København, 07/06/2025 - 23:02
Kvistgaarden og hans far fældede en tåre inden debut
Mathias Kvistgaarden delte et stort øjeblik med sin far, da han fik sin første A-landsholdskamp i Parken.
Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Brøndby-stjernen Mathias Kvistgaarden stod helt tæt på sidelinjen med sin far, da han løb ind til sin debut på A-landsholdet i lørdagens 2-1-testsejr over Nordirland.
Lige inden offensivspillerens indskiftning midt i anden halvleg gav far og søn hinanden et kram.
- Jeg tror, at vi begge to lige fældede en tåre inden landsholdsdebuten. Jeg gjorde i hvert fald.
- Selvfølgelig er jeg rørt over at få debut, men det er mere specielt at dele øjeblikket med ham, siger Kvistgaarden.
Hans far, Nicolai Kvistgaarden, er landsholdets materialemand og sidder også på landsholdets bænk under kampene.
- Jeg delte det ikke kun med familien på tribunen, at jeg decideret har min far på banen ved siden af mig, der kan give mig et klap på skulderen og et kram, det er specielt, siger landsholdsdebutanten.
Det var en frisk og veloplagt Kvistgaarden, der kom ind til debuten med 25 minutter igen ved stillingen 1-1.
Efter få minutter på banen var Mathias Kvistgaarden med to stærke aktioner medvirkende til Danmarks sejrsmål. Kvistgaarden var først opspilsstation og spillede siden Gustav Isaksen fri, og han lagde bolden til rette for Christian Eriksen, som scorede.
En perfekt start på landsholdsdebuten.
- At komme ind og være en del af et mål. Det er mere, end jeg kunnet have drømt om i går aftes.
- Det gik vildt hurtigt, men da jeg så Christian Eriksen sparke den ind, så vidste jeg godt, at jeg nok havde været en del af det, så det er jeg glad for, siger Kvistgaarden.
Efter kampen er Kvistgaarden meget glad og stolt.
- Den her uge har virket sindssygt lang op til denne kamp, men det har været helt fantastisk med gode oplevelser.
- Jeg glæder mig til at stå op i morgen og mærke "wow det skete virkeligt", siger Brøndby-spilleren.
Der har været en del spekulationer om den hurtige angriber skal med A-landsholdstruppen til tirsdagens testkamp i Odense, eller om han skal direkte til U21-holdet forud for EM-slutrunden.
Det afventer Mathias Kvistgaarden selv svar på.
- Jeg kan kun svare blankt. Jeg ved, at jeg skal med U21-landsholdet på et tidspunkt, men jeg ved ikke hvornår. Det skal vi finde ud af, men jeg glæder mig til også at spille med dem.
- Jeg vil dog også elske at spille med A-landsholdet i næste kamp, siger han.
/ritzau/