København, 22/05/2025 - 12:26
Skadesplaget Boilesen stiller støvlerne på hylden
Efter en karriere præget af mange og alvorlige skader stopper Nicolai Boilesen med at spille fodbold.
Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Nicolai Boilesens fodboldkarriere har været præget af flere store skader, og nu vil bentøjet ikke længere.
Når sæsonen er slut, stiller den 33-årige forsvarsspiller støvlerne på hylden, oplyser hans klub, FC København, på sin hjemmeside.
- Det er meget specielt, at jeg nu har sagt det højt, at jeg stopper min karriere, siger Nicolai Boilesen.
- Der er utrolig mange ting, jeg er stolt over at have opnået via fodbolden. Men jeg må også indrømme, at jeg nok havde troet, at det kunne være blevet til endnu flere kampe, hvis ikke det havde været for skaderne, som også er grunden til, at jeg nu siger stop.
- Det gør ondt at sige farvel til det, jeg har nydt hver eneste dag. Men jeg føler mig heldig over at have fået denne unikke mulighed, siger Nicolai Boilesen.
Denne sæson har også været komplet håbløs for Nicolai Boilesen, som ikke har spillet et eneste minuts fodbold. I stedet har han siddet ude med en knæskade.
Når han inden længe kan læne sig tilbage og give stængerne ro, kan han se tilbage på en karriere, der faktisk begyndte hos FCK-ærkerivalen Brøndby.
Der præsterede han på så lovende et niveau, at han allerede som ungdomsspiller rykkede teltpælene til Amsterdam for at tørne ud for Ajax.
Det var også der, han fik sit internationale gennembrud, ligesom han blev landsholdsspiller i 2011. I en periode lignede han en mand, der i mange år skulle være fast mand i rødt og hvidt, men så begyndte skaderne at hagle ned over ham, og det blev blot til 22 landskampe.
I 2016 sluttede karrieren i udlandet, og han vendte hjem til FCK, hvor han i sine skadesfri perioder har været en enorm profil. I alt er det blevet til 187 kampe i københavnerklubben.
/ritzau/