Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Rom, 21/04/2025 - 10:43

Pave Frans er død - blev 88 år

Pave Frans nåede at være det katolske kirkes overhoved gennem 12 år. Han døde mandag morgen.

Andrew Medichini/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Den katolske kirkes overhoved, pave Frans, er død.

Han blev 88 år og døde om morgenen 2. påskedag.

Det oplyser Vatikanet i en videoudtalelse, skriver Reuters.

- I morges klokken 07.35 vendte biskoppen af Rom, Frans, tilbage til sin faders hjem, siger kardinal Kevin Farrell i udtalelsen.

Paven viste sig offentligt så sent som søndag, hvor han gav en påskehilsen til tusindvis af fremmødte på Peterspladsen i Rom.

- Brødre og søstre, glædelig påske, sagde paven fra balkonen.

Det var inden da uvist, om paven, som stadig var ved at komme sig efter alvorlig sygdom, ville vise sig for de fremmødte.

Han var i løbet af fem uger i februar og marts indlagt med en livstruende lungebetændelse, og undervejs var han så tæt på at dø, at lægerne overvejede at stoppe behandlingen.

Søndag mødtes pave Frans desuden med USA's vicepræsident, J.D. Vance, som var på besøg i Vatikanet.

Pave Frans, der havde det borgerlige navn Jorge Mario Bergoglio, blev født i Argentina og var den første sydamerikanske pave.

Han blev valgt som pave 13. marts 2013.

Dengang trådte han ind i en kirke, som var præget af en verserende sag om seksuelle overgreb begået mod børn og af interne magtkampe i Vatikanet, og han lovede med "konkrete tiltag" at bekæmpe overgreb mod børn.

Han havde nultolerance over for overgreb og slog fast, at "ingen præst kan forblive præst, hvis han begår overgreb", skriver CNN.

I en stor del af pave Frans' tid som den katolske kirkes overhoved var han ikke den eneste i Vatikanet, der var klædt i hvidt, sådan som traditionen foreskriver, at de katolske paver er.

Også hans forgænger, Benedikt, var klædt i de karakteristiske hvide klæder, indtil sin død i december 2022.

Pave Frans har udpeget næsten 80 procent af de kardinaler, der vil skulle vælge den næste katolske pave.

/ritzau/

København, 21/07/2025 - 20:39

Theo fra The Cosby Show er død i drukneulykke i Costa Rica

Valerie Macon/Ritzau Scanpix

Malcolm-Jamal Warner er død i en alder af 54 år. Den amerikanske skuespiller druknede i Costa Rica.

Den amerikanske skuespiller Malcolm-Jamal Warner er død i en drukneulykke i Costa Rica. Det fortæller lokalt politi til det amerikanske medie ABC News. Han blev 54 år.

Ifølge politiet druknede Malcolm-Jamal Warner ud for Cocles-stranden, der ligger ved byen Limon på Costa Ricas østkyst. Han blev ifølge politiet fanget af strømmen, og han blev fundet søndag.

Malcolm-Jamal Warner var især kendt for at spille rollen som Theodore Huxtable, også kaldet Theo, i komedieserien The Cosby Show, der kørte fra 1984 til 1992.

Serien, som på dansk hed Cosby & Co., var en kæmpe succes, som i flere år var den mest sete komedieserie.

Her spillede han blandt andre over for Bill Cosby, der havde rollen som faren, Cliff Huxtable, i serien, hvor man fulgte familien Huxtables dagligdag.

I 1986 var Malcolm-Jamal Warner nomineret til en Emmy for sin rolle som Theo Huxtable i kategorien bedste birolle i en komedieserie. Han medvirkede også i adskillige andre tv-serier og i forskellige film.

Ud over at være skuespiller var Malcolm-Jamal Warner også musiker.

I 2015 var han med til at vinde en Grammy i kategorien "Best Traditional R&B performance" for sangen "Jesus Children".

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 21/07/2025 - 20:14

Theo fra The Cosby Show er død i drukneulykke

Valerie Macon/Ritzau Scanpix

Malcolm Jamal-Warner er død i en alder af 54 år. Den amerikanske skuespiller druknede i Costa Rica.

Den amerikanske skuespiller Malcolm Jamal-Warner er død i en drukneulykke i Costa Rica. Det fortæller lokalt politi til det amerikanske medie ABC News. Han blev 54 år.

Malcolm Jamal-Warner var især kendt for at spille rollen som Theodore Huxtable, også kaldet Theo, i komedieserien The Cosby Show, der kørte fra 1984 til 1992.

Her spillede han blandt andre over for Bill Cosby, der havde rollen som faren, Cliff Huxtable, i serien, hvor man fulgte familien Huxtables dagligdag.

I 1986 var Malcolm Jamal-Warner nomineret til en Emmy for sin rolle som Theo Huxtable i kategorien bedste birolle i en komedieserie.

Ifølge politiet druknede Malcolm Jamal-Warner ud for Cocles-stranden, der ligger ved byen Limon på Costa Ricas østkyst. Han blev ifølge politiet fanget af strømmen, og han blev fundet søndag.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 21/07/2025 - 11:00

FAKTA: Husk den gode hygiejne

* Hold råt og tilberedt kød hver for sig, når du griller. Brug eventuelt to fade og to grilltænger. Så undgår du bakterier.

* Husk at vaske hænder. Man kan nemt overføre bakterier til brød og salat, hvis man ikke vasker hænderne grundigt.

* Brug en foliebakke under kødet. Når der drypper fedt fra kødet ned på kullene, frigives der stegemutagener, som kan være kræftfremkaldende.

* Skær brankede skorper af, da de indeholder stoffer, der øger risikoen for at udvikle kræft.

* Noget kød skal gennemsteges - for eksempel hakket kød og fjerkræ, da bakterierne kan sidde i hele kødet.

Kilder: Fødevarestyrelsen og Miljøstyrelsen.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

København, 21/07/2025 - 11:00

Grill grønnere: Tænk på kul og klimabelastning

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Det er miljøet, der betaler prisen, når der tændes op for engangsgrill med oksebøffer i solen. Eksperter opfordrer til klimabevidst grillkultur.

Når maden syder og dufter lifligt fra grillen, smager det næsten allerede af sol og sommer.

Men det er ikke sikkert, at du tænker over, hvad briketter, engangsgrill og kødforbrug betyder for miljøet.

For hvor bæredygtigt er det egentlig at grille?

Du kan godt grille med mere grøn samvittighed, hvis du tænker over følgende råd.

1) Drop engangsgrillen.

Engangsgrillen genererer en hel masse affald efter kort tids brug, så det er spild af ressourcer, siger Mette Ranfelt, der er miljøpolitisk chefrådgiver i Danmarks Naturfredningsforening.

- Det er generelt en god rettesnor, at de ting, der produceres til kun at blive brugt én enkelt gang eller i kort tid, skal man så vidt muligt holde sig fra. Vi skal væk fra brug og smid væk-kulturen, uddyber hun.

Nogle efterlader desværre også engangsgrillen på stranden eller andre steder i naturen.

- Det er både til fare for dyr og mennesker, som blandt andet kan komme til at træde på en engangsgrill, der ikke er ordentligt slukket, siger chefrådgiveren.

2) Kul eller gas?

Det er et spørgsmål, der tit deler vandene i forhold til smag.

Hos Miljøstyrelsen er svaret dog klart:

- Brug en gasgrill frem for kulgrill, da en gasgrill udleder mindre CO2 og samtidig reducerer grillrøgen.

Jurist Christian Hauschildt, der er fuldmægtig i Miljøstyrelsen, henviser til styrelsens hjemmeside og til Forbrugerrådet Tænk, som beskriver, at gasgrillen er mindre klimabelastende.

Hvis man stadig er mest til kul for at bevare den originale grilloplevelse, er Miljøstyrelsens råd at gå efter grillkul, der er FSC-mærket eller PEFC-mærket.

- Så kommer kullene fra en skov, hvor det er sikret, at kullet er produceret af træ, som er dyrket bæredygtigt til gavn for både naturen og lokalsamfundet, lyder det.

3) På grillen.

Som de fleste nok efterhånden ved, er grøntsager bedre for klimaet end kød, lyder det fra miljøpolitisk chefrådgiver Mette Ranfelt.

- Hvis man har mulighed for at grille auberginer, squash eller andre grøntsager som sit hovedmåltid, vil det være rigtig godt, siger hun.

Har du lyst til at supplere med kød, er fisk eller kylling bedre end oksekød.

Ifølge naturfredningsforeningens hjemmeside udleder en rød bøf på 250 gram på grillen 10 kilo CO2, mens en majskolbe udleder cirka 100-200 gram CO2.

4) Skil dig korrekt af med affaldet.

Både under og efter madlavningen er det vigtigt, at du husker at sortere dit affald.

- De fleste kommuner henviser afkølede brugte grillkul til restaffald eller aflevering på genbrugspladsen, siger Christian Hauschildt fra Miljøstyrelsen.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek