Washington D.C., 07/06/2025 - 09:36
Stort firma fyrer konsulenter efter dødeligt nødhjælpskaos i Gaza
Der har flere gange været skyderier nær nødhjælpsuddeling hos kontroversiel gruppe. Nu beklager firma.
Eyad Baba/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
To højtstående konsulenter i Boston Consulting Group er blevet fyret for deres arbejde med den kritiserede nødhjælpsgruppe Gaza Humanitarian Foundation (GHF).
Det skriver Washington Post.
Avisen er kommet i besiddelse af en e-mail fra det store konsulentfirmas administrerende direktør, Christoph Schweizer.
Direktøren erkender "procesfejl" i at have hjulpet med at oprette og drive israelskstøttede GHF.
- Jeg beklager dybt, at vi i denne situation var utilstrækkelige, står der i e-mailen.
Palæstinensere er flere gange blevet skudt og dræbt under kaotiske omstændigheder nær GHF's nødhjælpsuddeling.
Organisationen har fået kritik af FN og andre nødhjælpsorganisationer for ikke at være neutral og at gå uden om det normale nødhjælpssystem i Gaza - samt ikke at være tilstrækkelig forberedt.
Den har flere gange lukket ned for uddelingen efter at være begyndt forrige uge.
Washington Post skriver, at Boston Consulting Group bekræfter fyringen af to konsulenter for at have udført "uautoriseret arbejde", der har forbindelse til GHF.
De to ansatte arbejdede med forsvars- og sikkerhedsområdet hos konsulentvirksomheden.
I e-mailen skriver direktør Christoph Schweizer, at medarbejderne ikke havde oplyst fyldestgørende om deres arbejde. De havde angiveligt fået Boston Consulting Group til at tro, at deres arbejde med GHF havde bred støtte fra flere lande og ngo'er.
Washington Post bringer ikke udtalelser fra de fyrede medarbejdere.
Både den amerikanske og israelske regering har ifølge nyhedsbureauet Reuters sagt, at de ikke finansierer GHF. Men begge opfordrer internationale nødhjælpsgrupper til at arbejde sammen med gruppen.
USA og Israel siger, at den nødhjælp, som FN-netværket har uddelt, er faldet i den militante palæstinensiske gruppe Hamas' hænder. Det er noget, som Hamas afviser.
Internationale organisationer advarer om risiko for hungersnød blandt størstedelen af Gazas omkring 2,3 millioner indbyggere efter en 11 uger lang israelsk blokade, som blev ophævet 19. maj.
/ritzau/