Damaskus, 20/07/2025 - 22:25
1120 mennesker dræbt efter voldelig konflikt i det sydlige Syrien
En relativ ro har ifølge AFP lagt sig over Sweida i Syrien, efter at en våbenhvile blev annonceret lørdag.
Af: /ritzau/AFP
Omkring 1120 mennesker er blevet dræbt efter en uge med vold mellem drusiske krigere og rivaliserende grupper i Sweida-provinsen i Syrien.
Det oplyser Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder, Sohr, som overvåger situationen fra Storbritannien, søndag.
Meldingen kommer, samme dag, som en relativ ro ifølge nyhedsbureauet AFP har lagt sig over provinsen, efter en våbenhvile blev annonceret lørdag.
AFP's korrespondenter i landet beskriver, at der søndag morgen ikke var nogen kampe i byen Sweida, som ellers har været omdrejningspunkt for konflikten.
Samtidig er den første humanitære nødhjælpskonvoj ankommet til byen, oplyser Omar al-Malki, der er talsperson for Røde Halvmåne.
Han tilføjer, at flere konvojer vil ankomme til området, og at den første ankom i "koordination med statslige instanser og lokale myndigheder i Sweida", som bliver kontrolleret af druserne.
Den syriske regering siger, at en drusisk gruppe søndag har blokeret for en regeringskonvoj med nødhjælp i at ankomme til byen.
Der har flere gange tidligere været meldinger om våbenhvileaftaler i området, dog uden at det har stoppet kampene mellem drusere og beduiner, som er mangeårige rivaler.
Både landets regeringssoldater, Israel og bevæbnede grupper fra andre dele af Syrien har desuden blandet sig i konflikten, som startede for en uge siden.
Druserne er en af Syriens minoriteter. De støttes af Israel, som ifølge BBC har omkring 152.000 drusiske indbyggere.
Efter Syriens magtskifte har der været bekymring over, hvorvidt overgangsregeringen med præsident Ahmed al-Sharaa i spidsen ville beskytte landets mange religiøse minoriteter.
Selv har præsidenten flere gange lovet, at han vil beskytte minoriteterne.
Senest torsdag sagde al-Sharaa i en tale på syrisk tv, at beskyttelsen af drusere og deres rettigheder er en prioritet for Syrien, skrev Reuters.
Ved tidligere konfrontationer har medlemmer af beduinstammerne dog ifølge Sohr støttet regeringens sikkerhedsstyrker.
/ritzau/