Seoul, 04/06/2025 - 04:15
Sydkoreas nyvalgte præsident begynder med det samme
Den liberale præsidentkandidat Lee Jae-myung er natten til onsdag blevet indsat som Sydkoreas præsident.
Af: /ritzau/AFP
Vinderen af præsidentvalget i Sydkorea, liberale Lee Jae-myung, er blevet indsat som landets præsident natten til onsdag dansk tid.
Lee vandt en overbevisende sejr over den konservative Kim Moon-soo fra den skandaleramte ekspræsident Yook Suk-yeols tidligere parti, PPP.
Sydkorea har normalt en længere overgangsperiode, men eftersom valget blev afholdt som følge af Yoons rigsretssag, begynder Lees embedsperiode med det samme.
Lees parti har allerede flertal i parlamentet, og dermed kan Lee formentlig gennemføre den politik, som han vil indføre.
Lee Jae-myung var også den liberale kandidat ved det forrige præsidentvalg, der blev afholdt i 2022. Her tabte han snævert til Yoon Suk-yeol fra PPP.
Yoon chokerede landet og resten af verden, da han pludselig indførte undtagelsestilstand i Sydkorea i december sidste år.
Han blev sat for en rigsret, som nåede frem til, at Yoon skulle afsættes som følge af beslutningen. Yoon skulle have siddet som præsident frem til 2027.
/ritzau/AFP