København, 28/08/2025 - 12:21
Grev Nikolai fylder 26: Fremtiden ligger åben med kæresten
Selv om grev Nikolai drømmer om at udforske meget mere af Australien, forbliver Danmark hans base. 28. august fylder den royale model 26 år.
Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Af: Af Grith Larsen, Ritzau Fokus
Prins Joachims ældste søn, grev Nikolai, har taget endnu en tur rundt om solen og været omme på den anden side af jorden undervejs, når han 28. august kan fejre sin 26-års fødselsdag.
Fødselsdagen bliver også fejret i udlandet, oplyser hans agentur, Social Works, i en e-mail til Ritzau.
Grev Nikolai befinder sig i Italien sammen med sin kæreste, Benedikte Thoustrup, hvor de deltager i Filmfestivalen i Venedig.
Grev Nikolai har også et særligt forhold til Australien, efter at han læste et semester i Sydney under sin uddannelse i Economics and Business Administration fra Copenhagen Business School, hvorfra han fik sin kandidatgrad sidste sommer.
Siden har han rejst "Down Under" flere gange for at dyrke den australske livsstil sammen med Benedikte Thoustrup, som han har kendt siden gymnasiet på Herlufsholm, hvor første date gik med at dele en sodavand på en tankstation i Næstved.
I maj bekræftede Social Works, at grev Nikolai havde fået et job, der var relevant i forhold til hans uddannelse, i Australien.
Grev Nikolai fortalte i et stort fællesinterview med Benedikte Thoustrup i modemagasinet Elle fra juni i år, at han også drømmer om at opholde sig i længere tid i Hongkong, hvor hans mor, grevinde Alexandra, er født.
- Men det er også vigtigt for mig at understrege, at Danmark altid er vores base. Det er fra det udgangspunkt, at vi rejser ud i verden, sagde grev Nikolai i Elle-interviewet.
Parret tilføjede til modemagasinet, at de er åbne for fremtiden.
- Vi prøver at tage det, som det kommer, og gribe de muligheder, der dukker op undervejs. Og så må vi se, hvor det fører os hen, sagde grev Nikolai til Elle.
Grev Nikolai har siden 2023 været i stald hos marketingbureauet Social Works.
Grev Nikolai fik frit lejde til at promovere virksomheder og produkter, efter at han og hans tre søskende, grev Felix, grev Henrik og komtesse Athena, fik frataget deres titler som henholdsvis prinser og prinsesse af deres farmor, dronning Margrethe, for at tilpasse kongehuset, som det lød.
Ifølge begrundelsen skal de fire børnebørn i langt højere grad kunne forme deres egen tilværelse uden at være begrænset af de hensyn og forpligtelser, et formelt tilhørsforhold til kongehuset som institution indebærer.
Grev Nikolai begyndte at tage sine første skridt mod sin egen formbare fremtid i 2018, da han overraskede på catwalken for det britiske brand Burberry.
Han har også haft job for eksklusive mærker som Dior og Cartier. Og så har han været på forsiden af både den skandinaviske og den ukrainske udgave af modemagasinet Vogue.
Selv om grev Nikolai ikke længere er prins til Danmark, indgår han stadig i arvefølgen og er således den sjette i rækken.
Hans onkel, kong Frederik, tildelte ham og hans lillebror, grev Felix, Storkorset af Dannebrogordenen tidligere på året.
Dannebrogordenen tildeles ifølge kongehuset for "fortjenstfuld civil eller militær embedsgerning, for særlig indsats inden for kunst, videnskab og erhvervsliv eller for virke for danske interesser".
Det danske kongehus har markeret grev Nikolais fødselsdag på Instagram ved at dele en hilsen og et billede af fødselaren.
/ritzau/