Athen, 28/02/2025 - 12:43
Grækere kaster med ild og sten i protester på toårsdag for togulykke
Mange tusind demonstranter er stødt sammen med politiet i Grækenland. De savner svar efter togulykke i 2023.
Louiza Vradi/Reuters
Af: /ritzau/
Tusindvis af mennesker demonstrerer fredag i den græske hovedstad, Athen, på toårsdagen for en alvorlig togulykke, der kostede 57 personer livet.
Ifølge nyhedsbureauet AFP er demonstranter stødt sammen med politiet.
Unge demonstranter har kastet med brandbomber og sten, mens politiet har benyttet tåregas, skriver AFP.
Næsten 200.000 mennesker er samlet i byen, lyder et estimat.
Ifølge AFP er der også brudt strejker ud. Mange skoler og butikker er lukkede, ligesom også tog-, færge- og flytrafik er ramt.
Mange spørgsmål er fortsat ubesvarede efter ulykken, og demonstranterne ønsker en tilbundsgående undersøgelse, skriver nyhedsbureauet dpa.
Vreden mod regeringen vokser, og ifølge AFP viser meningsmålinger, at mange grækerne mener, at embedsværket dækkede over vigtige beviser og trak en efterforskning i langdrag.
Efterforskningen er stadig i gang.
Mere end 40 personer er blevet retsforfulgt, herunder den person, der var ansvarlig for togenes rute. Men den retssag ventes ikke før slutningen af i år.
Det var et tog, der var på vej fra Athen til Thessaloniki, da det stødte sammen med et godstog.
Der var over 350 passagerer om bord. 57 personer, hvoraf mange var studerende, omkom.
De to tog havde kurs mod hinanden på de samme spor i flere kilometer, uden at der lød nogen alarmer.
/ritzau/