København, 22/05/2025 - 09:34
Oppositionspartier kræver ny definition af beskyttet natur
Golfbaner og pløjemarker er ikke natur. Det mener SF, RV og K, der nu stiller tre krav til regeringen.
Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
De tre oppositionspartier Radikale Venstre, SF og Det Konservative Folkeparti stiller nu tre krav til regeringen forud for forhandlingerne om en natur- og biodiversitetslov.
- Det her handler om at beskytte naturen. Ikke at lade som om, at vi beskytter den, men beskytte den reelt, siger SF's partileder, Pia Olsen Dyhr, til TV 2.
Hun mener sammen med Martin Lidegaard (R) og Mona Juul (K), at det skal være slut med at regne blandt andet golfbaner med som beskyttet natur.
I november 2024 indgik SVM-regeringen sammen med SF, De Konservative, LA og Radikale Venstre en aftale om en grøn trepart.
Med den aftale blev der sat et mål om, at mindst 20 procent af Danmarks landarealer i 2030 skal være beskyttet natur.
Det mål vil de tre oppositionspartier gøre bindende. Og så kræver de desuden en ny definition af, hvilken natur man i fremtiden må tælle med som beskyttet.
Partierne ønsker derudover, at halvdelen af de 20 procent skal udpeges som strengt beskyttet natur.
Det vil betyde, at der skal være tale om sammenhængende naturområder uden for eksempel skovbrug, landbrug eller jagt.
Og i regeringen er man ikke afvisende over for oppositionens betragtninger.
- Jeg er enig med partierne i, at hverken parkeringspladser eller benzintanke kan eller skal defineres som natur.
- Derfor kommer vi også til at se på, hvad definitionen skal være, når vi skal forhandle en ny biodiversitetslov med partierne, lyder det fra miljøminister Magnus Heunicke (S) i en skriftlig kommentar til Ritzau.
Også Biodiversitetsrådet er kommet med anbefalinger til den kommende biodiversitetslov.
De kom i 2024 med syv virkemidler, der kan bidrage til at vende "tabet af biodiversitet til fremgang".
Blandt anbefalingerne er for eksempel urørt skov samt flere naturnationalparker.
/ritzau/