Kolding, 19/08/2025 - 11:12
Russer erkender sprængstof men nægter trussel mod lufthavn
38-årig russisk mand erkender at have fremstillet sprængstoffet TATP og sprængt hæveautomat ved Legoland.
Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
En 38-årig russisk mand erkender at have fremstillet sprængstoffet TATP og foretaget to sprængninger ved en hæveautomat foran Legoland.
Han erkender også at have indleveret en rygsæk med sprængstof ved politiekspeditionen i Billund Lufthavn.
Men der var ikke tale om i alt tre kilo sprængstof, som anklagemyndigheden påstår.
Og det var ikke en trussel, der havde til formål at forstyrre lufthavnsdriften.
Sådan lyder det tirsdag i Retten i Kolding fra den russiske mands forsvarsadvokat, Mads Kjær Jensen.
Den tiltalte har ikke selv haft mulighed for at komme til orde, men forsvarsadvokaten har kort gjorde rede for, hvordan hans klient stiller sig til anklagen.
Det var 20. april sidste år, at passagerer blev evakueret fra Billund Lufthavn og flyvningerne indstillet i ni timer.
Op mod 10.000 rejsende fik forstyrret deres rejseplaner.
Det skete, efter der var blevet indleveret en rygsæk med sprængstof i politiekspeditionen i lufthavnen.
"Bombe, bombe. Sprængstoffer i tasken", skal den tiltalte ifølge anklageskriftet have sagt til politiet.
Han skal også have udtalt: "Jeg arbejder for Rusland. Jeg arbejder for Putin".
Den tiltalte ankom tirsdag til retssal 11 iført håndjern og ledsaget af fire transportbetjente fra Kriminalforsorgen.
Han har mørkt, skulderlangt krøllet hår og tatoveringer på armene.
En dansk-russisk talende tolk sidder ved hans side.
Det er endnu ikke kommet frem, hvordan den tiltalte skal have fremstillet TATP. Men sprængstoffet går under tilnavnet "Satans Mor", fordi det er meget ustabilt.
Specialanklager Bettina Wagner har under sin forelæggelse kaldt sagen for "meget alvorlig, meget usædvanlig og meget atypisk".
Der er ikke kommet nogen detaljer frem om, hvorfor den tiltalte kom til Danmark, og hvad hans formål var med opholdet.
Men anklageren har oplyst, at manden ikke har nogen tilknytning til Danmark.
Der er afsat ni retsdage til sagen, og der forventes at falde dom i midten af september.
/ritzau/