København, 21/07/2025 - 13:05
Alternativet savner statslig handleplan ved kritiske nedbrud
Beredskabsministerium bør lave fælles nødprocedurer i tilfælde af kritiske nedbrud. Det mener Alternativet.
Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Det skal ikke være op til enkelte selskaber at lave nødprocedurer i tilfælde af nedbrud i den kritiske infrastruktur.
Det mener Alternativet, der savner en statslig handleplan ved nedbrud.
- Vi bliver nødt til fra statens side at gå ind og lave noget overordnet koordinering, siger partiets mobilitetsordfører, Christina Olumeko, efter Nets' nedbrud lørdag, der skabte betalingsproblemer over hele landet.
- Der bliver vi nødt til at have en fælles standard fra statens side.
Betalingssystemet Nets brød sammen lørdag aften.
Nedbruddet, der varede omkring tre timer frem til klokken 22, gjorde, at kortbetalinger blev afvist.
Det fik blandt andet konsekvenser for trafikken over Storebæltsbroen, hvor der opstod kø i begge retninger på grund af problemer med kortbetaling ved betalingsanlæggene.
Til forskel fra Storebæltsbroen lod Øresundsbroen bilister passere broen uden betaling under nedbruddet.
Christina Olumeko nævner blandt andet forskellen i håndteringen af nedbruddet, når man ser på de to broer.
- Der skal laves fælles nødplaner, så der ikke er så stor forskel på for eksempel Øresundsbroen og Storebæltsbroen, siger hun.
Christina Olumeko peger på Ministeriet for Beredskab og Samfundssikkerhed, som hun mener, bør lave en statslig handleplan for alle selskaber, der arbejder med kritisk infrastruktur og varetage kritiske funktioner.
Det bør ske i samarbejde med de pågældende selskaber og Nets, understreger hun.
Det er ifølge Alternativet "fint", at selskaber og virksomheder, der ikke varetager kritiske funktioner, selv står for nødprocedurer i forbindelse med nedbrud.
- Men når vi taler om broer, køb af medicin eller andet, som skal kunne fungere, så bliver vi nødt til at koordinere det på tværs og måske også stille fælles krav til Nets, siger hun.
Hvilke krav, man potentielt kunne stille Nets, kan Olumeko ikke svare på.
- Det har vi brug for at blive klogere på sammen, siger hun og henviser til Nets selv og de selskaber, der varetager kritiske funktioner.
Sund & Bælt, der står for driften af Storebæltsbroen, har mandag ændret sin nødprocedure, så bommene fremover i tilfælde af nedbrud vil åbne efter 15 minutter.
/ritzau/