Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Kananaskis, Canada, 16/06/2025 - 18:12

Trump: Iran vinder ikke denne krig

Iranerne vil have samtaler med Israel om nedtrapning, og de bør gøre det, "før det er for sent", siger Trump.

Af: /ritzau/Reuters

Iran ønsker at tale om at nedtrappe den voldsomme konflikt med Israel, og de bør gøre det med det samme, "før det er for sent", siger USA's præsident, Donald Trump, mandag.

- Jeg vil sige, at Iran ikke vinder denne krig, siger Trump.

- De bør tale sammen omgående, før det er for sent, siger Trump, der er i Canada til G7-topmøde.

Samtidig siger en amerikansk embedsmand, at Trump ikke har tænkt sig at underskrive en udtalelse fra G7 om konflikten mellem Iran og Israel.

Det skriver Reuters.

Et udkast er blevet lagt frem. Embedsmænd siger til den amerikanske tv-station CBS News, at udkastet til erklæringen nævner overvågning af Iran og opfordrer begge parter til at beskytte civile.

En amerikansk embedsmand oplyser til CBS News, at Trump fortsat vil arbejde for at sikre, at Iran ikke kan opnå atomvåben.

G7-topmødet finder sted på et tidspunkt med store spændinger, hvor Iran og Israel angriber hinanden med missiler for fjerde dag i træk.

Iran har begrundet den omfattende offensiv mod Iran med, at det iranske regime aldrig må få mulighed for at fremstille atomvåben.

G7-topmødet finder sted i Kananaskis, der ligger uden for Calgary i Canada.

Det første punkt på Trumps program mandag er et bilateralt møde med den canadiske premierminister, Mark Carney.

De to mødte hinanden for første gang i maj i Det Hvide Hus."

- Vi har opbygget et rigtig godt forhold, og vi skal tale om handel og mange andre emner, siger Trump ifølge CBS News til Carney.

/ritzau/

København, 28/08/2025 - 12:21

Grev Nikolai fylder 26: Fremtiden ligger åben med kæresten

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Selv om grev Nikolai drømmer om at udforske meget mere af Australien, forbliver Danmark hans base. 28. august fylder den royale model 26 år.

Prins Joachims ældste søn, grev Nikolai, har taget endnu en tur rundt om solen og været omme på den anden side af jorden undervejs, når han 28. august kan fejre sin 26-års fødselsdag.

Fødselsdagen bliver også fejret i udlandet, oplyser hans agentur, Social Works, i en e-mail til Ritzau.

Grev Nikolai befinder sig i Italien sammen med sin kæreste, Benedikte Thoustrup, hvor de deltager i Filmfestivalen i Venedig.

Grev Nikolai har også et særligt forhold til Australien, efter at han læste et semester i Sydney under sin uddannelse i Economics and Business Administration fra Copenhagen Business School, hvorfra han fik sin kandidatgrad sidste sommer.

Siden har han rejst "Down Under" flere gange for at dyrke den australske livsstil sammen med Benedikte Thoustrup, som han har kendt siden gymnasiet på Herlufsholm, hvor første date gik med at dele en sodavand på en tankstation i Næstved.

I maj bekræftede Social Works, at grev Nikolai havde fået et job, der var relevant i forhold til hans uddannelse, i Australien.

Grev Nikolai fortalte i et stort fællesinterview med Benedikte Thoustrup i modemagasinet Elle fra juni i år, at han også drømmer om at opholde sig i længere tid i Hongkong, hvor hans mor, grevinde Alexandra, er født.

- Men det er også vigtigt for mig at understrege, at Danmark altid er vores base. Det er fra det udgangspunkt, at vi rejser ud i verden, sagde grev Nikolai i Elle-interviewet.

Parret tilføjede til modemagasinet, at de er åbne for fremtiden.

- Vi prøver at tage det, som det kommer, og gribe de muligheder, der dukker op undervejs. Og så må vi se, hvor det fører os hen, sagde grev Nikolai til Elle.

Grev Nikolai har siden 2023 været i stald hos marketingbureauet Social Works.

Grev Nikolai fik frit lejde til at promovere virksomheder og produkter, efter at han og hans tre søskende, grev Felix, grev Henrik og komtesse Athena, fik frataget deres titler som henholdsvis prinser og prinsesse af deres farmor, dronning Margrethe, for at tilpasse kongehuset, som det lød.

Ifølge begrundelsen skal de fire børnebørn i langt højere grad kunne forme deres egen tilværelse uden at være begrænset af de hensyn og forpligtelser, et formelt tilhørsforhold til kongehuset som institution indebærer.

Grev Nikolai begyndte at tage sine første skridt mod sin egen formbare fremtid i 2018, da han overraskede på catwalken for det britiske brand Burberry.

Han har også haft job for eksklusive mærker som Dior og Cartier. Og så har han været på forsiden af både den skandinaviske og den ukrainske udgave af modemagasinet Vogue.

Selv om grev Nikolai ikke længere er prins til Danmark, indgår han stadig i arvefølgen og er således den sjette i rækken.

Hans onkel, kong Frederik, tildelte ham og hans lillebror, grev Felix, Storkorset af Dannebrogordenen tidligere på året.

Dannebrogordenen tildeles ifølge kongehuset for "fortjenstfuld civil eller militær embedsgerning, for særlig indsats inden for kunst, videnskab og erhvervsliv eller for virke for danske interesser".

Det danske kongehus har markeret grev Nikolais fødselsdag på Instagram ved at dele en hilsen og et billede af fødselaren.

/ritzau/

Læs Mere >>

Glostrup, 28/08/2025 - 11:43

Badehotellet-stjerne skal opereres hurtigt: Pludselig så jeg en skygge

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Skuespilleren og Vild med dans-vinderen Simon Stenspil er ramt af nethindeløsning. Hvis det ikke behandles i tide, vil tilstanden oftest føre til blindhed.

Da skuespiller Simon Stenspil vågnede onsdag, havde han en skygge på det ene øje.

Det forværredes i løbet af dagen, og han kom akut ind til øjenspecialisterne på Glostrup Hospital.

Diagnosen var tydelig: nethindeløsning.

En tilstand, som skal opereres hurtigt.

Det oplyser Simon Stenspil i et længere opslag på det sociale medie Instagram.

- I går tog livet lige en uventet drejning, skriver den 42-årige skuespiller og fortæller, hvordan skyggen blev større og større i løbet af dagen.

- Det var ligesom at se et gardin glide ned foran øjet - en ret syret oplevelse, hvor synet bare forsvinder lidt efter lidt.

Ifølge Patienthåndbogen har nethinden - med øjets lysfølsomme sanseceller - løsnet sig fra sit underlag.

Den hyppigste årsag til nethindeløsning er glaslegemesammenfald. Med alderen bliver glaslegemet, som er en slags gelé, mere flydende og kan trække i nethinden, så der opstår et hul. Gennem dette hul kan væske trænge ind og løsne nethinden.

Risikoen stiger med alderen, stærk nærsynethed og arvelige faktorer. Hos yngre skyldes det ofte øjenskader eller medfødte tilstande.

Hvis nethindeløsningen ikke behandles i tide, vil tilstanden oftest føre til blindhed. Ved operation lykkes det i op til 90 procent af tilfældene at få nethinden til at lægge sig på plads.

- Selv om det er crazy og desværre går ud over en kæmpe produktion, jeg skulle have filmet de næste 14 dage, så tager jeg det med oprejst pande, skriver Simon Stenspil i opslaget og fortsætter:

- Nogle gange kan vi ikke planlægge det hele, og heldigvis, hvis alt går galt, så har jeg jo et ekstra øje at se med.

Simon Stenspil, der privat er forlovet med kollegaen Anna Stokholm, som han har to børn med, er kendt fra TV 2-serien "Badehotellet" og julekalenderen "Tinka og kongespillet".

Han vandt den 15. sæson af "Vild med dans" i 2018 med danseren Asta Björk.

/ritzau/

Læs Mere >>

, 28/08/2025 - 12:29

FAKTA: Juli var ekstremt våd

* Juli i år var den tiende vådeste juli nogensinde målt i Danmark.

* På landsplan faldt der 112,9 millimeter regn. Det er dermed kun 0,2 millimeter fra niendepladsen i 2011. Den vådeste sommer var i 2023.

* For første gang siden Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) startede med at varsle i januar 2000, udsendte DMI i slutningen af måneden en kategori 3 varsel for kraftig regn.

* Det skyldtes prognoser, der meldte om over 80 millimeter regn hen over et døgns tid flere steder centralt i landet.

* I alt blev der registreret 24 skybrud i løbet af den 21. og 22. juli. Ifølge DMI har der uden tvivl været flere skybrud, som bare ikke har ramt DMI's målernetværk.

* For at der er tale om skybrud, skal der falde mere end 15 millimeter regn på 30 minutter.

Kilde: DMI.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 28/08/2025 - 12:29

Skybrud på vej: Pas på ledninger og elektronik

Claus Fisker/Ritzau Scanpix

Det er sæson for skybrud, og derfor er det en god idé at sikre, at der ikke ligger forlængerledninger på gulvet.

Strøm og vand er en dårlig kombination. Derfor er det en god idé at have fokus på husets tekniske installationer, når det pludselig pisker ned.

Sådan lyder det fra Birger Christiansen, som er teknisk konsulent hos erhvervsorganisationen Tekniq.

Her får du hans bud på, hvad du kan gøre - både for at imødekomme de store vandmasser og sætte ind, hvis skaden sker.

1) Få styr på ledningerne.

Overordnet er det en god idé ikke at have forlængerledninger liggende på gulvet.

Vand leder nemlig elektricitet, og kommer det i kontakt med en forlængerledning, kan det føre til kortslutning.

- Så hvis man har forlængerledninger liggende på gulvet, vil det altid være en god idé at hænge dem op på væggen, siger Birger Christiansen.

Har du elektriske apparater stående udenfor, er det også en god idé at være opmærksom på dem, påpeger han.

- Det kan være kritisk, hvis batterier bliver våde, så rådet må være at få batteriet af og sikre, at maskinen er tørret igennem, inden batteriet sættes i igen.

2) Lokalisér strømproblemet.

Skulle der komme vand ind i en ledning, vil HPFI-relæet, der fungerer som en form for nødbremse, slå al strømmen fra.

Her er det god kutyme at slå alle sikringsgrupper fra, før du slår relæet til igen, siger konsulenten.

- Man skal have en analytisk tilgang til installation, hvor man lokaliserer fejlen.

- Her tænder man sikringsgrupperne en ad gangen. Og er der et problem et sted, slår den sikringsgruppe fra igen, så snart man forsøger at tænde den.

Er det for eksempel en fryser i kælderen, den er gal med, kan du - i stedet for at forsøge at tænde den igen via sikringen - sætte fryseren til en forlængerledning fra en anden sikringsgruppe, hvis fryseren fortsat skal være tændt.

Du kan også skifte sikringen, men Birger Christiansen understreger, at det her er en god idé at hive fat i en fagmand, hvis du ikke er særlig erfaren i at arbejde med elinstallationer. Ellers risikerer du at gøre mere skade end gavn.

3) Sørg for, at vandet kan komme væk.

I det hele taget er det vigtigt at sikre sig, at afløbene både ude og inde er klar til at modtage de store mængder vand.

Her er det givet godt ud at skylle afløb godt igennem ved at trække et par gange ekstra i toilettet og hælde en spand vand i det udendørs afløb.

- Det hjælper til at fjerne det skidt, der kunne hindre vandet i at løbe videre, siger Birger Christiansen.

Omkring afløb udendørs bør du også fjerne blade, grene og andet skidt, der kan komme i vejen for vandet.

Har du ejendele stående på kældergulvet, som kan tage skade af at blive våde, kan du med fordel få løftet dem op og for eksempel stille dem på en hylde.

4) Hold nallerne fra kloakvandet.

Kommer der kraftige regnskyl, kan kloakvand være trængt op gennem afløbet.

Da kloakvand kan indeholde sygdomsfremkaldende bakterier, skal du undgå at komme i berøring med det.

Derfor skal du iklæde dig fodtøj og udstyr, der kan beskytte dig, råder Birger Christiansen.

- Når vandet er væk, kan man se, om man selv kan rengøre rummet, hvor der er kloakvand, eller om man skal have hjælp fra en professionel, siger han.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek

Privatliv