Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 29/07/2025 - 20:02

Dyre dobbeltfejl hjælper Rune til revanche mod servekanon

Holger Rune servede selv forrygende, og på to afgørende franske dobbeltfejl kom han videre i Toronto.

Glyn Kirk/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

To franske dobbeltfejl på vitale tidspunkter blev afgørende, da Holger Rune tirsdag aften dansk tid spillede sig i tredje runde ved ATP Masters 1000-turneringen i Toronto.

Den 22-årige dansker vandt en svær kamp mod servekanonen Giovanni Mpetshi Perricard på 203 centimeter med cifrene 7-6, 6-3.

Selv om Mpetshi Perricard kun ligger nummer 43 i verden, er han et ubehageligt bekendtskab for enhver på grund af sin vanvittigt hårde serv.

Det vidste Rune, som tabte til den jævnaldrende franskmand for ni måneder siden. Men tirsdag bevarede Rune tålmodigheden og lod sig ikke frustrere over, hvor sjældent det lykkedes at få de franske server i spil.

Femteseedede Rune, der rangerer som nummer ni i verden, havde ikke spillet en kamp siden det skuffende exit i første runde ved Wimbledon for en måned siden. Men der var ikke rust at spore.

Kampen blev indledt som forventet. Mpetshi Perricard hamrede sine knaldhårde server på op mod 240 kilometer i time afsted og efterlod ingen muligheder for Rune til at komme i nærheden af et servegennembrud.

Når franskmanden ikke selv havde serven, var det imidlertid også tydeligt, at han manglede våben mod Rune i selve spillet. Samtidig servede Rune også forrygende.

Det gav et første sæt med meget få dueller og nul breakbolde, og selv om sættet endte i tiebreak, tog det blot lige under 45 minutter, før Holger Rune kunne knytte næven efter 9-7-sejr i tiebreaken.

Det skete, da franskmanden på Runes anden sætbold ved 8-7 lavede sin eneste dobbeltfejl i sættet.

Inklusive tiebreaken vandt Holger Rune blot syv bolde i franskmandens serv. Det var dog markant bedre end Mpetshi Perricard, som kun vandt fire i danskerens serv.

Så snart Rune formåede at få duellerne i gang, blev den langlemmede franskmands begrænsede bevægelser udstillet. Hans arsenal af slag det samme.

I andet sæts fjerde parti lavede Mpetshi Perricard et par fejl, og pludselig stod Rune med kampens tre eneste breakbolde ved 40-0 i danskerens favør. Franskmanden afværgede de to første, men så lavede han sin blot tredje dobbeltfejl i kampen på det tidspunkt.

Den blev dyr. Han kom aldrig i nærheden af at bryde tilbage. Rune servede forrygende, og det blev blot til fire franske point i Runes serv i hele andet sæt.

Efter 1 time og 16 minutters serveduel havde den danske tennisstjerne spillet sig videre.

/ritzau/

København, 03/08/2025 - 08:00

Sommerglade Bubber: Hold kæft og nyd det

Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix

Bubber elsker den danske sommer. Den ene dag er det solskin og den næste slagregn, men han bruger ikke tid på de dårlige ferieminder.

Sommeren er for mange lig med et par ugers fri med familien.

For Niels Christian Meyer - også kendt som Bubber - er det helt omvendt.

Som sprechstallmeister i Cirkus Arena betyder sommeren nemlig, at han skal rundt i Danmark for at underholde landets børn og barnlige sjæle med de tilhørende cirkusartister.

Men det gør ham slet ikke noget, for det betyder, at den 60-årige mediepersonlighed kommer rundt i Danmark med sin hustru, 45-årige Signe Rossing, og deres fælles børn Rosa og Alfred på den bedste tid af året.

Her fortæller han om sine sommerminder:

Hvad er dit bedste sommerferieminde?

- Det er Danmarks kyster. Det der med at sejle rundt. Der har været nogle somre, hvor jeg har skullet til Bornholm med cirkus, og så er jeg sejlet, fordi jeg tænkte, at nu skal jeg bruge båden. Så sejlede vi fra havn til havn, og det var fantastisk.

- I det hele taget er Danmark jo fantastisk om sommeren. Vi er så sindssygt privilegerede med cirkus, fordi vi tager afsted, når det hele springer ud, og så kan man se bondemanden, der begynder at putte frø i jorden, og når vi så er ved at være færdige, så begynder de at høste.

- Vi er med hele sæsonen, og det er en fantastisk ting. Der er også regn og rusk og 13 grader, men så er der også de dage, hvor alt er fantastisk.

Hvad er dit værste sommerferieminde?

- Det værste er også det bedste.

- Den ene dag er det 32 grader, og alt kører, den næste dag er det 13 grader og slagregn. Alt kan være så smukt den ene dag, og så kan det vende den næste, men jeg har ikke en charterferie fra helvede eller noget.

- Jeg tror også, at jeg ville have glemt det, hvis jeg havde. Jeg er rigtig dårlig til at huske de dårlige minder. Hvad fanden skal man gøre, når familien sidder på en båd og fryser og siger, at de vil hjem. Altså, hold kæft og nyd det!

- Det skal man også igennem. Man kan ikke kun have medvind og solskin, der skal også være nogle byger nogle gange.

Hvad er det bedste ved sommeren?

- Når det er godt vejr, så kunne jeg ikke forestille mig at være et bedre sted end i Danmark. Men det er klart, når man så mærker, hvordan det er at sejle i Spanien for eksempel - det kan sgu også noget.

Hvad er det værste ved sommeren?

- Jeg synes ikke, at der er noget "det værste" ved sommeren. Måske skulle man sige, at det værste er, at den er så kort. Man når lige at vænne sig til det, så har det allerede været midsommer, og så begynder det jo at gå den anden vej.

- Allerede i august, hvor duggen og de tidlige aftener kommer, tænker man, at det ikke må slutte.

Hvad skal du lave resten af sommeren?

- Hvis man siger, at sommeren varer til august, så skal jeg jo lave cirkus. Så går vi ind i efteråret, og der skal jeg til Grønland med cirkus. Der laver Julie Berthelsen og jeg cirkus i hallerne.

- Når sæsonen for i år er færdig, så tager vi til Færøerne og laver cirkus i Thorshavn.

/ritzau/

Læs Mere >>

Khan Younis, 03/08/2025 - 02:26

Røde Halvmåne melder om angreb på organisationens kontor i Gaza

En person er ifølge Palæstinensisk Røde Halvmåne blevet dræbt under israelsk angreb på hovedkontor i Gaza.

En medarbejder fra Palæstinensisk Røde Halvmåne (PRCS) er blevet dræbt under et israelsk angreb på hjælpeorganisationens hovedkvarter i Gaza.

Det melder PRCS natten til søndag i et opslag på det sociale medie X.

Yderligere tre personer meldes såret.

Hjælpeorganisationens hovedkvarter ligger i Khan Younis i den sydlige del af Gazastriben.

- Israelske styrker angreb organisationens hovedkvarter i Khan Younis, hvilket startede en brand på bygningens første sal, skriver PRCS.

Israel har natten til søndag ikke kommenteret meldingerne fra hjælpeorganisationen.

/ritzau/

Læs Mere >>

, 03/08/2025 - 10:00

FAKTA: Mange har kort vej til skole

* Sidste år gennemførte Epinion en undersøgelse for Rådet for Sikker Trafik. Her blev lidt over 2000 forældre spurgt til, hvordan deres børn kommer til og fra skole, og hvor langt barnet har til skole. 

* Størstedelen - i alt 65 procent - havde enten under 500 meter, cirka 1 kilometer eller cirka 2 kilometer.

* I sommerhalvåret kom 37 procent af børnene oftest i skole, ved at de selv cyklede. 19 procent gik, mens 27 procent blev kørt i bil.

* I vinterhalvåret så billedet anderledes ud. 23 procent cyklede selv, 20 procent gik, og 39 procent blev kørt i bil. 

* Er det muligt, opfordrer Rådet for Sikker Trafik til, at børn bliver selvtransporterende ved at gå eller cykle til skole - i det niveau, der passer til det enkelte barn. Det kan hjælpe dem til at blive sikre trafikanter, der finder det trygt at bevæge sig ud på vejene. 

Kilde: Rådet for Sikker Trafik.  

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 03/08/2025 - 10:00

FAKTA: Sørg for at dit barn bliver set

* Når det er mørkt, regner, er tåget eller diset, er det ekstra vigtigt, at der er lys på cyklen og reflekser på tøjet.

* Det er forælderens ansvar, at barnet bliver set i trafikken. Et barn i mørkt tøj eller uden lygter på cyklen kan meget let blive overset af bilister og andre trafikanter.

* Derfor skal du sørge for, at der er reflekser på tøjet eller tasken, eller at barnet har refleksvest på, og at cyklen er udstyret med gode cykellygter.

* Lyset på cykellygterne skal lyse så kraftigt, at de er tydeligt synlige på mindst 300 meters afstand.

* Tjek mindst en gang om ugen, at cykellygterne virker. Gør det sammen med barnet, så junior også selv lærer at se efter, om der er lys i.

Kilde: sikkertrafik.dk

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek