Dubai, 26/07/2025 - 21:22
Emirater lover hurtig nødhjælp til Gaza fra luften
Nedkastning af nødhjælp genoptages omgående, meddeler Emiraterne. Også Israels militær lover hjælp fra luften.
Jehad Alshrafi/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
De Forenede Arabiske Emirater vil "øjeblikkeligt" genoptage nedkastning af nødhjælp over Gazastriben, oplyser landets udenrigsminister lørdag.
- Den humanitære situation i Gaza har nået et kritisk og hidtil uset niveau, skriver den emiratiske udenrigsminister, Sheikh Abdullah bin Zayed Al Nahyan, i et opslag på X.
- Vi vil sikre, at livsvigtig nødhjælp når frem til dem, der har mest brug for det, hvad enten det sker via land, luft eller hav. Nødhjælpsleverancer fra luften genoptages øjeblikkeligt, skriver han.
Der er ikke umiddelbart flere oplysninger.
Kort efter meddeler Israels militær ifølge nyhedsbureauet Reuters, at der allerede lørdag aften vil blive leveret nødhjælp til Gazastriben fra luften.
- Luftnedkastningen vil omfatte syv paller med nødhjælp bestående af mel, sukker og konserves leveret af internationale organisationer, tilføjer militæret i en erklæring.
Dagen inden havde en israelsk embedsmand sagt til nyhedsbureauet AFP, at nedkastninger af nødhjælp i Gaza snart ville blive genoptaget. Vedkommende tilføjede, at det vil ske i regi af De Forenede Arabiske Emirater og Jordan.
Lørdag voksede det internationale pres for at finde alternative måder at levere mad til de sultende palæstinensiske civile i Gaza.
Der er dog også udtrykt en skepsis mod at kaste nødhjælpen ud fra fly. Det blev prøvet i 2024, hvor Israel også forhindrede nødhjælp i at komme ind i Gazastriben. Men det blev stoppet igen, fordi det var ineffektivt og farligt.
- Nedkastninger fra luften vil ikke kunne vende den stigende sult. De er dyre, ineffektive og kan endda dræbe sultende civile, siger Philippe Lazzarini, leder af FN's hjælpeorganisation for palæstinensiske flygtninge, til AFP.
Israel indførte en total blokade af nødhjælp til Gaza 2. marts, efter at forhandlingerne om at forlænge en våbenhvile i den over 21 måneder lange konflikt brød sammen.
I slutningen af maj begyndte Israel at tillade en smule nødhjælp at komme ind.
Den israelske hær hævder, at den ikke begrænser antallet af lastbiler, der kommer ind i Gazastriben, og beskylder FN og hjælpeorganisationer for ikke at afhente nødhjælpen, når den først er inde i området.
Men humanitære organisationer anklager Israels militær for at pålægge overdrevne restriktioner og for en alt for skrap kontrol med vejnettet internt i Gaza.
En separat nødhjælpsindsats er i gang via den israelsk- og amerikanskstøttede Gaza Humanitarian Foundation (GHF).
Men den har mødt hård international kritik, efter at israelsk beskydning har dræbt hundredvis af palæstinensere nær de steder, hvor nødhjælpen uddeles.
Hospitalskilder i Gazastriben siger til tv-stationen al-Jazeera, at mindst 71 palæstinensere er blevet dræbt siden tidligt lørdag morgen.
Blandt ofrene er 42 mennesker, som mistede livet, da de forsøgte at få fat i nødhjælp.
Det israelske militær oplyser til AFP, at dets soldater affyrede "advarselsskud for at sprede mængden" ved et af GHF's uddelingssteder.
Hæren tilføjede, at den ikke havde kendskab til nogen tilskadekomne som følge af skyderiet.
Restriktioner for medier i Gaza og svære adgangsforhold gør, at det ikke er muligt at verificere dødstal og andre oplysninger fra både palæstinensisk og israelsk side.
Israel indledte sin militære offensiv i Gaza efter den militante gruppe Hamas' angreb i oktober 2023, som kostede 1219 mennesker livet, de fleste civile.
Ifølge sundhedsministeriet i det Hamas-kontrollerede Gaza har Israels offensiv siden da dræbt 59.733 palæstinensere, hovedsageligt civile.
/ritzau/