Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Skanderborg, 09/08/2025 - 14:35

Smukfest udvider festivalpladsen med ny elektronisk scene

Når Smukfest åbner dørene næste år, bliver det med en ny scene, der beskrives som en klub mellem træerne.

Mikkel Berg Pedersen/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Bøgeskoven i Skanderborg danner hvert år ramme for Danmarks næststørste musikfestival, Smukfest.

Til næste år udvider festivalen pladsen med et helt nyt område og en ny scene.

Det bliver en elektronisk scene, som kommer til at hedde Ekko, fortæller indholdschef, Trine Bang, til et pressemøde.

- Fordi vi står på de her stærke rødder, har det altid været helt vildt vigtigt, at vi både holder fast i traditioner, men at vi også hele tiden følger med tiden, siger hun.

Udvidelsen vil også komme til at betyde meget for den øvrige festivalplads, tilføjer indholdschefen. Hvad det præcist kommer til at betyde, vil Smukfest fortælle mere om til efteråret.

Ifølge musikchef, Mikkel Xavier, er beslutningen truffet på baggrund af en stigende interesse for elektronisk musik både i Danmark og internationalt:

- Det glæder mig, at vi nu kan fortælle om den her nyhed. Elektronisk musik på Smukfest er ikke noget nyt, siger han.

I år har blandt andet den verdenskendte hollandske dj Martin Garrix spillet i de sene nattetimer på festivalens største scene, Bøgescenerne.

- De her meget store sceneproduktioner er ikke noget, vi skal pille ved. Dem vil vi stadigvæk have, siger Mikkel Xavier.

Festivalen har ikke nogen kommentarer til, om tilføjelsen af den nye scene vil komme til at påvirke billetpriserne.

- Overordnet kan man sige, at vi arbejder efter et musikbudget, som ligger inden for de rammer, som vi har i dag, siger Mikkel Xavier.

Musikchefen forventer, at tilføjelsen vil komme til at øge det samlede antal af kunstnere på festivalplakaten.

Heller ikke indholdschef, Trine Bang, kan på nuværende tidspunkt sige noget konkret om priserne på næste års billetter.

- Billetpriser på en festival er jo ikke kun afhængigt af musikprogrammet. Det er også afhængigt af prisstigninger generelt.

- Det er noget, vi på Smukfest altid forholder os til efter en festival, tilføjer Trine Bang.

Smukfest har i alt seks scener i år.

Bøgescenerne, der regnes som én samlet scene, Stjernescenen, Månen og The Hood er musikscener på festivalpladsen. Udsigten er en mindre scene, der primært bruges til talks og lignende.

Den sidste scene er Live Camp, som er en del af campingområdet Kærligheden.

Til næste år vil Ekko-scenen blive bygget et sted, der indtil videre har været forbeholdt logistik og praktik på festivalen.

- Det er ret dybt i skoven. Der er mange træer i det område, og når de træer står med blade på, danner de et helt naturligt tag hen over. Så vi har allerede en meget højloftet klub med lidt dunkel stemning, siger Mikkel Xavier.

/ritzau/

Langeland, 10/08/2025 - 13:21

Vild med dans-stjerne er blevet gift

Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix

Det var kærlighed ved første klik, da den professionelle danser Martin Parnov Reichhardt og frisøren Benjamin Tubæk lærte hinanden.

Der var helt styr på brudevalsen, da den professionelle danser og tidligere Vild med dans-stjerne Martin Parnov Reichhardt lørdag blev gift med frisøren Benjamin Tubæk.

Det afslører parret på det sociale medie Instagram, hvor de har delt en række bryllupsbilleder i en stribe såkaldte stories - korte, tidsbegrænsede klip.

Parret mødte hinanden gennem Instagram i 2020. Efter fire års forhold friede Martin Parnov Reichhardt til sin Benjamin midt i Amazonas regnskov i Peru.

Over for Ekstra Bladet satte Martin Parnov Reichhardt efterfølgende flere ord på frieriet.

- Benjamin elsker naturen, og derfor syntes jeg, det var det perfekte sted at fri til ham. Det var en superdejlig oplevelse, som vi begge vil huske, fortalte Martin Parnov Reichhardt til mediet.

Året forinden kunne man se parret lede efter deres nye hjem i boligprogrammet "Beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed" på TV 2, hvor Martin Parnov Reichhardt har været et velkendt ansigt siden 2019.

Han debuterede i "Vild med dans" i programmets 16. sæson, hvor han svingede skuespilleren Marie Bach Hansen rundt på gulvet.

Året efter dansede han med biologen Vicky Knudsen, der er kendt fra flere af TV 2's natur- og dyreprogrammer.

Martin Parnov Reichhardt var senest på gulvet i den 18. sæson i 2021, hvor han valsede over skærmen med skuespilleren Jannie Faurschou.

Ved siden af dansen har Martin Parnov Reichhardt taget en ph.d. i biomedicin. Han har tidligere undervist og arbejdet på det anerkendte Oxford University i England, hvor han har forsket i immunforsvaret.

I anledning af Martin Parnov Reichhardts fødselsdag i juni i år sendte Benjamin Tubæk ham en kærlighedserklæring på Instagram.

- Elsker dig af hele mit hjerte og glæder mig så meget til at dele efternavn med dig og blive en ægte del af din familie og til at skabe vores egen lille familie, lød det fra ham.

/ritzau/

Læs Mere >>

Skanderborg, 10/08/2025 - 09:15

Begejstrede anmeldere roser Iggy Pops kraftpræstation i bøgeskoven

Helle Arensbak/Ritzau Scanpix

Punkveteranen Iggy Pop tonsede rundt på scenen og gav en musikalsk oplevelse af dimensioner, mener anmeldere.

Der er stor begejstring hos anmelderne efter Iggy Pops koncert på Smukfest lørdag aften.

Berlingske og Ekstra Bladet krediterer med fem stjerner, og hos Århus Stiftstidende har anmelderen svinget sig helt op på seks stjerner.

Den amerikanske punkrocker spillede på Stjernescenen, og der var halvtomt på pladsen foran, formentlig fordi de fleste festivalgæster havde valgt Nik & Jays koncert.

Men skal man tro anmelderne, var det en fejl.

78-årige Iggy Pop leverede en kraftpræstation, lyder det enstemmigt fra de tre aviser. Berlingske kalder det årets koncert på Smukfest.

Rockveteranen skyggeboksede og tonsede rundt på scenen i fuld vigør.

- Iggy Pop var dog meget mere end blot en vildt underholdende urkraft af usminket energi. Han var først og fremmest en musiker, der var kommet for at spille.

- I en tid, hvor det meste af det, der kommer ud af højttalerne, er lavet på en computer, er lyden af Iggy Pop analogt håndværk fra den gamle fabrik. Det er råt, det er hårdt, og det swinger som bare pokker, skriver Berlingske.

Også den udsendte fra Århus Stiftstidende mener, at resten af festivalens deltagere er gået glip af noget særligt.

Iggy Pop er både den skøreste og stærkeste booking på årets udgave af Smukfest, lyder det.

- Det mest imponerende ved forestillingen er, at Pop ikke misser en eneste tone, ord eller taktslag. Han performer som ingen anden på kloden - til trods for sin skæve ryg og en alder af 78.

- Det Iggy Pop leverede, var intet mindre end en både musikalsk og performativ oplevelse for livet, skriver den jyske avis, som altså har givet den højest mulige karakter til "Godfather of Punk".

Programmet på Smukfest indeholder som oftest meget popmusik, og i år er ingen undtagelse.

Iggy Pops hårdtslående rockmusik var en tiltrængt afveksling, skriver Ekstra Bladets anmelder.

- Endelig. Efter fire lange dage, der føltes som at stå i kø i salatbaren på Jensens Bøfhus, var der råt kød til natmad, da Iggy Pop serverede midnatsforestilling.

- Et gammelt frådende rovdyr blev sluppet løs i et afsides hjørne af bøgeskoven. Det var fantastisk.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 11/08/2025 - 07:00

FAKTA: Betingelser for at få seniorpræmie

* For at få den skattefrie seniorpræmie i det første år, efter at du er nået folkepensionsalderen, skal du være født 1. januar 1954 eller senere.

* Du skal have haft mindst 1560 løntimer de første 12 måneder, efter at du er nået folkepensionsalderen. Det svarer til, at du i gennemsnit arbejder 30 timer om ugen.

* For at få seniorpræmie i det andet år skal du have haft mindst 1560 løntimer fra 13 - 24 måneder, efter at du er nået folkepensionsalderen.

* Hvis du arbejder fuldtid, kan du optjene de 1560 løntimer på kortere tid i optjeningsperioden.

Kilde: Udbetaling Danmark.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

København, 11/08/2025 - 07:00

FAKTA: Seniorpræmien forhøjes

* Den skattefrie seniorpræmie for at arbejde i det første år efter folkepensionsalderen er:

* 2025: 48.455 kroner.

* 2026: 53.901 kroner.

* 2029: 63.080 kroner.

* For det andet år er præmien:

* 2025: 28.902 kroner.

* 2026: 32.074 kroner.

* 2029: 37.420 kroner.

* I alt kan man altså få:

* 2025: 77.457 kroner.

* 2026: 85.975 kroner.

* 2029: 100.500 kroner.

Kilder: Beskæftigelsesministeriet og BDO.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek