnere, der har bidraget med en livslang præstation i filmbranchen.

Den 81-årige De Niro er har de seneste år udtrykt kritik af den amerikanske præsident Donald Trump.

Han valgte at bruge overrækkelsesceremonien til at videreføre sin kritik, specifikt rettet mod Donald Trumps nedskæringer af bevillinger til uddannelse og kunst.

- Kunst bringer folk sammen. Kunst leder efter sandheden. Kunst omfavner diversitet.

- Det er derfor, at kunsten anses som en trussel. Det er derfor, at vi som kunstnere er en trussel mod autokrater og fascister, sagde Robert De Niro, efter at have modtaget prisen.

Robert De Niro modtager blandt andet Den Gyldne Ærespalme for sine præstationer i filmene "Taxi Driver", "1900" og "Godfather II", skriver Cannes Festival på sin hjemmeside.

De Niro kunne ses med tåre i øjnene, da han modtog prisen af sin tidligere medskuespiller Leonardo DiCaprio.

Ud over ærespalmen uddeles også Guldpalmen til årets bedste film, samt en række mindre priser.

Danmark er også repræsenteret ved årets Cannes Festival, via de to danske filmproducenter Monica Hellström og Siise Graum Jørgensen.

De har begge har været med til at producere filmene "Eagles of the Republic" og "Sentimental Value", der er udtaget til konkurrencen om at vinde Guldpalmen for årets bedste film.

Festivalen bliver af kunsterne også benyttet som en politisk kampplads.

Mandag aften, dagen før festivalens fordømte en række personer fra Hollywood situationen i Gaza, som de kalder for et "folkemord".

Det gør de i et brev, som ifølge nyhedsbureauet AFP er underskrevet af 350 personer med tilknytning til Hollywood, heriblandt skuespillerne Richard Gere, Susan Sarandon og Mark Ruffalo.

/ritzau/

Læs Mere >>

, 13/05/2025 - 10:00

FAKTA: En kræsen svamp

* Meldug er yderst vækstspecifik. Det vil sige, at det er en særlig form for meldug, der rammer æbletræer, og en anden form, der rammer for eksempel roser.

* Æblemeldug kan derfor ikke sprede sig til roser, og rosenmeldug kan ikke sprede sig til æbletræer.

* Meldug er kun i stand til at leve på levende planter og kan ikke som andre svampe vokse på eksempelvis dødt plantevæv.

* Varmt og tørt vejr stimulerer svampens dannelse af sporer og spredningen af dem. Der skal dog en høj luftfugtighed til, før sporerne er i stand til at spire.

Kilde: Magnus Gammelgaard Nielsen, der er gartner og under navnet Plantedoktoren formidler viden om havens skadedyr og plantesygdomme.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 13/05/2025 - 10:00

Brems svampesygdommenes hærgen i haven

Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Du kan forhindre svampeangreb i at udvikle sig ved at finde havesaksen frem fra skuret netop nu, fortæller gartner med speciale i plantesygdomme.

Forårets tørre vejr gør det svært for svampesygdommene at trives i haven, men du kan godt støde på dem alligevel. Særligt, hvis du har æbletræer.

Det fortæller Magnus Gammelgaard Nielsen, der er gartner og under navnet Plantedoktoren formidler viden om havens skadedyr og plantesygdomme.

- Meldug er en svamp, der overvintrer i grene og knopper, og de kan nu ses på æbletræernes skud som nogle små hvide spidser, siger han og råder til, at du finder havesaksen frem, hvis du spotter den mælkehvide svamp.

- Klip de ramte skud af. På den måde undgår du, at svampesporerne fra meldugsvampen spreder sig. Frugtavlerne går i øjeblikket rundt og laver netop disse beskæringer.

Hvis melduggen får frit spil til at udvikle sig, vil du senere på sommeren se mange flere blade og skud med hvide belægninger.

Sygdommen hæmmer væksten i æbletræet, og de frugter, der gror frem, udvikler en ru overflade, der kaldes for skrub.

- Når meldugsvampesporerne lander og spirer på æblerne, ødelægger de overhuden på æblerne, forklarer Magnus Gammelgaard Nielsen.

Et andet sted i haven, hvor svampesygdommene har det med at slå ned, er i rosenbedet. Roserne kan som æbletræerne blive ramt af meldug, men også sygdommen stråleplet er udbredt.

Stråleplet viser sig som sorte pletter på bladene. Og her gælder samme råd som med æbletræerne: Fjern de ramte blade, så svampen ikke smitter videre.

Ifølge Magnus Gammelgaard Nielsen tegner det dog ikke til at blive et slemt år for roserne, fordi foråret indtil videre har været meget tørt.

Han understreger samtidig, at den bedste måde at undgå svampebefængte roser er ved at udvælge nogle sorter, der er modstandsdygtige over for sygdommene.

Derudover spiller det en væsentlig rolle, hvor rosenbedene er placeret i haven.

- Roser skal stå i fuld sol. På den måde bliver bladene tørret hurtigt, når det har regnet, og det gør det sværere for svampesygdomme at etablere sig i planterne, fordi svampesporerne trives i et fugtigt miljø, fortæller Magnus Gammelgaard Nielsen.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek