København, 03/05/2025 - 08:00
Linda P: Trump er et lejrbål jeg kan kigge på i timevis
Som den kreative chef for Tivolirevyen vil Linda P tage alvorlige og aktuelle problematikker op, fordi det er vigtigt, at man kan grine af det.
Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Af: Af Bertram Svarre Carlson, Ritzau Fokus
Man kan hurtigt få ondt i maven, hvis man i øjeblikket kigger sig rundt i en usikker verden.
Når Linda P i år inviterer publikum til Tivolirevyen, håber hun på, at det er latter, der skal forårsage eventuel ømhed. Også selv om hun vil kigge magthaverne i sømmene og fortælle publikum nogle sandheder om virkeligheden.
Men hvordan håndterer man så dybt alvorlige problematikker i et format med komik og sang?
- Det er jo netop ved at grine af det, der er morsomt i det, siger Linda P.
- For mig er Donald Trump et lejrbål, jeg kan kigge på i timevis. Det er jo komedie hele tiden.
I år er det første gang, at komiker Linda P står bag visionen for den traditionsrige danske revy.
Hun er den kreative chef og har håndplukket et cast, der ud over hende selv består af Kurt Ravn og Thomas Warberg.
Søs Egelind var oprindeligt også en del af plakaten, men hun har trukket sig grundet forskellige forventninger til produktionen.
Hun kan endnu ikke sige noget konkret om indholdet, og selv om hun selv nævner den amerikanske præsident, Donald Trump, er det ikke nødvendigvis bare ham, der skal laves sjov med.
- Det kan også være sjovt med nogle af dem omkring ham, eller det kan være med noget helt andet, fortæller hun.
Linda P finder inspiration ved at kigge på verden og andre mennesker.
Her har hun blandt andet observeret, hvordan medierne bombarderer danskerne med historier om krig, ødelæggelse og verdenssituationen.
Det påvirker mange og særdeles unge mennesker, tror hun.
- Det kommer revyen til at handle rigtig meget om: at man skal huske at holde fast i sig selv, så man ikke bliver gal, siger hun.
Tivolirevyen er ikke helt ny for den 40-årige komiker. Da den i 2023 vendte tilbage med Lisbet Dahl som instruktør, var Linda P nemlig for første gang en del af holdet.
Selv om det i år er Mads M. Nielsen, der er instruktør, er det i år primært en vision fra den nye kreative chef, Linda P.
- Det er dejligt, fordi så kan man jo sætte det præg på det, som man godt kunne tænke sig, siger hun.
Tivolirevyen har en historik på bagen, der strækker sig helt tilbage til det 19. århundrede.
Linda P kunne godt tænke sig, at revyen blev noget, som var for alle generationer, og de vil i år forsøge at give det nogle andre farver.
- Med al respekt for det, der har været før, så er det her et bud på at prøve at gøre noget nyt.
Tivolirevyen har premiere 5. juni i Glassalen i Tivoli, hvor det spiller frem til 13. juli.
/ritzau/