Seoul, 03/06/2025 - 13:14
Liberal kandidat tager føringen i sydkoreansk præsidentvalg
Lee Jae-myung fra Det Demokratiske Parti står til at få lige over halvdelen af stemmerne ved præsidentvalget.
Af: /ritzau/
Den liberale præsidentkandidat Lee Jae-myung fra Det Demokratiske Parti fører præsidentvalget i Sydkorea.
Det viser en valgstedsmåling fra de tre tv-stationer KBS, MCB og SBS, skriver nyhedsbureauet AFP.
Valgstederne åbnede klokken seks tirsdag morgen lokal tid - mandag aften dansk tid - og er lukket klokken 20 lokal tid - svarende til klokken 13 dansk tid.
I målingen står Lee Jae-myung til at få 51,7 procent af stemmerne, mens hans modkandidat står til at få 39,3 procent.
/ritzau/