København, 08/05/2025 - 08:42
Novonesis fastholder forventninger efter milliardomsætning
Novonesis leverer en organisk vækst i salget på 11 procent i første kvartal og fastholder forventninger.
Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Novonesis løfter omsætningen i selskabet i årets første kvartal til 1,077 milliarder euro - svarende til omkring 8 milliarder kroner.
Det betyder, at selskabet leverer en organisk vækst i salget på 11 procent. Det fremgår af selskabets kvartalsregnskab, der er blevet offentliggjort torsdag morgen.
Derfor fastholder selskabet forventningerne til 2025 om en organisk salgsvækst på mellem 5 og 8 procent.
Organisk vækst er et udtryk for udviklingen i en virksomheds omsætning eller overskud fraregnet udsving i valutakurser og opkøb af virksomheder.
Det kan dermed give et mere retvisende billede af, hvorvidt en virksomhed reelt vokser eller går tilbage.
I samme periode sidste år lød omsætningen i enzymvirksomheden 853 millioner euro.
Novonesis er det samlede selskab efter fusionen af Chr. Hansen og Novozymes, der blev gennemført i slutningen af januar sidste år.
- Vi leverede en stærk vækst i salget og indtjeningen i det første kvartal, hvor alle fire salgsområder har en tocifret vækst, siger Ester Baiget, der er administrerende direktør i Novonesis, i en meddelelse.
Hun understreger, at væksten er drevet af innovative løsninger særligt på nye markeder.
- Vi fortsætter med at se en solid efterspørgsel på tværs af forretningen, og vores regionale tilstedeværelse og modstandsdygtige globale setup gør det muligt for os at svare med fleksibilitet i disse dynamiske tider, lyder det videre.
Novonesis producerer blandt andet ingredienser til rengøringsmidler og fødevarer som mælk, yoghurt og ost. Selskabet producerer også biobrændstof.
Selskabet er til stede i mere end 45 lande med mere end 10.000 ansatte.
/ritzau/