København, 23/06/2025 - 16:33
Brøndby-træner ser nye muligheder efter salg af profiler
Frederik Birk mener ikke nødvendigvis, at Jacob Rasmussen og Yuito Suzuki skal afløses med spillere udefra.
Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Brøndby IF har denne sommer sagt farvel til markante profiler i anfører Jacob Rasmussen og Yuito Suzuki. Det ligger også i kortene, at den målfarlige angriber Mathias Kvistgaarden skal videre i dette sommervindue.
Det kan dermed ligne et svært efterår, Brøndby går i møde.
Cheftræneren i Brøndby, Frederik Birk, ser alligevel optimistisk på den kommende tid.
- Man kan vælge at bekymre sig, når profiler går ud. Det kan også være, at man skal angribe processen med et åbent sind.
- Det er et "window of opportunity" for nogle spillere, men det er det også for træneren, siger Birk.
De to profiler skal dermed ikke nødvendigvis erstattes udefra.
- Suzuki og Jacob er på sine egne måder særegne. Vi må se, hvor vi kommer hen i erstatningen af dem. Der ligger nogle gode muligheder internt.
- Der er nok nogle spillere, der har stået lidt for meget i skyggen og siddet lidt for meget på bænken, i forhold til hvad deres niveau berettiger dem til, siger han.
Specielt forsvarsspilleren Jacob Rasmussen efterlader et stort hul, da han var anfører i Brøndby, og samtidig hænger venstrebenede midtstoppere ikke ligefrem på træerne.
- Det er klart, at vi får svært ved at erstatte Jacobs spidskompetencer, fordi der var han virkelig god. Specielt til det opbyggende spil nede bagfra.
- Det bliver svært at lave en direkte erstatning på Jacob, men det kan være, man kan prøve at søge efter en type, der kan nogle andre ting og spille stopperpositionen anderledes end Jacob.
- Vi kigger lidt efter en venstrebenet stopper, men de er ikke altid så nemme at finde, siger Birk.
Brøndby har denne sommer hentet forsvarsspilleren Mats Köhlert, der er erhvervet i hollandske Heerenveen. Mandag morgen tilføjede Brøndby endnu en spiller til truppen i skikkelse af angriberen Kotaro Uchino, som kommer til fra University of Tsukuba i Japan.
Fodbolddirektøren i Brøndby, Benjamin Schmedes, bekræftede til sæsonens første mediedag i Brøndby, at klubben er interesseret i angriberen Sho Fukuda fra Shonan Bellmare i Japan. Schmedes ville dog ikke komme nærmere ind på, hvor tæt man er på at hente endnu en japaner til Vestegnen.
Der er stadig over en måned tilbage af sommerens transfervindue.
- Vi arbejder selvfølgelig i kulisserne - scouts og Benjamin (Schmedes, red.) - ved at kigge på, om der måtte være noget eksternt på markedet, der kunne være interessant, lyder det fra Frederik Birk.
- Men der er også et "window of opportunity" hos nogle spillere, der skal steppe ind og fylde hullet ud.
/ritzau/