Forårssolen står tidligere op, og fuglene synger i maj. Men det er også blevet den tid på året, hvor mange hjorte bliver påkørt.
Ifølge Dyrenes Beskyttelse bliver der hvert år påkørt over 10.000 hjorte i Danmark, og maj er en af de måneder, hvor risikoen er størst. Det er i denne periode, at de unge rådyr for første gang begynder at bevæge sig rundt.
Dyrene har ingen forståelse for farerne i trafikken, og deres pludselige bevægelser på vejene kan føre til alvorlige ulykker, fortæller Christian Johansen, som er direktør for motor i forsikringsselskabet Alm. Brand.
- Flere bilister glemmer, at risikoen for påkørsler af hjorte ikke kun er et efterårsfænomen. I foråret er hjortene særligt aktive, og det kan skabe farlige situationer i områder tæt på skove og marker, siger han.
Fire ud af ti hjortepåkørsler sker, når mørket er faldet på, viser tal fra Dyrenes Beskyttelse. Helt konkret er det i tidsrummet mellem klokken 21.00 og 00.00, at risikoen er størst.
- Hjortene er mest aktive om natten, så det er særligt fra lige før solnedgang, at man skal være ekstra opmærksom, selv om hjortene også krydser veje i dagtimerne, oplyser biolog hos Dyrenes Beskyttelse Peter Gravlund Nielsen i en pressemeddelelse.
- De opholder sig typisk i skove, enge, levende hegn eller lignende natur, så i de områder vil sandsynligheden for krydsende hjorte være størst. Derudover er det værd at vide, at hjorte er flokdyr. Så en hjort krydser sjældent vejen alene.
Hvis en hjort eller et andet dyr pludselig springer ud på vejen, er det vigtigste råd at bevare roen.
Du kan give dig selv mere tid til at reagere ved at sænke farten og være ekstra opmærksom, når du kører gennem områder med tæt bevoksning i ydertimerne.
- En lavere hastighed kan være helt afgørende for, om du når at reagere i tide og dermed undgår skader på bilen eller personskade, siger Christian Johansen.
Han understreger vigtigheden af at holde øje med advarselsskilte og reflekterende dyreøjne i vejkanten.
Hvis uheldet er ude, og du påkører et dyr, skal du holde ind til siden, tænde havariblinket, tage sikkerhedsvest på og sætte en advarselstrekant op. Herefter kan du vurdere eventuelle skader på bilen.
- Hvis man efter en påkørsel kan mærke, at bilen føles anderledes, er det vores klare anbefaling, at man ikke kører videre, før bilen er blevet undersøgt. Det samme gælder, hvis der ses væsker fra bilen, såsom kølervæske og olie, siger Christian Johansen og uddyber:
- Som hovedregel er det dog bedst at være på den sikre side og få bilen undersøgt efter en påkørsel. Det kan få fatale konsekvenser i trafikken, hvis bilen eksempelvis har ratslør.
Ratslør betegner det stykke, du kan dreje rattet, uden at hjulene bevæger sig.
Hvis det påkørte dyr er skadet eller løbet væk, skal du ringe til Dyrenes Beskyttelses Vagtcentral på 1812.
Er dyret dødt, bør du flytte det ind til siden, så det ikke er til fare for andre bilister. Du kan ringe til Falck på 70 10 20 30, hvis du ikke selv kan eller vil flytte det døde dyr.
/ritzau fokus/