Montreal, 06/08/2025 - 01:40
Tauson banker amerikaner og er i canadisk semifinale
Verdensranglistens nummer otte, Madison Keys, kunne intet stille op mod danskeren, der er videre i Montreal.
Minas Panagiotakis/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Tennisspilleren Clara Tauson fortsætter med at vise storform ved WTA 1000-turneringen i Montreal i Canada.
Natten til onsdag spillede danskeren sig videre til semifinalen med en sejr på 6-1, 6-4 over amerikanske Madison Keys.
Tauson lagde stærkt ud mod Keys, der er nummer otte i verden, da danskeren vandt et tæt første parti, efter amerikaneren to gange havde haft chancen for at bryde Tausons serv.
Madison Keys fik kort efter udlignet til 1-1, men herfra overtog danskeren styringen, og på under en halv time lukkede hun første sæt.
Andet sæt fik en fremragende start set med danske øjne, da Tauson indledte med et servegennembrud.
Herfra blev det mere tæt, men Tauson servede fortsat solidt, og tillod ikke Keys de store chancer for at bryde tilbage. Amerikaneren misbrugte en enkelt breakbold, da Tauson bragte sig foran med 5-3.
Med en placering som nummer otte i verden var Keys regnet som favorit mod Tauson, der er placeret som nummer 19 på ranglisten.
Det er anden gang i karrieren i ligeså mange kampe, at Clara Tauson besejrer Madison Keys. I begyndelsen af året vandt danskeren også et indbyrdes møde i New Zealand.
I semifinalen skal Tauson op imod ukrainske Elina Svitolina eller japanske Naomi Osaka. De to spillere mødes senere natten til onsdag.
/ritzau/