Napoli, 11/05/2025 - 22:47
Napoli dummer sig mod Genoa og åbner guldkamp på vid gab
Napoli måtte søndag se Serie A-føringen skrumpe til ét point, da førerholdet spillede 2-2 hjemme mod Genoa.
Alberto Lingria/Reuters
Af: /ritzau/
Napoli dummede sig søndag aften i den italienske guldkamp, da man på hjemmebane måtte nøjes med 2-2 mod danskerklubben Genoa.
Tidligere søndag havde Inter vundet 2-0 i Torino og lagt pres på Napoli, som må se forspringet skrumpe til et enkelt point med to spillerunder tilbage.
Serie A-duksen var bedst fra kampens start mod Genoa, og efter et kvarter viste Romelu Lukaku sin overlegne kropsstyrke i en duel på en stikning.
Modstanderen blev verfet væk, hvorefter den belgiske angriber sparkede føringsmålet i kassen.
Bedst som guldkursen var blevet udstukket endnu tydeligere, fik Napoli problemer med at lukke ned for Genoa, der havde to danskere i startopstillingen.
I midterforsvaret spillede unge Sebastian Otoa flot, mens Morten Frendrup som anfører svingede taktstokken på den centrale midtbane.
Selv om hjemmeholdet havde bolden mest, begyndte Genoa at skabe flere chancer. Efter en halv time måtte overliggeren afværge et hovedstød for Alex Meret, som minuttet efter uheldigt blev noteret for et selvmål.
Endnu en gang var opdækningen mangelfuld i feltet, og et hovedstød på stolpen sprang ind på Meret og tilbage i mål.
Napoli hankede op i sig selv efter pausen, og det pegede igen mod tre vigtige point, da Giacomo Raspadori tornede bolden i kassen efter 64 minutter.
Men det var en svær dag på kontoret for guldfavoritterne, der med ti minutter igen sendte Philip Billing på banen. Han kunne kun se til, da Johan Vásquez var stærkest i en hovedstødsduel og pandede Genoa til et overraskende point.
I tillægstiden var Billing tæt på at blive helt for Napoli, men hans hovedstød gik snert forbi.
Inter måtte ud i en lidt længere kamp ude mod Torino, da voldsom regn og tordenvejr betød en afbrydelse i første halvleg samt en pause på en halv time mellem de to halvlege.
Det slog dog ikke Champions League-finalisterne ud af kurs. På scoringer af Nicola Zalewski og Kristjan Asllani vandt holdet fra Milano 2-0.
/ritzau/