København, 08/05/2025 - 16:40
Udenrigsministeriet har afholdt samtale med USA om Grønland
Departementschef Jeppe Tranholm-Mikkelsen har haft amerikansk repræsentant til samtale om mulig spionage.
Philip Davali/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Udenrigsministeriet oplyser, at den amerikanske chargé d’affaires, Jennifer Hall Godfrey, torsdag eftermiddag har været indkaldt til samtale i Udenrigsministeriet.
Samtalen blev gennemført med Udenrigsministeriets departementschef, Jeppe Tranholm-Mikkelsen.
En repræsentant for Grønlands regering, Naalakkersuisut, deltog også.
- Omdrejningspunktet for samtalen var historien i Wall Street Journal ”U.S. Orders Intelligence Agencies to Step Up Spying on Greenland”, meddeler Udenrigsministeriet i en skriftlig kommentar.
Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) meddelte onsdag, at han ville indkalde den fungerende amerikanske ambassadør til en samtale i Udenrigsministeriet om mulig spionage mod Grønland.
Udmeldingen kom, efter at den amerikanske avis Wall Street Journal onsdag skrev, at USA vil øge spionagen mod Grønland.
Oplysningerne stammer ifølge Wall Street Journal fra to kilder med kendskab til sagen.
- Det bekymrer mig meget, for vi spionerer ikke mellem venner.
- Jeg kan ikke vide, om det er rigtigt, fordi det står i en avis. Men det virker ikke til at blive særlig stærkt afvist af dem, der udtaler sig. Det bekymrer mig, sagde Lars Løkke Rasmussen onsdag.
Derfor får sagen nu et diplomatisk efterspil. Danmark vil ved at indkalde den amerikanske repræsentant forsøge at få opklaret, om oplysningerne er rigtige og gøre det tydeligt for amerikanerne, at Danmark ikke ser mildt på mulig spionage fra et land, man ellers ser som en tæt allieret.
- Det er meget bekymrende, hvis man har den tilgang, at man nu skal indhente efterretninger i Danmark og i Grønland øjensynligt med det formål at se, om der er kiler, der kan drives ind.
- Det er ikke det samarbejde, vi skal have, så det er noget, jeg ser på med ret stor alvor, sagde Lars Løkke Ramussen onsdag.
USA's præsident, Donald Trump, har gennem fire en halv måned gjort kur til Grønland, som han ønsker at gøre amerikansk.
Præsidenten har både været på diplomatiske frierfødder, men han har også gjort brug af hårdere metoder. Blandt andet ved ikke at afvise at bruge militær tvang for at få Grønland på amerikanske hænder.
Både Grønland og Danmark har blankt afvist Donald Trumps ønske om at få Grønland.
I henhold til en forsvarsaftale mellem Danmark og USA fra 1951 har amerikanerne meget vid adgang til Grønland og kan frit øge sin militære tilstedeværelse.
Grønland tilsluttede sig aftalen i 2004, da den blev opdateret.
/ritzau/