København, 20/05/2025 - 09:14
Ledigheden faldt en smule i april
Ledigheden faldt med 400 personer til 86.800 fuldtidsledige fra marts til april.
Af: /ritzau/
Ledigheden faldt i april med 400 personer til 86.800 fuldtidsledige.
Det viser tal fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering.
Hos Dansk Metal bemærker man, at arbejdsløsheden fortsætter med at være lav trods handelskrig. Det skriver cheføkonom Erik Bjørsted i en kommentar.
- Handelskrigen preller indtil videre af på det danske arbejdsmarked. Arbejdsløsheden er meget lav, og mange virksomheder har ovenikøbet svært ved at skaffe arbejdskraft. For hver ledig stilling er der kun to arbejdsløse, skriver han.
- Før corona, hvor der også var mange arbejdsgivere, som klagede over mangel på arbejdskraft, var der knapt tre arbejdsløse per ledig stilling.
/ritzau/