Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 08/06/2025 - 11:50

DMI varsler risiko for lokale skybrud i næsten hele landet søndag

Frem til søndag aften ventes der over den sydøstlige og østlige del af landet mange steder store mængder regn.

Anthon Unger/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Stort set hele landet er i risiko for at blive ramt af kraftig regn og lokale skybrud søndag.

Det viser varsler fra Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) søndag formiddag.

For hele den østlige del af Jylland og den vestlige del af Fyn er der varsel om lokale skybrud og torden. Der kan lokalt falde mellem 15 og 25 millimeter på 30 minutter.

For den sydøstlige del af Fyn og resten af Østdanmark er der varsel om kraftig regn og lokale skybrud.

Kraftig regn er defineret som mindst 30 millimeter regn på 24 timer. Ifølge DMI's varsel for søndag kan der falde mellem 25 og 35 millimeter på seks timer.

Der er også risiko for lokale skybrud.

Varslerne gælder fra søndag morgen klokken 09.00 til søndag aften klokken 19.00.

Det er et lavtryk, der søndag morgen bevæger sig fra den nordlige del af Holland mod østnordøst sønden om Danmark, skriver DMI i en kommentar.

- I forbindelse med lavtrykket bevæger en del byger sig ind over den sydlige og sydøstlige del af Danmark.

- Bygerne kan være kraftige og ledsaget af torden, hagl og kraftige vindstød, lyder det fra meteorolog Mette Wagner søndag morgen.

Meldingen fra DMI er dårlig timing for Salling Group, der søndag holder stor firmafest for omkring 25.000 ansatte i dagligvarekoncernen.

Festen holdes på udendørsarealerne ved hovedkontoret nær Aarhus.

Kommunikationschef hos Salling Group Henrik Vinther Olesen fortæller, at arrangørerne er optimistiske og håber, at det værste blæser over.

- Men vi har forberedt os med masser af regnslag, og der er kørt godt med flis ud på arealerne med græs. Der er også mulighed for at gå i læ, fortæller han.

Skulle vejret blive alt for dårligt, er der lagt en plan B. Der holder nemlig i forvejen busser klar til at fragte gæsterne hjem efter festen, og de kan køre tidligere afsted.

- Men i første omgang satser vi på, at vejret holder, siger Henrik Vinther Olesen.

DMI advarer desuden om, at de forventede store mængder regn på Sydøstfyn, Sjælland, Lolland og Falster kan medføre en risiko for lokale oversvømmelser.

Det gælder i lavtliggende områder og langs vandløb og søer.

Tidligere har forsikringsselskaberne Topdanmark og If udsendte en række forholdsregler, man med fordel kan tage, når der er risiko for skybrud.

De opfordrer til at klodse ting i kælderen op og fjerne gulvtæpper.

Luk derudover ventilationshuller i ydervæggene, tjek og rens afløb og tagrender for blade og andet, der kan hindre vandet i at løbe frit, og husk at lukke døre og vinduer.

Forsikringsselskaberne opfordrer desuden til at være hjemme – eller få nogen til at holde øje med huset – mens skybruddet står på.

/ritzau/

København, 08/06/2025 - 08:00

Keld ringede hjem til Hilda 117 gange

Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

I næsten 50 år har Keld og Hilda Heick gået hånd i hånd på scenen, og i de knap fem årtier har dansktopparret ikke været adskilt ret mange dage ad gangen.

Når Keld og Hilda Heick sætter punktum for deres karriere 6. februar 2026, bliver det vemodigt.

De mødte hinanden som helt små i skolen og forelskede sig i 15-årsalderen. Siden har de været uadskillelige. Og de blev ikke mindre tætte, da de i 1976 begyndte at optræde sammen som dansktopduoen Keld & Hilda.

De har sjældent været væk fra hinanden i mere end et par dage.

Men en gang i 1989 skulle Keld Heick otte dage til Schweiz med DR og Birthe Kjær i forbindelse med det internationale melodigrandprix, og Hilda var alene derhjemme.

- Der gravede jeg haven op og lavede den om, og så sagde Keld: "What, har du lavet det hele om?!", fortæller Hilda Heick.

- Det var en forholdsvis ny have. Men jeg syntes, at den stod helt forkert. Så jeg gravede hele molevitten op og gravede nye huller og lavede det om, siger Hilda.

Det er den seneste gang, de husker at have været væk fra hinanden i længere tid.

- Ellers har vi jo set hinanden 24-7, siger Hilda Heick.

De skal ikke være væk fra hinanden ret lang tid, før de begynder at savne hinanden.

I en periode i slutningen af 00'erne og begyndelsen af 10'erne var Keld Heick væk et par dage en gang imellem for at være på tour sammen med Stig Rossen, Jesper Asholt og Jesper Lohmann med teaterkoncerten Four Jacks, som var inspireret af den danske kvartet af samme navn, der optrådte i 50'erne og 60'erne.

- Der ringede jeg hjem 117 gange, fortæller Keld.

- "Altså, der er jo ikke sket noget, siden du ringede sidst!", svarede Hilda.

Når de har talt om deres karriere sammen, har Hilda Heick sagt til gemalen, at hun under ingen omstændigheder vil stå på scenen, når hun bliver 80.

Og det ender hun også med at få ret i, for de spiller deres sidste koncert 6. februar 2026 godt tre måneder inden hendes 80-års fødselsdag.

Dengang troede hun, at de på nuværende tidspunkt ville være stoppet med at optræde for længst. Men de har ikke følt sig nødsaget til at stoppe med at spille, fordi de stadig føler sig friske.

Da de var omkring 63-64 år havde de besøg af et forsikringsselskab for at finde ud af, hvor længe de vil kunne leve af den pension, de har sparet op.

Der talte de om, at folk måske ville stoppe med at lytte til dem, når de nærmede sig slut-60'erne.

Men sådan gik det ikke. Folk kom stadig til koncerterne.

Nu har de dog valgt at stoppe, mens legen er god, og 7. marts indledte de deres afskedsturné, "Hånd i hånd".

Et af højdepunkterne på den tur bliver 19. juni, når de spiller på Plænen i Tivoli til arrangementet "Syng med i Tivoli".

Værten for hyldestkoncerten bliver datteren, Annette Heick.

Birthe Kjær samt duoen Kirsten og Søren skal optræde undervejs.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 07/06/2025 - 22:42

Roadmovie med mytiske væsener modtager pris som årets tegneserie

Free

Dansk-svensk tegneserie om indespærrede væsener er kåret som årets bedste ved prisuddelingen Pingprisen.

Den overnaturlige roadmovie-thriller "Alva i mørket" blev lørdag aften kåret som årets "Bedste danske tegneserie" ved prisuddelingen Pingprisen.

Bag tegneserien står den danske forfatter Aksel Studsgarth og den svenske tegner Daniel Hansen.

"Alva i mørket" handler om overnaturlige og mytologiske væsener, der er holdt indespærret i et laboratorium.

Det driver den kvindelige hovedperson frem at finde frem til, hvad formålet er, og hvem der står bag.

I sin motivation for kåringen lyder det fra juryen, at tegneserien er "stilsikker" og "giver plads til både smukke og enkeltstående tegninger og humor".

Samtidig skabes der et univers, hvor læseren sidder med følelsen af, at "alt kan ske".

Pingprisen hædrer de bedste danske tegneserier og blev oprindeligt uddelt fra 1986 til 1996 og igen fra 2011 til nu.

Den nye Pingpris er stiftet af Dansk Tegneserieråd og tegneseriemagasinet Nummer 9.

Modtagerne af priserne får en statuette af Storm P.-figuren Ping - deraf navnet.

Samlet blev der uddelt syv priser i løbet af prisuddelingen, der blev afholdt i Kulturhuset Islands Brygge i København.

Blandt andet gik prisen som "Årets journalistiske tegner" til Weekendavisens Gitte Skov, mens "Bedste børne/ungdomstegneserie" gik til "Team Vildmark" af Mette Vedsø og Sofie Louise Dam.

Teddy Kristiansen fik "Pingprisens Ærespris", da han ifølge juryen siden begyndelsen af 1990'erne har været blandt de højst profilerede danske tegneseriemagere i udlandet - særligt i Nordamerika.

Han har som den hidtil eneste dansker vundet en Eisner, der ses som branchens pendant til Oscar-uddelingen.

Årets jury bestod af tegneserieeksperter og kulturpersonligheder, heriblandt anmelder Ann Lind Andersen, der i mange år var filmkritiker på Go' Morgen Danmark på TV 2.

/ritzau/

Læs Mere >>

, 08/06/2025 - 10:00

FAKTA: Når du bør lade cyklen stå

Rådet for Sikker Trafik råder til, at du lader cyklen stå, hvis:

* Du har meget dårlig balance og har svært ved at komme af og på cyklen uden at falde.

* Du er svimmel, utilpas eller har så dårligt helbred, at du ikke kan cykle sikkert.

* Du er meget træt.

* Du har mange smerter, så du for eksempel ikke kan bremse effektivt

* Det er is- eller sneglat eller regner meget kraftigt, så du har svært ved at orientere dig.

* Dit syn er blevet så dårligt, at du ikke kan følge med i trafikken

Kilde: Rådet for Sikker Trafik.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 08/06/2025 - 10:00

Forebyg fatale fald på cyklen som senior

Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix

Hold cykelformen ved lige ved at træne balancen, og tænk strategisk, når du pakker den tohjulede, så du minimerer risikoen for at vælte omkuld.

En tur i asfalten går hårdere ud over din krop, hvis du er plus 65 år. Derfor er det en god idé at gøre en indsats for at forebygge styrt på cyklen.

Det siger Lars Binderup, der er overlæge hos Ulykkes Analyse Gruppen på Odense Universitetshospital og formand for GF Fondens Trafikkomité.

- Vi ved, at ældre kommer nemmere til skade. Deres muskler og knogler er ikke lige så stærke som hos yngre personer. Ældre klarer sig også dårligere efter et brækket ben eller et brækket håndled. Så der er mange gode grunde til at passe på, siger han.

Rådet for Sikker Trafik sætter sammen med GF Fonden fokus på problematikken i en ny kampagne.

I den forbindelse har man fået lavet en spørgeundersøgelse. Her svarer 88 procent af cyklisterne over 65 år, at de cykler med tunge ting som bagage og indkøb, og 23 procent siger, at de har svært ved at holde balancen, mens de gør det.

Øverst på listen over gode råd er derfor, at du undgår at fylde din cykelkurv til randen, men i stedet lægger varerne ned i nogle cykeltasker, der kan monteres på siderne af cyklen.

- Sørg for, at balancepunktet er så lavt som muligt, så den ekstra vægt ikke forstyrrer, når du cykler. Så er risikoen for at mindske balancen mindre, siger Jakob Bøving Arendt, der er direktør for Rådet for Sikker Trafik.

Et andet fif går på at anskaffe dig en cykel med lav indstigning, så fødderne hurtigere når jorden, hvis du skal foretage et drastisk stop.

Har du en elcykel, er det vigtigt, at du ikke fyrer alt for meget op for farten.

- Det er godt at tænke over, hvor hurtigt du kører - netop fordi din reaktionsevne bliver langsommere, når du bliver ældre, lyder det fra Jakob Bøving Arendt.

Han peger derudover på, at elcykler har en hjælpefunktion, som gør det muligt for cyklen at køre, uden du rører pedalerne. Her kan du nemt komme galt af sted, hvis du aktiverer den på tidspunkter, hvor det ikke var meningen.

- Vi ved, at der er mange, der falder, fordi de kommer til at aktivere den her speeder, siger han.

At cykle er en sund aktivitet, der styrker din balance. Men det kan også være godt at holde balancen ved lige med deciderede balanceøvelser. Det mest effektive er at indarbejde dem i hverdagen, fortæller Katrine Storm Piper, der er fysioterapeut med speciale i ældre.

- Det kan være at række ud efter noget nede på gulvet, vende sig til siderne, kigge over skulderen eller dreje hele vejen rundt om sig selv. Det kan også være at træde op på eller hen over noget eller gå i slalom, siger hun og anbefaler, at du også kaster dig ud i noget svimmelhedstræning, da det ligeledes gavner din balanceevne.

Her handler det om at bevæge dig, så du bliver svimmel. Det kan være ved at vende dig hurtigt eller bukke dig ned, dreje hovedet fra side til side og op og ned. Når du laver disse øvelser, er der en risiko for, at du falder, og derfor anbefaler Katrine Storm Piper, at du laver dem, mens nogle andre er til stede.

Ud over fokus på balancen er styrketræning en god måde at ruste kroppen til fortsat at kunne suse ubesværet rundt på to hjul.

- Når du cykler, har du behov for en vis muskelstyrke - både for at kunne træde pedalerne rundt, men du bruger også muskler til at holde balancen, understreger Katrine Storm Piper.

I den mere lavpraktiske ende påvirker det i øvrigt din balance, hvilket fodtøj du cykler i. Det er mere sikkert at hjule af sted i et par gummisko end træsko.

Katrine Stom Piper råder dig også til at være opmærksom på synet og hørelsen, da det også kan være en risikofaktor i trafikken.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek