Bruxelles, 22/06/2025 - 10:38
EU's udenrigsministre skal mandag diskutere USA's angreb i Iran
Efter USA's angreb på iranske atomanlæg vil EU's udenrigschef have parter tilbage til forhandlingsbordet.
Frederick Florin/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
EU's udenrigsministre vil mandag mødes og diskutere USA's angreb på iranske atomanlæg.
Det skriver EU's udenrigschef, Kaja Kallas, i et opslag på det sociale medie X.
- Jeg opfordrer alle parter til at træde tilbage, vende tilbage til forhandlingsbordet og forhindre yderligere eskalering, skriver hun.
USA har natten til søndag angrebet tre atomanlæg i Iran. Formålet var at forhindre landets udvikling af atomvåben.
- Iran må ikke få lov til at udvikle atomvåben, da det ville være en trussel mod international sikkerhed, skriver Kallas.
EU's præsident, Antonio Costa, skriver på X, at EU vil fortsætte med at forhandle med parterne for at finde en fredelig løsning på situationen i Mellemøsten.
- Jeg er dybt bekymret over nyhederne fra Mellemøsten. Jeg opfordrer alle til at beherske sig og respektere folkeretten og atomsikkerhed, skriver Costa.
- Diplomati forbliver den eneste vej til fred og sikkerhed i Mellemøsten. For mange civile vil igen være ofre for en yderligere eskalering, tilføjer han.
Storbritanniens premierminister, Keir Starmer, vil også have parterne tilbage til forhandlingsbordet efter angrebene.
- Irans atomprogram er en alvorlig trussel mod international sikkerhed. Iran må aldrig få lov til at udvikle atomvåben, og USA har taget handling for at dulme den trussel, skriver Starmer på X.
- Situationen i Mellemøsten forbliver usikker, og stabilitet i området er en prioritet. Vi opfordrer Iran til at vende tilbage til forhandlingsbordet og nå frem til en diplomatisk løsning for at slutte krisen.
Ifølge Reuters siger den britiske handelsminister, Jonathan Reynolds, at Storbritannien var informeret om angrebet, før det skete, men ikke var involveret.
Ifølge ministeren vil Starmer bruge morgenen på at snakke med allierede.
USA angreb natten til søndag tre iranske atomanlæg Fordow, Natanz og Isfahan.
Den amerikanske præsident, Donald Trump, har efterfølgende sagt, at angrebene var succesfulde.
Ifølge ham er Irans atomanlæg "fuldstændigt ødelagte", imens en iransk politiker siger, at der kun er sket mindre skader.
Det er første gang, at USA involverer sig direkte i konflikten, efter at Israel natten til fredag i sidste uge angreb flere militære mål i Iran - ifølge Israel for at hindre Iran i at blive en atommagt.
Siden har Israel og Iran gentagne gange angrebet hinanden.
/ritzau/