København, 25/06/2025 - 23:38
Svar fra WHO udfordrer regeringens argument om patienter fra Gaza
Ifølge den danske regering udgør patienter fra Gaza en sikkerhedsrisiko. WHO mener, de er sikkerhedsgodkendt.
Ohad Zwigenberg/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Verdenssundhedsorganisationen, WHO, har anmodet EU-lande, heriblandt Danmark, om at evakuere og tage imod patienter fra Gaza, der er for syge eller sårede til, at hjælpen på hospitaler i Gaza rækker.
Regeringen har sagt, at det "indebære en sikkerhedsmæssig risiko for Danmark".
Nu lyder det i et svar til avisen Politiken, at kun patienter og ledsagere, der er sikkerhedsgodkendt af en instans under det israelske forsvarsministerium, kan forlade Gaza.
Svaret kommer, efter at avisen har spurgt om sikkerhedsrisikoen ved at modtage medicinsk evakuerede patienter fra Gazastriben.
- Det er en del af den strenge procedure, at kun patienter og ledsagere, som er blevet clearet via COGAT (Coordinator of Government Activities in the Territories), en instans under Israels forsvarsministerium, har tilladelse til at blive evakueret fra Gaza, skriver WHO.
I december sagde sundhedsminister Sophie Løhde (V) i Folketingssalen ifølge Information, at "PET har vurderet, at medicinsk evakuering fra Gaza også vil kunne indebære en sikkerhedsmæssig risiko for Danmark".
Dette udsagn er af flere oppositionspolitikere blevet kritiseret.
Til Politiken siger Enhedslistens sundhedsordfører, Peder Hvelplund, at svarene fra WHO "fuldstændigt gennemhuller" regeringens argumenter.
Tidligere har også Lægeforeningen ifølge DR bakket op om WHO's anmodning om, at europæiske lande tager imod syge og sårede fra Gaza.
Politiken skriver, at Norge det seneste år har taget imod 20 patienter fra Gaza og i maj sagde ja til at modtage yderligere 15 patienter i år.
Den danske udenrigsminister, Lars Løkke Rasmussen (M), har tidligere sagt, at han mener, at "den rigtige måde at støtte på er ved at støtte i Gaza og i øvrigt også i nærområderne".
I alt 15 lande i Europa har indtil videre taget imod medicinsk evakuerede patienter fra Gaza, oplyser WHO til Politiken.
/ritzau/