København, 23/05/2025 - 03:01
Venstre vil afskaffe lov lavet til at beskytte sexarbejdere
Rufferilov blev indført for at forhindre udnyttelse af sexarbejdere. Den er uhensigtsmæssig, mener Venstre.
Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Står det til Venstre skal paragraffen om rufferi i straffeloven afskaffes.
Det siger regeringspartiets socialordfører, Christian Friis Bach, til Kristeligt Dagblad.
- Det er uhensigtsmæssigt, at sexarbejdere, der gerne vil være i erhvervet, er afskåret fra de ordentlige forhold, det ville kunne give at organisere sig i fagforeninger, ansætte en dørmand eller leje nogle lokaler, siger Christian Friis Bach.
Regeringen har for nylig nedsat en arbejdsgruppe, der skal undersøge konsekvenserne af rufferiloven. Den gør det ulovligt at drive virksomhed, hvor en anden mod betaling har et seksuelt forhold til en kunde.
Formålet er at beskytte sexarbejdere - primært kvinder - fra at blive udnyttet af bagmænd.
Social- og boligminister Sophie Hæstorp Andersen (S) siger til Kristeligt Dagblad, at hun er åben for at se på lovgivningen.
Det er vigtigt at vide, om den nuværende lovgivning hindrer, at sexarbejdere kan opnå tryghed og sikkerhed, siger hun.
Tidligere har både Venstre og Socialdemokratiet afvist at ville afskaffe eller lempe rufferiloven.
Tilbage i 2015 sagde retsordfører Preben Bang Henriksen (V), at partiet ikke så nogen grund til at ændre loven.
- Der er alt for meget kriminalitet forbundet med det til, at vi synes, det er noget, man skal afkriminalisere, sagde han dengang til Politiken.
Det samme mente Trine Bramsen (S), der på det tidspunkt var retsordfører.
- Vi kommer ikke til at lempe rufferiloven. Det er uacceptabelt, at man sælger og handler kvinder til prostitution, og derfor er det nødvendigt med en hård lovgivning, sagde hun dengang til Politiken.
De to ordføreres udtalelser kom, efter at Liberal Alliance foreslog at lempe loven. Også De Konservative meldte sig dengang klar til at give rufferiloven et eftersyn.
I dag er straffen for rufferi op til fire års fængsel.
/ritzau/