Damaskus, 03/08/2025 - 16:55
Mindst fire er dræbt i nye sammenstød i syrisk provins
Statslige syriske medier anklager drusiske grupper for at bryde våbenhvilen ved at angribe regeringsstyrker.
Khalil Ashawi/Reuters
Af: /ritzau/AFP
Mindst fire mennesker er dræbt i nye sekteriske sammenstød i provinsen Sweida i Syrien søndag.
Det oplyser Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder (Sohr) til nyhedsbureauet AFP.
Tre af ofrene er medlemmer af de syriske sikkerhedsstyrker. De blev dræbt "da sammenstød brød ud med lokale fraktioner omkring Tal Hadid i det vestlige Sweida".
Observatoriet meddeler også, at en "lokal kriger" blev dræbt.
Tal Hadid er ifølge Sohr et "nøglepunkt" i terrænet. Det ligger relativt højt og giver dem, der kontrollerer punktet, overblik over nærliggende områder.
Der udbrød også kampe omkring byen Thaala, oplyser Sohr.
Det skete "efter bombardement af området med granater og tunge våben affyret fra områder kontrolleret af regeringsstyrker, mens lyden af eksplosioner og skyderi kunne høres flere steder i Sweida by".
Det statslige nyhedsbureau Sana anklager drusiske grupper, der er loyale over for den indflydelsesrige åndelige leder Hikmat al-Hijri, for at have brudt våbenhvilen ved at angribe regeringsstyrker i Tal Hadid.
Ifølge Sana kostede det en officer livet og sårede flere andre.
Både Sohr og lokale i Sweida-provinsen siger, at syriske regeringsstyrker har belejret provinsen for at "tvinge befolkningen til at underkaste sig", siger Sohr.
Søndagens sammenstød er de første dødelige af slagsen, siden der blev indgået en våbenhvile 19. juli.
Sweida-provinsen var i juli ramt af voldsomme kampe mellem drusiske krigere og sunnimuslimske beduiner.
Kampene fik regeringsstyrker og klaner, som støtter beduinerne, til at gribe ind.
I alt blev omkring 1400 mennesker dræbt, viser en opgørelse fra Sohr.
Trods våbenhvilen forblev situationen anspændt.
Syriske mindretal har siden december givet udtryk for bekymring for deres sikkerhed, efter at en islamistledet offensiv væltede den mangeårige syriske leder Bashar al-Assad.
/ritzau/