Antalya, 15/05/2025 - 07:49
Nato-chef: Rusland skal tage næste skridt i fredsforhandlinger
Mark Rutte er "forsigtigt optimistisk" i forhold til fremskridt i fredsforhandlinger i de følgende uger.
Af: /ritzau/
Det er op til Rusland at tage det næste skridt i forhold til mulige fredsforhandlinger med Ukraine.
Det siger Natos generalsekretær, Mark Rutte, ifølge nyhedsbureauet Reuters.
- Det er nu op til russerne at sikre, at de tager de næste nødvendige skridt, siger han.
Rutte understreger, at Ukraine i hans optik er klar til en våbenhvile og øjeblikkelige forhandlinger.
Ifølge AFP siger Rutte, at han er "forsigtigt optimistisk" i forhold til fremskridt mod fred i Ukraine i løbet af de næste uger, hvis Rusland er klar til at "spille bold".
Repræsentanter fra Rusland og Ukraine mødes torsdag i Istanbul for at forsøge at finde frem til en løsning på krigen i Ukraine.
Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, har forud for samtalerne sagt, at han gerne vil mødes med Putin i forbindelse med samtalerne.
Onsdag aften offentliggjorde det russiske styre en liste over, hvilke repræsentanter landet sender til samtalerne. Ifølge nyhedsbureauet AFP fremgår præsident Vladimir Putin ikke af den liste.
Ifølge en unavngiven kilde vil samtalerne begynde omkring klokken 10 lokal tid, skriver Reuters. Det svarer til klokken 09 dansk tid.
/ritzau/