Ottawa, 18/04/2025 - 07:53
Dansk NHL-keeper holder åbent hus i grundspilsafslutning
Frederik Andersen indkasserede syv mål i grundspillet sidste kamp. Han har lukket 21 mål ind i fire kampe.
Marc Desrosiers/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Den danske ishockeymålmand Frederik Andersen har fået en kedelig indgang til slutspillet i verdens stærkeste ishockeyliga, NHL.
Natten til fredag dansk tid indkasserede midtjyden hele syv mål, da Carolina Hurricanes tabte 5-7 ude til Ottawa Senators. Redningsprocenten på 78,1 var hans næstlaveste i hele sæsonen.
Selv om nederlaget ikke flytter noget i stillingen, hvor Andersens hold for længst har sikret sig en slutspilsplads, understreger de mange indkasserede mål en uheldig tendens.
Andersen er langtfra sikkert førstevalg på holdet, for han spiller kun hver anden kamp, mens russeren Pyotr Kochetkov står de øvrige kampe.
I Andersens seneste fire kampe på mål har Carolina sammenlagt indkasseret hele 21 mål, mens holdet har lukket 15 mål ind i de seneste fire kampe med 25-årige Kochetkov på kassen.
Vælger holdets cheftræner en fast keeper i slutspillet, der begynder i weekenden, skal Andersen håbe på, at hans erfaring og tidligere toppræstationer gør, at valget falder på ham.
Lars Eller var også på isen natten til fredag på grundspillets sidste dag. Sammen med holdkammeraterne i Washington Capitals tabte han 2-5 ude til Pittsburgh Penguins.
Sådan er det gået for NHL-danskerne i det 82 kampe lange grundspil:
* Frederik Andersen, Carolina Hurricanes, 22 kampe, 1 rent bur, slutspilsklar.
* Lars Eller, Washington Capitals, 80 kampe, 10 mål, 12 assister, slutspilsklar.
* Oliver Bjorkstrand, Tampa Bay Lightning (undervejs også Seattle Kraken), 79 kampe, 21 mål, 25 assister, slutspilsklar. Aktuelt skadet.
* Nikolaj Ehlers, Winnipeg Jets, 69 kampe, 24 mål, 39 assister, slutspilsklar. Aktuelt skadet.
* Jonas Røndbjerg, Vegas Golden Knights, 13 kampe, 0 mål, 0 assister, slutspilsklar.
* Mads Søgaard, Ottawa Senators, 2 kampe, 0 rent bur. Slutspilsklar.
Kilde: NHL.
/ritzau/