Viborg, 02/09/2025 - 11:19
Landsret hæver GDPR-bøde til Ilva til 1,5 millioner
Datatilsynet havde indstillet Ilva til bøde på 1,5 millioner kroner for datasjusk, og det følger landsretten.
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Det koster møbelkæden Ilva en millionbøde, at firmaet opbevarede data om sine kunder i strid med databeskyttelsesreglerne - også kaldet GDPR-reglerne.
Tirsdag har Vestre Landsret hævet bøden til Ilva fra 100.000 kroner til 1,5 millioner kroner, oplyser landsretten.
Med den nye bøde har landsretten fulgt Datatilsynet og anklagemyndigheden, som havde indstillet firmaet til netop en bøde på 1,5 millioner kroner.
Specialanklager Bjørn Larsen fra Statsadvokaten i Viborg er tilfreds med dommen.
- Staten skal kunne have tiltro til, at de virksomheder, som opbevarer persondata, behandler dem i overensstemmelse med de regler, der er. Det er alvorligt ikke at følge de regler.
- Derfor er jeg tilfreds med, at der fastsættes høje bøder i denne type sager, siger anklageren.
Han fortæller, at landsretten har afgjort, at bøden skulle fastsættes ud fra omsætningen i Jysk-koncernen, som Ilva er en del af.
Da sagen i 2021 blev afgjort af Retten i Aarhus, mente byretten kun, at der skulle tages udgangspunkt i Ilvas egen omsætning, hvorfor den dengang landede på 100.000 kroner.
Men siden har sagen været en tur forbi EU-domstolen, som skulle afklare, hvordan begrebet "en virksomhed" skulle tolkes - og altså give et praj om, hvorvidt man skulle tage udgangspunkt i hele koncernen eller ej.
Afgørelsen gik anklagemyndighedens vej, og anklageren fastholdt derfor i landsretten sin påstand om, at bøden skulle lande på 1,5 millioner kroner.
- Når et selskab er en del af en koncern, skal man holde øje med koncernens omsætning, når man udmåler bøden og ikke kun det enkelte selskabs omsætning. Det er det, som EU-domstolen har slået fast, siger Bjørn Larsen.
Ilva er i sagen kendt skyldig i gennem flere år at have opbevaret oplysninger om 350.000 kunders navne, adresser, telefonnumre, e-mails og købshistorik for længe.
Landsretten vurderer - modsat byretten - at møbelkæden handlede forsætligt. Det har også betydning for bødestørrelsen.
- Landsretten siger, at der er ledende medarbejdere ved Ilva, som var bekendte med, at de opbevarede de her oplysninger, og at de opbevarede dem for længe, siger Bjørn Larsen.
Sagen opstod, efter at skærpede regler om opbevaring af personlige data trådte i kraft i foråret 2018 som følge af den såkaldt GDPR-ordning.
Det er en EU-lov, der har skærpet kravene til beskyttelse af persondata.
Det var Datatilsynet, der politianmeldte Ilva efter et besøg hos møbelkæden, der har hovedkvarter i Sabro ved Aarhus.
Kundekartoteket blev efterfølgende slettet.
Flere andre selskaber har ligeledes fået bøder for brud på GDPR-reglerne.
Blandt andet har hotelkæden Arp-Hansen Hotel Group tidligere fået en bøde på en million kroner. Også taxaselskabet 4X35 har fået en bøde. Den landede på 250.000 kroner.
/ritzau/