Herning, 14/05/2025 - 23:46
Lettede ishockeymænd: Vi har aldrig tvivlet på os selv
Danmark fik endelig den første sejr ved ishockey-VM og fik samtidig gang i det vigtige powerplay.
Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Spillerne på det danske ishockeylandshold har ikke vaklet i troen på VM-succes, selv om turneringen i Herning startede med tre klare nederlag og 17 indkasserede mål.
Sådan lyder det efter onsdagens 5-1-sejr over Kasakhstan, der omsider gav publikum i Boxen og spillerne selv noget at juble over.
- Jeg synes ikke, vi har tvivlet på os selv. Vi startede med tre meget svære kampe og gjorde, hvad vi kunne. Vi havde ikke regnet med at vinde. Nu er den rigtige turnering startet for os, og det var klasse i dag, siger forwarden Joachim Blichfeld.
Heller ikke kampens første målscorer, Mikkel Aagaard, fornemmede ekstra nervøsitet, selv om det umiddelbart kunne se sådan ud i en noget usammenhængende første periode.
- Nej, egentlig ikke. Men det er selvfølgelig en lettelse at vinde, og vi gjorde rigtig mange gode ting. Det var dejligt at lave to mål i powerplay, siger Aagaard.
Netop powerplay var et særligt fokuspunkt dagen før kampen, og hverken spillere eller trænere var tilfredse med udbyttet i første del af turneringen.
Onsdag skulle danskerne til gengæld kun bruge otte sekunder i overtal på at score til 2-0. Også det andet powerplay blev udnyttet perfekt.
- Vi har selvfølgelig snakket om det, men vi ved også, at vi jo har ti meget teknisk dygtige spillere, der spiller powerplay. Vi har næsten altid haft gode powerplays til VM, så det var lækkert at lave to på to, siger Joachim Blichfeld.
Landstræner Mikael Gath er klar med skulderklap til holdets to powerplay-trænere, Morten Madsen og Peter Regin.
- Absolut. De fik pisk efter den sidste kamp, så nu må de få lidt kærlighed. Nej, de gør det fremragende, og det er altid godt at få lidt selvtillid i den del af spillet, for det er noget, der kan blive helt afgørende fremover, siger Gath.
Han kunne se sit hold holde sig i sporet, selv om spillet ikke flød i de første 20 minutter.
- Vi spillede med stor tålmodighed og lod os ikke stresse af, at vi kun havde et skud på mål i første periode. Vi holdt os til planen og voksede ind i kampen, og det er jeg meget tilfreds med, siger Mikael Gath.
Med sejren er Danmark i første omgang rykket væk fra bunden af tabellen. Mod Ungarn på fredag kan holdet tage endnu et skridt op ad.
- Det er godt for moralen at prøve at vinde efter tre svære kampe. Det kan give os noget momentum, siger den dobbelte målscorer Alexander True.
/ritzau/