København, 07/08/2025 - 05:00
Iltsvindet tegner lige så slemt som rekordåret 2024
Trods mindre vinterregn er skaderne på havmiljøet så store, at det ikke gør en forskel for vandmiljøet.
Johnny Pedersen/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Iltsvindet i de hårdt pressede danske farvande var sidste år det værste i 22 år.
Lige nu ser det ud til at kunne ende lige så slemt igen i år.
Selv om mange tænker, at sommeren var blandet med blæst og sol og regn, så har ikke engang dét været nok foreløbig til at presse den iltmaske ned over hav og bugter, som der er hårdt brug for.
Biolog Kaare Manniche Ebert fra Danmarks Sportsfiskerforbund hørte tidligt fra sine medlemmer i april om fedtemøg - rådden tang - rundt i landet.
- Jeg forventede, at mindre regn fra oktober til april ellers ville betyde mindre udvaskning af kvælstof og dermed mindre fedtemøg og algeopblomstringer, siger han.
Men bedringen udeblev.
- Det er jo tegn på et grundliggende kollaps, når iltsvindet ikke påvirkes af mindre udvaskning.
- Trods blæst og kølige dage er farvandene under overfladen fortsat døde, så svingninger i vejret er ikke nok til at redde havet, siger han.
Jens Würgler Hansen er seniorforsker ved DCE - Nationalt Center for Miljø og Energi ved Aarhus Universitet. Han står bag DCE's årlige iltsvindsrapporter, der kommer fra september.
Men de foreløbige målinger taler allerede deres tydelige sprog.
- Baseret på de seneste tal i år frem til 1. august er min overordnede konklusion, at vi er på samme niveau som sidste år på samme tidspunkt, siger han.
Han ser potentialet til, at det kan gå rigtigt galt igen i år. Om det ender sådan, afhænger dog af varme og blæst den kommende tid.
Hans bekymring skyldes også, at trods mindre regn i vinter og mindre udvaskning af kvælstof fra landbruget, så har årene med meget kvælstof sat gang i en ond spiral med omsætning af næringsstoffer ude i havmiljøet baseret på fortidens synder.
Præsident Maria Reumert Gjerding fra Danmarks Naturfredningsforening kalder det stærkt bekymrende men desværre ikke overraskende, at vi står her igen.
- For vi er endnu ikke lykkedes med opgaven med at reducere udledningen af kvælstof.
- Vi vil se iltsvind i mange år endnu, så for at komme i mål til gavn for vores børn og børnebørn er det vigtigt, at vi sætter en stopper for årsagerne nu, siger hun.
/ritzau/