Islamabad, 03/05/2025 - 11:31
Pakistan tester missil under anspændt situation med Indien
Efter angreb i Kashmir er beskyldninger fløjet frem og tilbage mellem Pakistan og Indien. Nu testes missil.
Narinder Nanu/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/AFP
Pakistan har lørdag testet et jord-til-jord missil, meddeler landets militær under en fortsat anspændt situation med Indien.
- Pakistan har i dag har udført en succesfuld træningsaffyring af Abdali-våbensystemet med en rækkevidde på 450 kilometer, står der i en meddelelse fra militæret.
- Affyringen havde til formål at sikre soldaternes operationelle parathed og bekræfte afgørende tekniske forhold, herunder missilets avancerede navigationssystem.
Fredag stod den pakistanske hærchef, Syed Asim Munir, i spidsen for et møde med topgeneraler om situationen med Indien.
Munir "understregede den afgørende vigtighed af øget agtpågivenhed og proaktiv parathed på alle fronter", oplyste militæret.
Tidligere i april blev 26 personer dræbt af skud i turistområdet Pahalgam i Kashmir i det nordlige Indien.
Siden angrebet har Pakistan og Indien foretaget gensidige udvisninger og lukket grænseovergange.
Indien beskylder Pakistan for at have støttet angrebet.
Premierminister Narendra Modi har sagt, at det indiske militær har "fuld operationel frihed" til at komme med et modsvar. Modi har ligeledes sagt, at han vil jagte personerne bag angrebet til "verdens ende".
Pakistan har afvist at have haft noget at gøre med angrebet, hvor det hovedsageligt var indiske turister, der blev dræbt.
Tidligere denne uge advarede Pakistan om et nært forestående luftangreb fra Indien.
Pakistan har gjort det klart, at landet er klar til at komme med et modsvar, hvis der skulle komme et angreb fra Indien.
Kashmir, som er den eneste region i Indien med muslimsk flertal, har i årtier været centrum for splid mellem det muslimske Pakistan og det overvejende hinduistiske Indien.
Der har været skududvekslinger ved de facto-grænsen ni nætter i træk ifølge indiske forsvarskilder.
/ritzau/AFP