Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Stockholm, 06/05/2024 - 11:28

Kongeparret er ankommet til Sverige til kanonsalutter

Kong Frederik og dronning Mary er blevet taget imod af det svenske kongepar i hjertet af Stockholm.

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Dronning Mary og kong Frederik har officielt taget hul på deres første statsbesøg som kongepar.

Med den guldbelagte robåd "Vasaorden" er de blevet roet ind til Skeppsbron i hjertet af den svenske hovedstad, Stockholm. Her er de blevet modtaget af det svenske kongepar, kong Carl Gustaf og dronning Silvia.

Flere er mødt frem med danske flag i hånden for at se kong Frederik og dronning Mary ankomme sammen med det svenske kronprinsessepar på besøget, der skal markere de historiske bånd mellem Sverige og Danmark.

De to skandinaviske konger inspicerede et grenaderkompagni fra den svenske livgarde ved ankomsten. Imens stod de to dronninger pænt i baggrunden og så til.

Sammen er de gået op til det svenske kongelige slot.

Kort inden det svenske skib lagde til kaj, lød der kanonsalutter for at byde det danske kongepar velkommen.

Og inden alles øjne var rettet mod den danske ankomst, stak kong Frederiks og dronning Marys gudbørn hovedet ud fra slottet og flagede med danske flag til de fremmødte.

Det danske kongepar er gudforældre til prinsesse Estelle og prins Oskar, der er kronprinsesse Victorias og prins Daniels børn.

Over to dage vil kongeparret deltage i en række begivenheder særligt centreret i Stockholm.

Statsbesøget til Sverige og senere i maj til Norge ligger i forlængelse af tronskiftet i januar, hvor kong Frederik overtog tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

Traditionen om at tage ud til de skandinaviske kongehuse for at præsentere sig som et nyt kongepar rækker tilbage til 1947, hvor dronning Ingrid og kong Frederik IX gjorde det.

Kong Frederik og kronprinsesse Victoria har altid haft en nær relation, som kronprinsessen flere gange har italesat som en form for søskendeforhold.

De to har, siden de kom til verden med ni års mellemrum, haft en sammenlignelig skæbne. En dag skal de overtage tronen og sidde som regenter i henholdsvis Sverige og Danmark.

Men da kong Frederik i januar overtog tronen, er det officielle forhold mellem de to anderledes. Kutymen tilskriver sig, at da han er konge, og hun kronprinsesse, skal hun blandt andet neje for ham og lade kongen gå forrest og ikke længere følges side om side.

Prins Oskar og prinsesse Estelle forberedte sig på gudforældrenes besøg lørdag ved at sætte hvide striber på røde papirer for at symbolisere det danske flag. Det kunne man se på det svenske kongehus' Instagram.

/ritzau/

København, 19/05/2024 - 10:00

Laura Drasbæk: Min krop kan det samme som da jeg var 22

Til hverdag lægger skuespiller Laura Drasbæk ikke mærke til, at hun snart er 50. Det bliver hun kun mindet om, når hun kigger sig selv i spejlet.

Skuespiller Laura Drasbæk bliver 50 år til december, men hun føler sig ikke som en, der snart runder et halvt århundrede.

- Alder er bare et tal. Sådan har jeg det. Men jeg tænker da: "Shit man, så er jeg halvvejs", siger hun.

Hun lægger ikke mærke til det i hverdagen, men når hun ser sig selv i spejlet, bliver hun mindet om det.

- Nogle gange står jeg og snakker med en, der er tyve år yngre end mig, og jeg føler, at vi er jævnaldrende. Jeg glemmer tit, hvor gammel jeg er. Når jeg så ser mig selv i spejlet, kan jeg nogle gange blive helt overrasket, siger Laura Drasbæk.

Hun er også begyndt at opleve det, når hun spejler sig i andre mennesker.

- Jeg bliver opfattet på en anden måde, end jeg gjorde for 25 år siden. Men det er der også en fred i på en eller anden måde.

Laura Drasbæk har en lang karriere bag sig. Hun debuterede i filmen "Lad isbjørnene danse" som 24-årig og har siden medvirket i flere film og tv-serier.

I øjeblikket er hun aktuel i TV 2 Charlie-serien "Sommerdahl", hvor hun spiller kriminalteknikeren Marianne Sommerdahl.

Selv om hun er blevet 25 år ældre, så føler Laura Drasbæk stadig, at hendes krop kan det samme, som da hun debuterede i 1990 med sin første filmrolle.

- Jeg er beriget af gode gener, så jeg mærker det ikke fysisk. Min krop kan stadig det, den kunne, da jeg var 22, siger hun.

Skuespilleren går også meget op i sin sundhed. Hun holder sin træning ved lige og forsøger at spise sundt og sove ordentligt.

Den sunde livsstil er også blevet en form for udfordring, som Laura Drasbæk har sat for sig selv.

- Jeg vil gerne være 90 år og stadig kunne alting. Det er spændende, hvor lang tid jeg kan gå og blive ved med at være lige så stærk og smidig, siger hun.

"Sommerdahl" kan ses hver søndag på TV 2 Charlie og på TV 2 Play.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 18/05/2024 - 23:15

Superheltesatire vinder pris for årets bedste danske tegneserie

Det blev Johan F. Krarup, der løb med prisen for årets bedste danske tegneserie ved prisuddelingen Pingprisen.

Johan F. Krarup står bag årets "Bedste danske tegneserie". Det mente juryen i hvert fald ved prisuddelingen Pingprisen, der blev afholdt lørdag.

Han vandt prisen for superheltesatiren "Robin får et arbejde", som handler om to unge mænd, der udklædt som superhelte vil opklare forbrydelser i København.

Tegneserien er en satire over den ikoniske duo Batman og Robin.

I sin motivation for kåringen kalder juryen Johan F. Krarup for en "formidabel humorist".

- Tegneserierne om Bruce og Robin demonstrerer hans veludviklede sans for det akavede, det pinlige og det grænseoverskridende.

- Stregen er præcis, timingen perfekt. Det er til tider næsten ulideligt - men vi kan ikke kigge væk, lyder det videre.

Pingprisen hædrer de bedste danske tegneserier og blev oprindeligt uddelt fra 1986 til 1996 og igen fra 2011 og til nu.

Den nye Pingpris er stiftet af Dansk Tegneserieråd og tegneseriemagasinet Nummer 9. Vinderne modtager en bronzestatuette af Storm P.-figuren Ping - deraf navnet.

Lørdagens prisuddeling blev afholdt i Kulturhuset Islands Brygge i København, hvor journalist Anders Lund Madsen var vært, og hvor underholdningen bestod både af DJ og dragshow.

I alt blev der uddelt otte priser i løbet af aftenen.

Blandt andet gik prisen som "Årets journalistiske tegner" til Weekendavisens Christoffer Zieler, mens "Bedste danske debut" gik til Anne Bomholts "Karl", og "Bedste børne/ungdomstegneserie" blev "Ørn" af Jeppe Sandholt.

Prisuddelingens Ærespris gik til aktivist, forlægger og forfatter Jens Peder Agger, der gik bort 14. maj 2024 - få dage inden prisuddelingen.

Som redaktør hos Carlsen Comics udgav han en lang række serier som for eksempel "Linda og Valentin" og "Vindens passagerer" og fandt derudover på det danske navn til tegneserien "Smølferne".

Årets vindere blev kåret af en jury bestående af tegneserieeksperter og kulturpersoner, herunder internetpersonligheden Rasmus Kolbe, der nok er bedre kendt under navnet Lakserytteren.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 19/05/2024 - 10:00

FAKTA: Spot guldet på genbrugspladsen

* Lysten til at bygge nyt udspringer ofte af et behov i hjemmet. Eksempelvis behovet for mere opbevaring. Men prøv at sætte dig selv fri fra ideen om, at du skal finde noget, der passer fuldstændig til behovet - fra start.

* Se i stedet på de ting, du kan finde på genbrugspladsen, som råt materiale, der kan skæres til eller sættes sammen som legoklodser. På den måde kan du selv sammensætte lige den opbevaringsløsning, der passer til entreens størrelse og skæve vinkler.

* Du må også gerne splitte materialerne ad og tage de dele, du kan bruge. Eksempelvis fine, gamle greb, holdbare hængsler eller en bordplade i solidt træ.

Kilde: Sif Steendahl Grandorf, stifter af virksomheden LeSifre Design og LeSifre Workshop, som blandt andet tilbyder workshops og indretter for private og virksomheder.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

København, 19/05/2024 - 10:00

Sif forvandler boliger på tv: Gør hende kunsten efter derhjemme

Jakob Johansen/DR/Ritzau Scanpix

Med lidt mod og et nyt blik på materialer kan du få øjnene op for mulighederne og forvandle din bolig uden at have pungen fremme.

Hun saver gamle træplader fra genbrugsstationen til andre former, skiller og samler møbler på ny og maler med modige strøg, så boligen kan smykke sig med alverdens farver.

I boligprogrammet "Boligfix for nul og nix" på DR kan man følge Sif Steendahl Grandorf forvandle alt fra køkkener og badeværelser til børneværelser hjemme hos indretningsfrustrerede danskere.

Og du kan lære at gøre det samme derhjemme, mener indretnings- og gør det selv-eksperten.

- Min erfaring er, at alle kan lære det. Så længe der er en lyst til det, siger hun uden tøven.

1) Kom på fornavn med værktøjet.

Det allervigtigste er at blive fortrolig med nogle af de mest gængse typer af værktøj, mener Sif Steendahl Grandorf, der siden 2019 har afviklet workshops, hvor man som nybegynder blandt andet kan lære at håndtere værktøj og bygge møbler.

- Værktøjet er skabt til, at vi kan skabe alt i verden - det er den største frihed at kunne bygge lige det du drømmer om. Man skal turde at kaste sig ud i at bruge værktøj og lære det så godt at kende, at man ikke er bange for det, siger hun.

Hendes råd er at tage det ét skridt ad gangen. Det vil sige, at du først lærer skruemaskinen godt at kende.

Det næste skridt på værktøjsstigen er en stiksav. Herefter kan du kaste dig over dyksaven.

- Så kommer overfræseren, hvor man virkelig kan rykke sig fra hjemmebyg til at give det et snedkerlook, siger hun og tilføjer lamelfræseren som det næste stop.

Du behøver ikke at have fuldstændig styr på værktøjskassen, før du kaster dig ud i et projekt, pointerer Sif Steendahl Grandorf. Det skal du nok få, i takt med at du kaster dig ud i disciplinerne.

2) Skil enhederne.

Skal din boligforvandling ske til noget nær nul kroner, er det en fordel at blive en genbrugshaj. Det kan være ved at bruge dine egne ting og møbler på nye måder eller ved at tage en tur på genbrugsstationen og finde aflagte materialer.

Hvis du lærer at se på sagerne med de rette øjne, kommer du ikke til at mangle ressourcer til gør det selv-projekterne.

- Jeg tror, man skal kigge på hver enkelt ting, ens øje rammer, og tænke på det som gratis materialer. Et materiale, der kan ændre udtryk, siger boligforvandleren og uddyber:

- Finder man et gammelt køkkenelement, er der en masse materiale, man godt kan bruge, og det kan forvandles ved for eksempel at beklæde det. Det kan beklædes med koldskum og stof til en top til en slagbænk. Det kan forvandles med maling. Man kan putte fliser udenpå, man kan tapetsere, eller man kan putte mikrocement udenpå.

Alt, hvad du ser, kan vendes på hovedet, skilles ad, saves til. Tænk det som dynamiske legoklodser.

Det kan også være, at du kan bruge grebene eller hængslerne fra et gammelt møbel.

- Øvelse gør mester. Så det kan godt være, man ikke finder noget på genbrugsstationen første gang, men så kommer man måske hjem med noget anden gang, siger hun.

3) Saml helheden.

Når du har sammensat dine legoklodser af forskellige materialer og møbler i forskellige størrelser og dimensioner, skal enhederne forenes til en helhed.

- Giv det hele en samlet makeover med for eksempel en farve eller en fælles topplade. Hvis det er en slagbænk bygget ud af alle mulige små moduler med skuffer i, kan man give det en stor fælles topplade, som man skærer til og måske polstrer med skum, stof eller maler, siger Sif Steendahl Grandorf og fortsætter:

- Maling er en kæmpe forvandler og et fuldstændig vidunderligt værktøj til at ændre udtryk og til at samle, hvis man sætter ting sammen. Det forener det hele til ét møbel i stedet for fire forskellige møbler, der er sat sammen.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

Nyhedsarkiv

TjekDet - faktatjek