Washington D.C., 02/05/2025 - 15:51
Beskæftigelsen i USA slår økonomernes forventninger i april
Trods flere arbejdspladser i april forventer økonomer afdæmpning i beskæftigelsen i de kommende måneder.
Brendan Smialowski/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Antallet af arbejdspladser uden for landbruget i USA steg med 177.000 i april.
Det viser tal fra den amerikanske regering.
Dermed er tallene på beskæftigelsen bedre end forventet. Blandt økonomer var der nemlig forudset en stigning på 138.000 personer ifølge et estimat indsamlet af Bloomberg News, skriver MarketWire.
Men mens jobmarkedet viser lidt mere positive tendenser end ventet i april, er fremgangen i marts ændret fra 228.000 til 185.000 job.
Frederik Engholm, som er chefstrateg hos Nykredit, fortæller, at han forventer en mere markant afdæmpning i beskæftigelsen i USA de kommende måneder.
- Det skyldes ikke kun de toldforhøjelser, som allerede er meldt ud, men i mindst ligeså høj grad usikkerheden om hvordan hele handelspolitikken ender med at se ud, skriver han i en kommentar.
Den usikkerhed, som virksomhederne står overfor, kan ifølge Engholm ikke undgå at påvirke deres lyst til at ansætte nyt personale.
Samme toner lyder fra Jeppe Juul Borre, der er cheføkonom i Arbejdernes Landsbank.
Han åbner ligeledes for, at jobskabelsen kan blive markant lavere og siger, at de kommende måneder kan blive "helt og aldeles afgørende".
- Meget afhænger af den videre udvikling i toldkrigen og potentielle handelsaftaler i den her toldaffære, skriver han i en kommentar.
- Om en række måneder ser det økonomiske verdensbillede næppe helt ud som i dag.
Hos Nykredit ser man en "pæn sandsynlighed" for, at den månedlige jobvækst kravler ned under 50.000 omkring sommer, hvis ikke signalerne fra Trump-administrationen ændrer sig.
Jeppe Juul Borre kalder det "ikke usandsynligt", at jobskabelsen kan komme til at tendere fald.
Antallet af nye arbejdspladser uden for landbruget i USA kaldes også for kongetallet.
Tallet får stor opmærksomhed blandt økonomer og anses som en strømpil for verdensøkonomien, da USA er verdens største økonomi.
/ritzau/