København, 02/07/2025 - 15:24
Udvalgsflertal udenom regeringen vil forbyde mandatkøb
Flertal udenom regeringen har bedt Folketingets administration om at forberede lov om forbud mod mandatkøb.
Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Et flertal i Folketingets Udvalg for Forretningsorden vil stramme reglerne for, hvorvidt man kan betale folketingsmedlemmer for at opsige et mandat.
Det har udvalgets medlemmer udenom regeringen vedtaget onsdag.
- Folketingets sammensætning bør styres af, hvordan danskerne stemmer på valgdagen, siger Ole Birk Olesen, Liberal Alliances medlem i udvalget.
Udviklingen sker, efter at det er kommet frem, at Lars Løkke Rasmussen som formand for Moderaterne tilbød daværende partifælle Mike Fonseca 370.000 kroner for at stoppe i Folketinget.
Det skete, efter at Mike Fonseca havde fortalt partiet om, at han var blevet kærester med en pige på 15 år.
Efter sagen kom frem i en bog skrevet af journalist og chefredaktør Mads Brügger, har oppositionspartier krævet lovligheden af manøvren undersøgt.
Den umiddelbare vurdering fra Folketingets jurister har været, at Lars Løkke Rasmussen ikke har handlet ulovligt.
Derfor vil partierne rundt om regeringen i Udvalget for Forretningsorden nu pålægge Folketingets administration at udarbejde lovforberedende arbejde, der kan gøre det ulovligt.
I udvalget har de tre regeringspartier Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne meldt sig uenige.
Det er Ole Birk Olesen skuffet og overrasket over.
- Jeg skal ikke lægge skjul på, at jeg undrer mig over, at vi har et Socialdemokrati og Venstre i Danmark, der ikke mener, at vi skal sikre, at det er ulovligt at tilbyde folketingsmedlemmer penge for at træde ud af Folketinget, siger han.
/ritzau/