Italien, 19/08/2025 - 15:09
Verdensstjerne gift med dansk supermodel: Lad os lave flere børn
Podcaststjernen Logan Paul og modellen Nina Agdal har holdt bryllupsfest for familie, venner og deres datter. Og gommen er klar til at føje flere til stammen.
Evan Agostini/Invision/AP/Arkivfoto/Ritzau Scanpix
Af: Af Anders Villaume Vestergaard, Ritzau Fokus
I weekenden dannede området omkring Comosøen i det nordlige Italien ramme om et kendisbryllup med dansk islæt.
Den 33-årige danske supermodel Nina Agdal, der tidligere har dannet par med Leonardo DiCaprio, sagde fredag ja til en verdenskendt podcaststjerne, den tre år yngre Logan Paul.
Det fremgår af et opslag på sidstnævntes instagramprofil.
- Gud leverede på alle måder. Dette bryllup var den perfekte måde at sætte gang i resten af vores liv, Nina Agdal, skriver han blandt andet på det sociale medie.
Opslaget er også oversvømmet af kærlige billeder og små videoer af det dansende brudepar, champagneregn og festfyrværkeri.
Der blev også plads til et familiebillede med det nygifte par og deres knap et år gamle datter, Esmé Agdal Paul.
- Jeg elsker dig og vores smukke lille pige Esmé så meget. Lad os lave flere børn, lyder Logan Pauls opfordring til konen, som han har dannet par med siden 2022.
Opslaget løfter også sløret for, hvem der ellers deltog i kærlighedsfesten.
Her fremgår det nemlig, at den mexicanske internetberømthed, skuespiller og model Juanpa Zurita vandt kåringen som den mest fulde person til festen.
Logan Pauls bror, influencer, bokser og skuespiller Jake Paul, ønsker tillykke med brylluppet og skriver i en kommentar, at det var det sjoveste nogensinde. Han optræder også på et af billederne i færd med at bokse til den pyntede bryllupskage.
Logan Paul har været med til at stifte Prime Energy, som er et mærke, der producerer energidrikke, som også sælges i Danmark.
I skrivende stund har han mere end 27 millioner følgere på Instagram, mens Nina Agdal, der som model har været på catwalken for blandt andre lingerigiganten Victoria's Secret, har knap 2 millioner følgere.
Hun fik sit helt store internationale gennembrud som model i 2014, da hun kom på forsiden af Sports Illustrateds badetøjsudgave af magasinet sammen med de amerikanske supermodeller Chrissy Teigen og Lily Aldridge.
Hun arbejder stadig som model, men har ved siden af skabt sit eget app-univers, hvor hun deler opskrifter, træningsvideoer og sine egne erfaringer med kost, motion og mental sundhed.
I 2013 oprettede Logan Paul en YouTube-kanal. Han begyndte at studere på universitetet, men droppede ud for at bruge sin tid på YouTube og sociale medier.
Følgerskaren voksede, og i 2025 har han 23,6 millioner følgere på YouTube og 19 millioner på TikTok.
I 2017, 2018 og 2021 var han på Forbes' liste over bedst betalte youtubere.
/ritzau/