København, 01/05/2025 - 08:26
Den offentlige sektor driver væksten hos Netcompany
Netcompany fastholder sine forventninger til væksten i 2025 på trods af geopolitisk uro og høj usikkerhed.
Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Salg til den offentlige sektor er med til at skabe vækst hos det danske it-selskab Netcompany.
I første kvartal lyder selskabets omsætning på 1,7 milliarder kroner, hvilket er 9,1 procent mere end samme kvartal i 2024.
Det fremgår af Netcompanys årsregnskab, som er blevet offentliggjort torsdag morgen.
Mens salget til den private sektor ligger nogenlunde på samme niveau som i første kvartal i 2024, er salget til den offentlige sektor vokset med 13,5 procent, skriver Netcompany.
Netcompany udvikler og sælger softwareløsninger til både offentlige myndigheder og private aktører.
Selskabet har forretning i blandt andet Danmark, Holland, Storbritannien og Norge.
Mens den største del af salget fortsat sker i Danmark, er væksten isoleret set størst i Norge. Her er omsætningen vokset 19,7 procent til lige over 100 millioner kroner i første kvartal.
I første kvartal tjente Netcompany lige over 120 millioner kroner, hvilket er over 30 procent mere end i første kvartal i 2024.
Også salget i Sydøsteuropa og til EU-institutioner er vokset markant. Her er omsætningen vokset 18,6 procent, hvilket primært har været drevet af den offentlige sektor og EU.
Netcompanys topchef, André Rogaczewski, siger i en kommentar til regnskabet, at selskabet fastholder sine forventninger, selv om der er geopolitisk uro og et højt niveau af usikkerhed.
- Vi mener, at Europa er i en unik position til at styrke sig selv i disse usikre tider, og vi er stolte af at være en kritisk leverandør af verdensførende digitaliseringsydelser og -løsninger, der støtter regeringer og selskaber over hele Europa, siger han.
Selskabet forventer en omsætningsvækst på mellem fem og ti procent justeret for udsving i valutakurser.
/ritzau/